Dramatik og romantik for voksne, men også god underholdning for yngre. Ikke usædvanligt for Ottesen er det en mellemting mellem eventyr, fantasy og virkelighed, og skønt stor lighed med det europæiske eventyrs handling – det naive barn rejser ud og ender med at blive regent og leve lykkeligt til sine dages ende – er ondskaben her langt mere kompliceret og mere realistisk end de udgaver eventyrene byder på, når de blot benævner heksen som ond. I Krystalhjertet er det en af de mere giftige udgaver: Dæmonisering af fjenden – kendt især fra politiske kredse.

I romanen har de to dominerende folkeslag dakjaer og truwaer levet relativt fredeligt sammen i mange år, men nu sker der noget med magten, og pludselig er truwaerne udpeget som dem, der ødelægger djakaernes samfundsorden. Det koster tab på begge sider. Oven i købet er det djakaerne, der er dæmoniserede – af sjæleædere – et begreb der leder tanken hen på death eaters fra Harry Potter – her dæmoner, der overtager menneskenes krop og sjæl.

Miras far er truwa men har lovet sin hustru, der er djaka, at deres børn skal opdrages som djakaer. Blot lykkes det ikke rigtigt med Mira. Mira er egenrådig og, skal det vise sig, begavet med evner der kan styre dæmoner. Så hun lander selvsagt i krigens centrum og med en magt, som ingen af de Grimmske prinsesser nogensinde har været i nærheden af.

Der er uhygge på mange planer såvel realistiske som mindre realistiske – måske er Ottesen den første til at skabe en monster-dæmon, og så er det trods den velkendte eventyrskabelon en gribende roman.

Josefine Ottesen
Krystalhjertet – Historien om Mira
700 sider
Rosinante
Udgivet: 28.05.2010

Birte Strandby