Der er fuld fart over feltet i den norske middelalderhistoriker Tore Skeies nye bog ”Jomfruen fra Norge”. Heri søger han at afdække en spændende del af den nordiske middelalderhistorie. Omdrejningspunktet for den dramatiske historieformidling er den purunge Jomfru Margrete Eriksdatter, kongedatteren, der døde som niårige i 1290. Jomfru Margrete var datter af den norske konge Erik Magnusson og en skotsk kongedatter. Hun skulle efter planen ægte den engelske tronarving i en fornuftsalliance, der ville trække det det skotske kongedømme ind under det engelsk overherredømme. Samtidig ville det norske kongehus vinde en uvurderlig politisk og økonomisk støtte fra England. Skæbnen ville det anderledes. Jomfruen døde på overfarten. Ti år senere udgiver en kvinde sig for at være Jomfruen Margrete. Det må hun bøde dyrt for.

På nogenlunde samme tid – i 1301 – får kong Håkon og dronning Eufemia en datter: den nye jomfru fra Norge, Jomfru Ingeborg. Straks herefter forhandles ægteskab mellem jomfru Ingeborg og den ca. 20 årige hertug Erik af Sverige i det, der skal blive til et ustoppeligt magtspil. Kong Håkon ændrer samtidig arvereglerne til tronen til jomfruens fordel, i tilfælde af der ikke fødes sønner.
Vi kastes ud i et både kløgtigt, gruopvækkende og også fascinerende magtspil mellem Norge, Sverige og Danmark i 1300-årene. Det er blodigt, dramatisk og skræmmende. Snart indgås der alliancer til den ene side og store hære kæmper både bravt og hensynsløst. Det næste øjeblik samles konger, adel og kirkens folk til forhandlinger.
Kun ét står krystalklart. Det handler om jordbesiddelser, penge, prestige og dermed magt! Intet andet. I disse bestræbelser indgår kongebørnene og adelens ditto, som en altafgørende brik. Jomfru Ingeborg bliver i særdeleshed et mønstereksempel på, hvordan magteliten bruger en enkelt kvinde – her kun et barn – i deres spil om magten. Hendes forlovelse brydes, for at der i stedet kan indgås ægteskab med den svenske kongesøn. Men dette forpurres og et ægteskab ml. jomfruen Ingeborg og hertug Erik finder sted i 1312. Et ægteskab der er resultat af utallige krige og end ikke det, sætter en endelig stopper for ufreden. Alt dette skildrer Tore Skeie med stor detaljerigdom, skønt kildematerialet har været sparsomt. Han citerer ofte Erikskrøniken, men desværre for læseren bliver kilden ikke gennemgået.
”Jomfruen fra Norge” giver et interessant indblik i en turbulent og farefuld tid, hvor krig var dominerende. Vi møder en voldsom skruppelløshed og beregnede adfærd hos et utal af personerne i de forskellige tvister. Bogen skildrer, hvordan magtkampene har kostet store personlige ofre i alle samfundets lag. Sult og fattigdom fulgte i kølvandet på lejesoldater og krigstogter. Der tegner sig også et billede af en tid, hvor mange tilfældigheder spillede ind i forhold til hvem, der blev sejrherre. Dårligt vejr, epidemier, dødsfald i vigtige familier og meget andet kunne ændre slagets gang – og dermed fremtiden.
Tore Skeie formidler veloplagt og engageret. Indimellem kræver det sin læser at holde styr på handlingsforløbet, der snart skifter fra den ene side til den anden. Det kan være sin sag, at have et overblik, men heldigvis er bogen forsynet med en god oversigt over kronologien. Bag i bogen findes en nyttig personoversigt og slægtstavle – sidstnævnte glimrer dog ved at mangle årstal. En lille kritik hæfter sig til det punkt, at forfatteren ikke definerer sit værk. Dermed står det lidt uklart hvorvidt det er sagprosa, faktion eller egentlig faglitteratur man her begiver sig udi. Ikke desto mindre er ”Jomfruen fra Norge” en uhyre velskreven faglitterær bog, der skærper interessen for historielæsning og vores fælles nordiske baggrund.
Tore SkeieOversættelse: Morten Visby317 sider, inkl. en række oversigtskort m.m. Indbundet.

Gads forlag

Udgivelsesdato: 30.04. 2014

Anmelder Nønne Lønne Votborg