En bearbejdet udgave af Paolo il Danese fra 2005. Det vil sige, at den handler om danskeren Arndt Lauritzen, der gik fra novice og munk til modstandsmand, agent og forretningsmand og især blev kendt for sin kamp mod nazismen.
Bogen omfatter en minutiøs gennemgang af såvel Arndt Lauritzens efterladte bog: Cammina fratello, cammina udgivet af hans kone seks år efter hans død, som de breve og øjenvidenskildringer der findes om ham. Nogle passager i romanen stemmer overens med de faktiske begivenheder, mens bogens hovedperson, Dan, også har oplevelser, som Arndt Lauritzen ikke havde – eksempelvis deltagelse i den finske vinterkrig.
De to skildringer – fiktionen og virkeligheden – kører tæt løb og tilsammen danner de et troværdigt billede af Paolo il Danese. Som det ofte er tilfældet er fiktionen en anelse mere spændende end historien, og Dan oplever nazisterne tættere på end Arndt Lauritzen. Undtagen måske lige der, hvor Arndt Lauritzen under sit ’hemmelige’ liv i Rom får en højtstående gejstligs samtykke til at begå attentat mod Mussolini. Den engelske efterretningstjeneste nedlagde efterfølgende veto mod samme aktion.
Med til beretningen hører mange noter og et udførligt navneregister, og som historisk dokumentation er bogen særdeles grundig. Det fascinerende ved Paolo il Danese er først og fremmest hans deltagelse i modstandskamp og den del af hans liv, der har 2. verdenskrig som relief, men også hans skolegang og hans liv som novice og katolsk præst, der ganske vist danner baggrund for hans tid som partisan, er behandlet med stor omhu. Set fra et standard underholdningshungrende synspunkt er bogen dog rigeligt lang og har biografiens lidt tunge forkærlighed for høj detaljeringsgrad.
Thomas Harder
392 sider
Informations Forlag
Udgivet: 30.10.2009