‘Skumle skiderikker og lyserøde skyer’ er Gitte Winter Graugaards forfatterdebut. Den bliver markedsført som en ‘puberts-krimi’, og det er faktisk et ganske rammende udtryk selvom den nok mest ligger til piger i aldersgruppen fra 10-15 år.
Hovedpersonen er den 13-årige Amalie, der er på vej ind i puberteten. Vi følger også hendes 15-årige storesøster Anne, der er vildt optaget af sin forelskelse i Alexander som hun altid kysser med, noget Amalie finder lidt klamt. Amalie har også problemer fordi hendes slyngveninde, Emma, er begyndt at interessere sig for drenge, og Amalie er derfor bange for at blive tilsidesat.
Vi er med Amalie og hendes venner på spejdertur, hvor de støder ind i nogle skumle tyveknægte, som er rykket ind i et sommerhus, hvor de lyssky skiderikker gemmer sig for politiet.
Herefter stiger dramatikken, da forbryderne også viser sig at være totalt farlige og bevæbnede serie-bankrøvere, der har udset sig den bank hvor Amalies mor arbejder, som deres næste mål.
Det er ikke uventet, at det bliver Amalie og vennerne der må tage affære for at få afsløret og fanget de ondskabsfulde røvere.
Udover krimihistorien er ‘Skumle skiderikker og lyserøde skyer’ også en rigtig pigebog, der tager fat i mange af de problemer som følger med puberteten: Den voksende interesse for drenge og nysgerrigheden overfor sex og alkohol.

Bogen er også tænkt som introduktion til diskussioner i skolen om problemerne med pubertet, identitet og andre ungdomproblemer i 6.-7. klasser. Pubertetsproblemerne er almene, men man skal nok høre til de ‘pæne’ middelklassepiger for rigtigt at kunne identificere sig med det nydelige forstadsmiljø.

Skumle skiderikker og lyserøde skyer
Forfatter: Gitte Winter Graugaard
Ill.: Maria Tran Larsen
147 sider
Forlag: Siesta
Udg.: 01.02.10
Jan Vandall