Anden del af fantasyroman i to dele.

I Livets Port II fortsætter Anna sin færd for at redde Lysvrang fra Ranen. Ranen er et monster, og det er ikke bare rigtig ondt, det er også særdeles ildelugtende, og det kan antage andre skikkelser, således at Anna tror hun er i selskab med sin mormor, selvom hun undrer sig over, at mormor lugter så grimt.

Livets port II vrimler med væsener, der er om muligt endnu mere usædvanlige end feer og enhjørninger. Der er grimlerne, der ligner grønne garnruller, og hvis tilstedeværelse er en garanti for, at der ikke er ondskab lige om hjørnet. Så er der gnoten, den sidste af sin slags i Lysvrang. Det er et kæmpe pelsdyr, der minder Anna om Den afskyelige Snemand. Der er gymnerne; det er trolde, der i hvert fald hvad retorik angår, kunne være inspireret af rumpenisserne fra Ronja Røverdatter. De er klædt som krigere og har en udisciplineret forkærlighed for chokolade.
Så er der er løberen, der minder om en græshoppe og fungerer som sendebud. Der er de omvandrende istapper: rimere, og fiomer, der er tågeagtige væsener, og der er ikke mindst skæbnen. Han hedder gamle Emil, og han sender sine beskeder til menneskene som maskinskrevne breve. Og så er der naturligvis en drage.

Der er også adskillige magiske objekter, blandt andet Lysets Krystal, som Anna skal hente, og der er Gillyrakappen, der ligner en videreudvikling af Harry Potters usynlighedskappe. Den får Anna god brug for på den hårde tur gennem de magiske verdener, der koster hende en god ven, men måske kommer hun ud på den anden side.

Kat L. Lassen
Livets port II
305sider
Skriveforlaget
Udgivet: 12.09.2013

Birte Strandby