Fortsættelsen til Maze Runner – Labyrinten. Thomas og de andre drenge fra Lysningen har haft held til at flygte, og befinder sig nu et trygt sted, hvor de får mad og søvn. Men trygheden varer kort, og næste dag finder de ligene af de mennesker, der hjalp dem den foregående aften. Samtidigt efterstræbes drengene af køtere, menneskelignende uhyrer, og Thomas mister den telepatiske kontakt med Teresa. Drengene opdager, at de er blevet mærket, og deres nye roller står skrevet på dem. Thomas kommer i telepatisk kontakt med Teresa igen, tror han. Men det viser sig at være en dreng, der også har boet ved en labyrint under lignende omstændigheder, og Teresa er fortsat forsvundet.

Der sker mange mærkelige ting, og det viser sig, at drengene indgår i et eksperiment foranlediget af WICKED: World in Catastrophe – Killzone Experiment Department. Alle drengene er smittet af Udbruddet, og kan imødese en tragisk og smertefuld død, hvis de ikke går ind på de eksperimenter, som WICKED arrangerer. Det betyder, at de i løbet af to uger skal tilbagelægge 150 kilometer gennem en ørken med køtere og andre trusler.

Drengenes færd er ladet med ulykker, kampe og overgreb, men det kniber med at holde spændingsniveauet hos læseren. Thomas når at besvime næsten 30 gange, og det bliver lidt trivielt.
Bogen filmatiseres i 2015, og et godt manuskript vil stadig kunne gøre det til en hæsblæsende thriller, men romanen er for langtrukken til at blive rigtigt fængende, selvom man får stor sympati for Thomas, der både kæmper mod ukendte uhyrer og samtidigt er teenager og måske forelsket.

Maze Runner – Infernoet

James Dashner

Oversat af Thomas Munkholt
368 sider
Høst & Søn
Udgivet: 06.02.2015

Birte Strandby