Lille bog med store ambitioner
Bogen indledes med en kort beretning om forfatteren, om hendes søn Victor, der har ADHD og hendes kamp for at få ham diagnosticeret og anbragt på en skole, der kan tilgodese hans særlige behov. Selve beretningen er sympatisk og forståelig, men det fremgår ikke klart, hvad der går galt i kontakten med det danske uddannelsessystem, der her fremstår som befolket af uforstående og uvidende pædagoger og sagsbehandlere, ligesom man kan undre sig over, hvad der sker, når en otteårig smadrer en rude på skolen og sætter ild til et skur.
Kampen med skolen er fremstillet som en slags offer-mod-systemet-proces. Men køber man kampen, så bliver det straks lidt vanskeligere, når talen falder på indigo-børn og formodningen om, at ADHD-børn er børn med særlige evner og særlig intelligens. Teorien om indigobørn afvises jævnligt af forskere som pseudovidenskabelig, og bogens udredning af begrebet er heller ikke entydigt overbevisende. En anden tese i bogen er, at mennesker med ADHD har proteinintolerance, og at ADHD kan lettes med den rigtige kost.
Bogens sidste del omhandler afsnit om de syv chakraer, meditation, intuition, stress og hvordan man støtter sit ADHD-ramte barn.
Der er flere fornuftige betragtninger, eksempelvis hvad den fremtidige inklusion i skolen vil betyde for det enkelte barn med støttebehov, ligesom betragtningerne om at medicin kan erstattes af en god kostplan fortjener en overvejelse, og at man i øvrigt i opdragelse af sit barn skal gå efter bolden og ikke efter barnet. Men der er meget spredt fægtning, og de enkelte punkter er løst fremsat og mangler konkret dokumentation.
Tine Grønhøj
144 sider
mellemgaard
Udgivet: 09.07.2012
