I stedet for at være en udviklingsroman er Gennemkørende tog en afviklingsroman i lighed med Ejersbos Nordkraft, der også er nævnt i bogen, eller Tom Kristensens Hærværk.
Luka, hovedperson og jeg-fortæller, gik ud af niende klasse for fire år siden. Han har aldrig haft arbejde, og tiden går med at hænge ud med vennerne, sælge hash og ind i mellem afværge socialrådgiverens forsøg på at sende ham ud i arbejdsprøvning. Hans ven, Tobias, er umiddelbart er det nærmeste Luka kommer på det misundelsesværdige fænomen normalitet, og deres fælles fantasi om at sejle det tætteste Luka kommer på håb og værdier.
I tilbageblik hører vi om hans familie, om hvordan hans fars alkoholproblem udelukker dem fra familiefesterne, indtil faren dør og det bliver Luka, der med sine gener: … du er ligesom din far… sørger for at blive udelukket fra familiefesterne. Tilværelsen bumper op og ned, men rutscheturen begynder for alvor, da Tobias får en kæreste, Cecilie. Venskabet med Tobias trues, men vennerne får lokket Cecilie med ud på en kort tur på glidebanen, og konsekvenserne bliver katastrofale – for Cecilie, for Tobias og til sidst for Luka.
Luka ser Troldmanden fra Oz eller Bamse og Kylling. Han er blottet for empati men stadigt glimtvist naiv. Han har et ønske om at drikke hjernen ud, og i selvdestruktivitet er han fuldt på højde med Jakob Ejersbos karakterer
Som læser drives man gennem romanen i forventningen om, at noget skal ske, at kollisionskursen ændres. Det sker ikke, og man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan kunne det gå så galt? Medrivende, skræmmende og overbevisende.
Irene Pedersen
209 sider
Høst & Søn
Udgivet: 21.02.2011
Birte Strandby
