Der en fornøjelse at anmelde Rachel Trezise. Den walisiske forfatter både kan og vil noget med sin skrivekunst. I 2007 kom hendes aldeles fremragende novellesamling ‘Æblesmag’, der velfortjent fik den prestigefyldte Dylan Thomas Award og de medfølgende 60.000 £. Nu har vi endelig fået en dansk udgave af hendes debutroman, den selvbiografiske Ned i akvariet og op igen, og den har så sandelig været værd at vente på.
Fortællingen om Rebeccas ensomme barndom, hvor hun bliver negligeret af moren og i årevis voldtaget af stedfaren, er stærk kost, for ikke at sige en rystende gyser. Hendes teenager-år som alkoholiseret, pilleslugende, hashrygende og speedsniffende hard-core no-future punker, har mange morsomme og rammende betragtninger om livet på den mørkeste skyggeside i de fattige walisiske (forhenværende) kulminebyer. Men det er også en hamrende hård anklage mod onde og/eller ligeglade voksne og et samfund, der i slumområder og fattigkvarterer lader børn helt i stikken.
Det er uhyggeligt at følge, hvordan den unge Rebecca både fysisk og psykisk bliver voldtaget på alle måder. Stedfaren, kæresten, systemet, retsvæsnet – alle voldtager de selvværdet og livsviljen ud af hende og forvandler hende til et indesluttet, underkuet, selvdestruktiv og dødshungrende psykisk vrag.
Det positive er, at vi ved Rebecca (Rachel) trods alle odds har klaret sig og blevet en respekteret forfatter – en ægte mønsterbryder. For at citere Trezise: ‘Hun har så meget klit, at hun kan klare sig uden nosser..!’ Men det absolut sørgelige er, at disse knusende barndomsoplevelser bliver delt af mange andre unge piger, og alle lever de med dybe ar i sjælen.
Det er desværre meget langt fra alle, som kommer bare nogenlunde igennem sådan en opvækst. De fleste lever som bittesmå misbrugte misbrugere, der hverken har fremtid eller nutid.
Det bliver interessant at følge Rachel Trezises forfatterskab.
Forfatter: Rachel Trezise
Oversættelse: Morten Visby
198 sider
Forlaget Aronsen
Anmeldt af Jan Vandall
