Tredje bog i serien om filosofi (for børn) handler om Descartes.
Descartes sidder i sit værelse og tvivler på sig selv og sine sanser. Månens stråler får en skygge til at træde frem, og for Descartes ligner det en dæmon, selvom det måske er hans papegøje, Baruch. Den imaginære dæmon får Descartes ud i svært forvirrede tanker.
Troede han, at han drømte? Eller drømte han, at han troede, at han drømte?
Descartes lider under sin tvivl og beslutter efter råd fra vennen Arkimedes at finde et enkelt ting som er sikker og ikke kan betvivles. Og det er så her han ender med de berømte ord: Jeg tænker, altså er jeg.
Herefter tænker han over hvordan han kan tænke over Guds eksistens, når han aldrig har erfaret Gud gennem sine sanser, og han tænker over, hvordan den lille sol, han kan se på himlen er så mange gange større end jorden. Han gør et forsøg med at prøve at afskære sig fra alt materielt, men det lykkes ikke, fordi han kan lugte bagerens nybagte brød. Først til sidst da han er lige ved at træde på papegøjen Baruch og bliver bidt i tåen, lader han sig overbevise om tingenes virkelighed.
Illustrationerne er farverige, tegneserieagtigt dramatiske og et fuldstændigt uundværligt supplement til teksten, der er vanskelig – periodisk grænsende til det næsten uforståelige. Som med Einstein-bogen virker målgruppen begyndende ved de ni år som meget ungt. Hvor mange niårige ved hvad kimære og bivoks er?
Den oprindelige franske udgave af bogen Le malin génie de monsieur Descartes ligger i animeret udgave på youtube.
Jean Paul Mongin
Descartes’ onde dæmon
Illustreret af François Schwoebel
Oversat af Tom Bøgeskov
64 sider
Forlaget Mindspace
Udgivet: November 2012
Findes også som e-bog
