Man behøver ingenlunde at være troende i religiøs forstand for at få noget meningsfyldt ud af teolog Niels Grønkjærs seneste bog. En hvis portion nyfigenhed over for livets store spørgsmål og lyst til at blive udfordret på egne holdninger til kristendommen, er nok til at netop dette ferme essay åbner nye døre til indsigt i et emne, mange mennesker har svært ved at sætte ord på. Troen på et højere væsen eller blot troen på noget, der giver os styrke, trøst eller mod og dermed tilfører vores liv et meningsfyldt aspekt er nok noget, der gør sig gældende for mange mennesker. Derfor behøver man jo ikke at være eksplicit omkring det, alene forvisningen om, at ”noget bagvedliggende”, noget vi ikke selv har en indflydelse på influerer latent på vor gøren og laden kan være med til at skabe den fornødne ro i dagligdagen.
Grønkjærs essay handler om tro – og for hans vedkommende om troen på den kristne Gud. Der fremmanes et dynamisk, bevægeligt gudsbillede. Forfatteren tager således afstand fra det urokkelige gudsbillede, der har det med at hylde én sandhed og ét princip og som derfor ofte munder ud i fundamentalisme, hvorved enhver bevægelsesmulighed sættes ud af kraft. For når fundamentalismen inden for kristendommen og enhver anden religion for den sags skyld tager over, opstår der en modreaktion: ateisme. Det gennemgående synspunkt i bogen er, at kristendommen er en ikke-fundamentalistisk religion, fordi Gud er treenig. Den er en religion, man som sådan ikke kan forstå med sin forstand, men som skal forstås ud fra de bevægelser, som udgør vort liv, og som treenighedslæren er fundament for. Bevægelse bliver for Grønkjær en ledetråd for den tese han plæderer for, nemlig at kristendommens Gud ikke er en død, metafysisk Gud, som ateisterne kan forkaste som forældet og vende sig imod, men en kærlig og levende gud, der hele tiden åbner nye døre. Grønkjær mener endvidere at den kristne tro er en form for viden, og at religion er en vidensform. Den læser, der imidlertid forventer en diskussion om kristendommens forhold til videnskabernes eller kunstens vidensformer, venter forgæves: dette er ikke bogens mission. Derimod lægger forfatteren vægt på at pointere det udbytterige i interaktionen mellem religionen og filosofien. Herved nærmer man sig kernen i bogen, idet der i religionsfilsofisk forstand pågår en drøftelse af religionens gyldighed set ud fra en nutidig synsvinkel.
Essayet er efter min mening ikke blot en miniafhandling, men en ny dogmatisk tilgang til det kristne budskab – et gudsbillede der vil appellere til det moderne, kulturkristne og reflekterende menneske, der ikke hidtil har følt sig overbevist af det metafysiske gudsbillede, der endnu mange steder udlægges i landets kirker. Bogen er således et friskt pust i en debat, der i de senere år fremdeles har været domineret af specielt to store religioners dogmer og disses indbyrdes modsætningsforhold. Med nærværende essay gives et tiltrængt, overbevisende og interessant indspark til en nytænkning af det kristne trosindhold.
Forfatter: Niels Grønkjær
Forlaget Anis: 318 s.
Udkommet 21.10.2010
Anmeldt af Rasmus Rune Axelsen
