Roman om en mærkelig mand, Patterson, hvis liv består af projekter. Et af dem er Mysterium Femina, som Pattersons kone, Irene, forsøger at smide ud utallige gange i løbet af deres ægteskab, og som Patterson finder frem fra skraldespanden lige så mange gange, indtil hans kone bruger hans noter og optegnelser til at lave en papmachébuste af ham selv. Det betragter han let misforstået som en kærlighedserklæring, og han bliver så opstemt at han skriver 400 haikudigte til Irenes hyldest. Skønt det første besøg på forlaget med et mildt ord mislykkes, bliver digtene senere udgivet under stor hurlumhej og mange anmelderroser på grund af en forsmået og særlig hævngerrig forlagsredaktør.
I den vedvarende begejstringsrus over busten beslutter Patterson sig for at få en tatovering af sin kone på armen. Desværre bliver han uvenner med tatovøren, så arbejdet afbrydes, før portrættet får øjne og mund. Og da Patterson oven i købet læser et af sine digte højt til udgivelsesreceptionen, forlader hans kone ham. Patterson flytter midlertidigt ind hos Xenia, men med sin totale mangel på empati lykkes det Patterson at vanskeliggøre et ellers relativt enkelt lejemål, og han ender med at flytte hjem igen.

Med lidt god vilje kan man tale om en udviklingsroman, for Patterson gennemgår en reel udvikling, men ellers er romanens force først og fremmest at den er sjov. De forskellige karakterers opførsel er præget af en absurd logik, som den der jævnligt kendetegnede de mere vanvittige af Leif Panduros karakterer, og der er adskillige direkte komiske situationer og nye udtryk: sms = systematisk modarbejdelse af socialt samvær.
Kasper Syhler

202 sider
Gyldendal
Udgivet: 29.04.2011

Birte Strandby