… det er politikere, der er sådan, vi kaster med brosten for at gøre en forskel. De kaster med mudder for ikke at gøre en forskel.
Sidste del af trilogien om drenge fra forskellige samfundsklasser.
Jon går i gymnasiet. Hans far er en berømt violinist og hans mor er skilsmisseadvokat. Jon lider af søvnløshed og narkolepsi, hvorfor han går rundt med styrthjelm for at undgå skader, når han styrter. Han har taget mobiltelefonens sprog til sig, og benytter i mindre omfang de forslag, mobilen kommer med i stedet for de vedtagne ord – fuck bliver for eksempel til eval, ’i søvne’ til ’ i sound’.
En dag dukker en forslået Oliver op på hans dørtrin, og Jon indlogerer ham i lejligheden, hvad der afføder spørgsmål men ingen kritik fra forældrenes side. Da Oliver bliver frisk igen, præsenterer han Jon for Nadia, der stræber efter at være anderledes, hvilket hun illustrerer smukt med festrober og komplementerende accessories i dagligdagen. Jon bliver forelsket, men ved ikke rigtigt om det er i Oliver eller Nadia før til slut.
I modsætning til sidste års følsomme unge mænd i litteraturen (Bombaygryde, Vildnissset, Kapgang) kan man hos Jon tale om såvel materiel som følelsesmæssig overklasse, og som de nævnte romaner handler det om at blive voksen, men Jon er skiller sig klart ud fra mængden dels i sin fokusering på tilfældet og dels i sine mange tiltag for at holde en farlig, sårende omverden på afstand.
Jon som jeg-fortæller i romanens første halvdel tvinger læseren til en indlevelse, der forsvinder igen i den sidste halvdel fortalt i 3. person. Jons personlighed og hans ekstreme adfærd er fængende, men slutningen, der ville være logisk i andre romaner med mere ordinært oplæg, er skuffende forudsigelig.
Ronnie Andersen
234 sider
Høst & Søn
Udgivet: 07.03.2011
