Fadersvigtet og moderforladt. Sådan er det at være Anna, der vejer 126 kilo og hverken har kæreste eller venner. Anna lever af at skrive noveller til et ugeblad. Det er ikke det hun helst vil skrive, men når hun skriver sin egen fiktion, bliver den syret og bladet vil ikke trykke den. Netop sådan opfører romanen sig også: Anna lægger ud med romantisk kærlighed og ender i syrede omgivelser med en hidtil ukendt religion og alvorlige forbrændingsskader efter, at hendes niqab er blevet brændt af.
Anna ynder at gå til begravelser. Hun lader som om hun er en bekendt af afdøde, og det går normalt ok, men en dag tiltales hun af en anden begravelsesgæst, en smuk, ung mand, Anders, og efter en besynderlig flugtmanøvre følger han hende hjem. Anna forelsker sig dybt i Anders, og til hendes forbavselse ser det ud til at være gengældt. Begivenhederne forceres ved, at hendes mor, der minder om Ritt Bjerregaard men hedder Ruth, pludseligt dukker op efter at være blevet suspenderet som partiformand. Anna flygter hjem til Anders og de bliver gift.
Det er for godt til at være sandt, og det er det heller ikke. Parret tager på bryllupsrejse til Tyrkiet, og Anders anbringer Anna hos en gruppe mennesker, der hylder en ny religion: retfærdighedssøgende, barmhjertige, gavmilde, straffende – alt efter smag og temperament.
Annas oplevelser er langt fra slut. Fantasifuld er den glose man bedst kan hæfte på romanen. Anna er en interessant fortæller, men romanen bliver anstrengende i længden, og den besynderlige fortælling mister en del af sin fascination i slutningen.
Brændt
Margrethe Schmidt
238 sider
Attika
Udgivet: 2015
Birte Strandby
