I Land i Datid følger vi Andreas, der netop har mistet sin tyske far, Peter, som han aldrig har mødt og som han ikke har noget reelt billede af. Andreas drager til Berlin for at blive klogere på, hvem denne ukendte forælder var, men også i flugt fra omgangskredsens forventninger til hans voksenliv, der synes at være gået i stå over et ufærdigt speciale og en kæreste, der har forladt ham på grund af hans tilsyneladende mangel på ambitioner.

I Berlin ’får’ Andreas en ny kusine, Bea, som, til hans store skuffelse, fortæller ham, at hans far, under det opdelte Tyskland, arbejdede for Stasi. Andreas overvinder imidlertid sine første følelser af nederlag og skam og beslutter at undersøge sin fars fortid, for måske, i sidste ende, at nå til en bedre forståelse af, hvem Peter var og hvad der drev ham.

Sideløbende med Andreas’ historie i nutiden, følger vi både et narrativ, der fortæller Peters historie og et tredje narrativ, der fortæller historien om en ung mand, Stefan, der planlægger at tage den farlige flugt mod vest. Opdelingen af fortællingen i disse tre narrativer fungerer ganske fint og Bugge Kold har god sans for at afrunde de opbrudte fortællinger med mindre cliffhangers, som øger nysgerrigheden på fortsættelserne og som, i kombination med det lettilgængelige sprog, gør bogen til en såkaldt ’pageturner’.

Land i datid tilbyder sine læsere en spændende og dramatisk fortælling, der giver et godt indblik i livet under DDR og Stasis ubehagelige procedurer. Derudover giver bogen et bud på psykologien bag troen på staten og på hvordan man retfærdiggjorde de uhyrligheder, der foregik, som privat-menneske.
Spørgsmål som hvad der udgør et godt eller et dårligt menneske, hvor langt ideologier kan presse helt almindelige borgere og hvor farligt det er ikke at stille spørgsmålstegn ved magtsystemer belyses gennem romanen.

På den anden side er Land i datid også en dannelsesroman om, hvordan en ung mand søger sig selv gennem opdagelsesrejsen ind i sin fars fortid, på et tidspunkt hvor han er gået i stå i sit eget liv. I den forbindelse synes romanen dog at ytre sig tvetydigt. Først gives der en implicit kritik af konkurrencesamfundet, der skaber indholdsløse liv, som primært handler om karriere, ambitioner og status – det væsentligste mål i livet er at ’betale samfundet tilbage’. Men ved romanens udgang synes en ny pointe om, at, når du ’har fundet dig selv’, er du i stand til at opfylde samfundets krav og således kan du opnå prinsessen og det halve kongerige. Konkurrencesamfundet ender således med at være noget, du helst skal passe ind i – om nødvendigt skal du bare finde dig selv først.

På trods af et til tider halvtørt og livløst sprog samt enkelte unødvendige klicheer i visse af karakterbeskrivelserne, vil jeg anbefale Bugge Kolds Land i datid – for en spændende historie og en lærerig rejse ind i et samfund, der eksisterede tæt på i tid og rum, men som, for de fleste af os, ligger utroligt langt fra noget, man er i stand til at forestille sig.

Land i Datid
Jesper Bugge Kold

337 sider
Turbine
2016

Anmeldt af Tea Stræde Spile