Nok en krimi med Sejer og Skarre som de hårdtarbejdende repræsentanter for ordensmagten. Fossums krimier skiller sig ofte ud fra mængden, og det kan man også sige om denne. Der er fra side et ingen tvivl om, hvem der er den mulige skyldige, spørgsmålet er nærmere: Hvor skyldig?
En ganske stor del af krimien foregår inde i karakterernes hoveder, og det kan virke forstyrrende, at vi både følger tankerne hos Sejer og hos romanens unge par, Fremstillingen er rolig indtil slutningen, og det meste af handlingen formidles via dialoger mellem mennesker, hvis sindstilstand vi aldrig behøver at gætte.
En lille dreng er fundet druknet. Drengen, der har Downs syndrom, har nylig lært at gå. Han har i et ubevogtet øjeblik forladt hjemmet og er gået ned til vandet. De meget unge forældre er knuste over tabet, men Sejer får en mistanke om, at de måske ikke er så uskyldige endda.
Barnets far går i sort, mens moren gør sit for at leve videre. Parret tager en uge til Mallorca for at prøve at lægge afstand til tragedien, men det virker kun for den ene part. Carmen begynder at føre dagbog for at få rede på sine tanker. Og så indtræffer endnu en katastrofe for den lille familie.
Sejers fornemmelse for mord testes, han accepterer, at der måske ikke altid findes en opklaring, og så går han en stille tur med hunden.
Portrættet af Carmen og hendes insisteren på at være ung og en overlever er glimrende, krimien stiller relevante moralske spørgsmål, mens Sejers personlige vanskeligheder er tæt på det uinteressante.
Karin Fossum
Oversat af Poul Bratbjerg Hansen
200 sider
Gyldendal
Udgivet: 30.05.2014
