Tredje bog i serien om Skaterland mest for drenge i otte – tolv års alderen. Og årets anden ungdomsbog om skateboarding. Skatespotting af Inez van Loon er fra februar 2012 og kombinerer skateboarding med en lille krimihistorie. Skatespotting omfatter en ordliste med skaterslang, hvor Skaterland i stedet har QR-koder med videoer med de omtalte tricks.

Løbehjul, skateboard og bmx er tilværelsens essens for Seb og hans venner. Vennen Krissy har et uheld og brækker armen, men ellers går det godt for drengene, og de får tilbud om at være med i en reklamefilm, der skal sælge Skaterland. De tre er klar med deres demonstrationer, men af hensyn til reklamefilmens bredde skal der også en skateboard-pige med. Drengene kender ingen piger der kører på skateboard, men det lykkes alligevel filmproducenten at finde een. Sidst i bogen får Seb en behagelig overraskelse, da det viser sig, hvem pigen er, og herefter overtager pigen fortællestemmen fra Seb. Den fjerde og sidste bog i serien handler om hende og udkommer foråret 2013.

Der er andre overvejelser undervejs. En dreng, som Seb har grebet i at stjæle, tager hans styrthjelm, og uden styrthjelm får Seb ikke lov til at optræde i reklamefilmen. Han tør ikke hente hjelmen hos den større dreng, og han har ikke råd til en ny hjelm. Medmindre han låner lidt i sin papmors pung.

Seb er en klarsynet fortæller og såvel skoleskift som de etiske dilemmaer han møder, er overbevisende beskrevet, og hans familie og venner som taget ud af hverdagen.

Kim Langer har skrevet flere ungdomsromaner blandt andet Den afrikanske forbandelse.

Seb aka Scooterboy, Skaterland 3

Kim Langer

144 sider

Høst & Søn

Udgivet: 30.10.2012

Fås også som e-bog

Birte Strandby