Endnu en roman om den sære, farlige tid i et menneskes liv, der benævnes ungdom. De seneste år har bugnet af litteratur om unge med Weltschmerz, problemer med forældre, frygt for nederlag på kærligheds- og popularitetsfronten og rent fysiske problemer i forhold til det at være ung.

Amerikanske John Green er aktuel med sine ungdomsromaner blandt andet Endnu en Kathrine og Paper Towns, Sara Kadefors leverer med Blogbitch sin version af hvordan man kan angribe voksne der kommer på tværs, Caroline Ørsum har senest skrevet Kære døde, dumme Vik der ligesom Mette Eike Neerlins roman Hest, hest, tiger, tiger er hård ved uforstående forældre, og Laurie Halse Anderson skriver i Vinterpiger om anoreksi.

Hvaler under isen handler om Lucinda der har anoreksi. Hun er begavet, livlig, iderig. Hendes lillesøster og trofaste discipel Malina ser op til hende, og de to søstre skaber deres eget private univers. Her vil naboens søn, Jarvis også gerne være. Han forelsker sig dybt i Lucinda og også en lille smule i hendes lillesøster. Men er Lucinda skrøbelig, så er Jarvis det endnu mere, og den store forelskelse ender med at udløse en tragedie.

Romanen omfatter grafiske elementer der fungerer godt som understregning af en særlig følelsesmæssigt ladet episode.

Malina er jeg-fortæller, og hendes beundring for søsteren giver et positivt, farverigt indtryk. Det kan tage tid, før man opfatter at kernen i Lucindas opførsel er anoreksi, og man undrer sig over forældrenes stadigt mere anspændte opførsel, der langsomt bliver til sorg og panik. Et mere komisk element er terapeuten Zimmermann, der er beskrevet som en Freud-parodi.

Lara Schützsack

Oversat af Jacob Jonia

176 sider

Turbine

Udgivet: 28.08.2015