11 fortællinger om erotik og magt – kvindemagt. Eksempelvis er der kvinden, der går så langt som til at bedøve sin partner for med møje, besvær, anvendelse af en kørestol og håndjern at bugsere sit byttedyr hjem i køjen.
I novellen Gåtur har hovedpersonen i særlig grad gjort ordene … få appetit ude og spise hjemme til sit eget motto. Og kvinden i Tusindfryd får modet til at gøre op med sine fordomme og flytter sammen med to mænd – tilsyneladende med den rene idyl til følge, mens Fødselsdagsfest handler om en anden kamp med fordommene, da den kvindelige hovedperson bestemmer sig for at få et forhold udenfor ægteskabet.
Mest overraskende er fortællingen Hjemlig hygge, der også handler om en kvinde, der tager sagerne i egen hånd. Bortset fra den erotiske kant ligner den meget Finn Søeborgs novelle Middag for to fra 1969, der først og fremmest handler om ægte ensomhed. Men hvor Søeborg rører ved det ensomme og ulykkelige menneske, så er Grethe Jacobsens hovedperson mere irriteret end egentlig ulykkelig og ensom. Måske har begrebet ensomhed ændret sig i løbet af de seneste 40 år?
De fleste af fortællingerne har en klar og sommetider overraskende pointe. En enkelt fortælling Interndating – en bolleven er lidt vanskeligere at gennemskue.
Erotikken i de mange noveller røber ikke ingen sprudlende nyheder – tilsyneladende består det sværeste valg i, om akten skal finde sted i sengen eller på køkkenbordet. Dialogerne er formelle og hverken influeret af tidens slang eller af de personligheder, der ytrer sig, mens mange af fortællingerne trods stivheden er præget af en vis opfindsomhed.
Små erotiske fortællinger
Grethe Jacobsen
82 sider
mellemgaard
Udgivet: August 2013
Birte Strandby