Børnevenligt leksikon med de vigtigste navne og begreber i Bibelen
Det begynder med Abel, Abraham og Adam, tre af de bedst kendte personer fra Det gamle Testamente. Og vi finder de mange andre velkendte: Isak, Jakob, Job, Benjamin, Eva, Ruth. Der er også personer fra Det Nye Testamente: Jesus, Johannes, Peter. Desuden beskrives en del begreber: nadver, dåb, Pagtens Ark, evangelium. Ved de fleste af navnene resumeres den fortælling, hvori de indgår: Kain og Abels uoverensstemmelse, Moses der leder israelitterne ud af Ægypten, Jakob der snyder sin far.
De korte fortællinger er er i et let og enkelt sprog. Ved Adam og Eva handler det om æblet, slangen og udstødelse fra Paradis, men i stedet for Kundskabens Træ står der, at de spiser æbler, som Gud har forbudt dem at spise.
Ingen af beskrivelserne er meget lange. Abrahams ofring af Isak er beskrevet under ‘Isak’ i bogen, mens der under ‘Abraham’ kun er nævnt, at Gud satte ham på en prøve. Skønt der oftest er flere personer i hver fortælling – i hvert fald i Det Gamle Testamente, har forfatteren været alsidig. Således er Elisabeth nævnt ikke mindre end fire gange – under eget navn og under Gabriel, Zakarias og Johannes Døberen, men teksterne varierer og bidrager med forskellige oplysninger.
I øvrigt fungerer fortællingerne under navnene fint til oplæsning eller selvlæsning, især dem der omhandler Bibelens persongalleri, mens udredning af begreberne ikke indeholder den nødvendige dramatik eller andre tiltalende elementer der fungerer godt i fortællinger.
Udvalget er interessant, Pontius Pilatus er med, men ikke Potifar. Navnet Josef kan give lidt forvirring, fordi Josef både er navnet på Marias forlovede, og på den Josef der blev smidt i brønden af sine brødre.
Der er hyppige små og store illustrationer der øger læsevenligheden og sætter billede på personer og begreber. Eksempelvis er der et stort billede af en ark der flyder rundt på et voldsomt hav, et grumt billede af en dæmon, et nærbillede af en græshoppe.
Trods intentionen om et leksikon er Børnenes bibelleksikon en glimrende bog til oplæsning, og for det læsende barn er det en udmærket opslagsbog der gør det let at holde styr på Bibelens fortællinger.
Børnenes bibelleksikon
Malene Fenger-Grøndahl
Illustreret af Anja Gram
235 sider
Bibelselskabets Forlag
Udgivet: 11.06.2024
Birte Strandby