Laurits er med sin ledelsesgruppe på seminar om stress og selvledelse. På seminaret gennemgås ‘stresstrappen’, der på en logisk måde fortæller om trinene mellem trivsel og depression, og om hvordan man i en travl virksomhed kan begynde at lave fejl til trods for sin arbejdsglæde, måske glemme, og opleve reduceret trivsel, indtil man – hvis ikke man selv eller ens ledelse griber ind – bevæger sig over i angstanfald og langtidssygemelding.
Lederseminarets andet emne er selvledelse, et begreb der er sammensat af adfærdsmæssig, følelsesmæssig og kognitiv forpligtelse. En samlet vurdering af de tre forpligtelser kan resultere i en hypotese om risikoen for at udvikle stress.
Taget ned på et hverdagsplan handler det om at fremme en tydelighed om opgaver, en fælles retning, et balanceret engagement og en personlig frihed til at sige til og fra …
Laurits returnerer til sin afdeling med gode overvejelser om arbejdsmiljø og om stress. Hans medarbejdere har forskellige reaktioner i forhold til arbejdsmiljødiskussionen, og senere fratræder en kollega, hvilket giver mere arbejde til Laurits. Det ender med at en venlig forespørgsel fra en lederkollega afslører, at Laurits måske selv er på vej mod en stresstilstand. Der er flere tegn: lange arbejdsdage, konfrontationer med medarbejdere, manglende tid til familien, manglende nærvær, når han er sammen med sine børn.
Behovet for ændringer er presserende, og sammen med den øvrige ledelse arbejder Laurits med strategisk grænsesætning og en reduktion af den nuværende arbejdsbyrde.
Det interessante er ikke kun resultatet, som ser ud til at fungere, men også de mange overvejelser der fører til den strategiske grænsesætning. Ligeledes er stresstrappen og de mange begyndende tegn nok så værdifuld for lederen på en travl arbejdsplads. Kan man redde en stressramt medarbejder, inden det bliver til en sygemelding?
I forhold til bøger om ledelsesteori, er denne bog lettere og mere praktisk. Den er kort, og den forholder sig næsten udelukkende til personen Laurits og dennes udfordringer.
Med til serien hører Introduktion og guide til bogserien Ledelseshverdage og Grethe lagde en plan, men så skete der noget helt andet.
Du gjorde mig syg mens jeg tog ansvar
Stress mellem grænser og grænseløshed
Ledelseshverdage
Signe Groth-Brodersen
124 sider
ContentPublishing
Udgivet: 17.04.2024
Birte Strandby