Svenske Klara Nordin Stensö er uddannet i grafisk design og illustration fra Konstfack, Universitet i Stockholm. Hun laver animationsfilm, tegneserier og billedbøger. Sammen med hendes søster Mimmi driver hun webbureauet Systrarna Nordin. I 2022 debuterede hun med ”Den lilla lilla sjöjungfrun”, der dog ikke er oversat til dansk. Siden fulgte denne selvbiografiske graphic novel ”Den perfekte mor”. Fortællingen om moderskabet har fået en fornem modtagelse i hjemlandet. Det er glædeligt, at Cobolt har oversat den. 

Der er i dén grad tale om et værk, der fortjener opmærksomhed. Med ”Den perfekte mor” tager Klara Nordin Stensö livtag med den svære overgang, hvor kvinden bliver mor. ”Den perfekte mor” viser – både i tegninger og ord – hvordan, moderskabsprocessen er slidsom for såvel krop som psyke. 

Klara Nordin Stensös fortælling om moderskabet skildrer, hvordan den første tid som nybagt mor oftest adskiller sig markant fra det glansbillede af familieidyl, vi gerne vil se for os. Hun indfanger b.la. kvindens sårbarhed og smerte, når det går op for hende at amningen driller, at nætterne med mangel på søvn tærer og underlivet smerter efter en hård fødsel. 

I ”Den perfekte mor” følger vi kronologisk Klaras egen fortælling. Som højgravid oplever hun, hvordan det for første gang er legitimt at være tyk som kvinde. Snart følger fødslen og alvoren. Fødslen forløber ikke uden komplikationer. Den efterlader den nybagte mor med store følelsesmæssige ar. Dårligt er hun kommet til sig selv, før hun mødes med en forventning om at amme, da netop dét hyldes som det naturlige. Hvis blot man ammer, vil alt gå godt! 

En stor del af bogen centrerer sig om amningens svære kunst. Den skildrer b.la. morens møde med fagpersonalet, der ælter løs på hendes bryster. Den ellers så naturlige amning bliver hurtigt ganske unaturlig og yderst kompleks, idet der tilføres en række features såsom ammebrikker, sprøjter, tidtagning og andet. Moderens værd er proportionalt med mængden af mælk, der pumpes ud. Klara og manden Isak synes næsten at gru for at få sønnen vejet af sundhedspersonalet. Det bliver en eksamen i forældreskab. 

Klara Nordin Stensö tegner et billede af en usikker, fortvivlet og dog evigt kæmpende kvinde, der ser sig selv som værende i en konstant tilstand af fiasko, fordi amningen ikke fungerer. Gennem flere uger forsætter mareridtet, alt imens hun frygter at give sit barn en tilknytningsforstyrrelse. Redningen bliver en forstående veninde. Bogen er dermed en reminder om at holde fast i sit netværk og lytte. 

Undervejs væves Klara personlige beretning sammen med små faktuelle afsnit, der kort belyser amningen i en historisk, politisk og kunstnerisk kontekst. Disse nedslag giver bogen ekstra substans og løfter den fra det rent personlige. 

Klara Nordin Stensö er dygtig til at kaste lys på, hvorledes den konkrete sundhedspolitik vi møder, er konsekvens af politiske, historiske, økonomiske og kulturelle årsager. Hun peger til eksempel på, hvordan hun er påvirket til at være imod Nestlé, der stod bag massive mælkeerstatningskampagner. De påvirkede tusindvis af fattige kvinder til at fravælge amning. Et valg med store konsekvenser i lande med vandmangel og ressourcemangel. 

”Den perfekte mor” har bid i både ord og streg. Klara Nordin Stensö er sjov og chokerende, når hun sætter streg på sit første moderskab, der har været en smertefuld rejse. Fortællingen emmer af autenticitet, fortællelyst og søsterskab. Her er tale om en forfatter, der brænder for at dele sit møde med moderskabets idealer og den rå virkelighed. Hun giver af sig selv i en (galgen-)humoristisk, satirisk og yderst selvafslørende bog. 

Ord og tegninger går op i en højere helhed. Klara Nordin Stensö udtrykker sig gennem sort/hvide illustrationer. Stregerne er overdrevne – ligesom kroppen og følelserne, der skildres. Allerstærkest står den serie tegninger af en kvindekrop, der gradvist mases mere og mere sammen i en sardindåse. Dét fortjener et optryk til plakatkunst. Forfatteren indfanger følelsen af ikke at slå til og miste al kraft i forsøget. 

Klara Nordin Stensö fortjener stor applaus for ”Den perfekte mor”! Det er en fornem følelsesfuld selvbiografisk graphic novel om at blive mor. Lad dig ikke skræmme af formatet. Bogen fortjener et stort publikum. 

Den perfekte mor

Forfatter: Klara Nordin Stensö

Oversættelse: Eva Obelitz Rode

Forlag: Cobolt

176 sider. Hæftet og illustreret

Udgivelsesdato: Den 2. november 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg