Giuseppe Tomasi di Lampedusa (1896-1957), af siciliansk adel, skrev kun  en roman, som først udkom et år  efter hans død.  Den, Leoparden, betragtes som et stort klassisk værk i europæisk litteratur.

Nu er romanen genudgivet  i Rosinantes klassikerserie, oversat af Thomas Harder. På dansk kom Leoparden allerede i 1959.

Leoparden handler om forandringer, som ikke er til at standse. For sådan har verden altid haft det med at gøre. Og som Mikkel Fønsskov skriver i forordet: “Det nytter ikke at dyrke fortiden og tænke sig en verden i evigt havblik. Alting må forandres, for at vi kan bevare!”

Vi er på Sicilien i 1860. Hovedpersonen er Don Fabrizio, fyrste af Salina, en ældgammel slægt med en leopard i våbenskjoldet. Han er den feudale herre, der langsomt er nødt til at erkende, at der er fejer nye vinde ind over øen med Garibaldis fremmarch for at samle Italien til et kongedømme.

Hans højt elskede nevø, Tancredi, tager det nye til sig og kæmper opportunt med. Det giver fyrsten, der sætter nevøen højere end sine egne børn, et dilemma.

Don Fabrizio ser det feudale samfund afløst af tre ismer: kapitalisme, nationalisme og liberalisme. Med vemod og opgivelse accepterer fyrsten og føler sig pludselig gammel og klar til at dø.

Det er ikke en letlæst roman. Der er mange for de fleste uforståelige hentydninger til den katolske tro. Men det er umagen værd at give sig tid at komme igennem bogen. Det er ikke en fortælling om, hvordan omvæltningerne konkret finder sted på Sicilien. De antydes kun, hvorimod vi læser om fyrstens tanker, liv, jagter, storslåede fester og nødtvungen omgang med den nye tids opkomlinge.

Romanen indeholder et langt kapitel med en meget omhyggelig fremstilling af Lampedusas eventuelle omskrivninger af og tilføjelser til romanen. Et kapitel der især henvender sig til de litteraturinteresserede.

Leoparden

Historisk roman

Forfatter: Giuseppe Tomasi di Lampedusa

Nyoversat af Thomas Harder.

286 sider

Udkom: april 2023

Rosinante

Anmelder: Bjarne Gregersen