Romanen tager sin begyndelse i Finland i 1944. Russerne er på vej ind i landet, og Margot er ved at sende sin lille søn, Erik, til Sverige, så han kan komme i sikkerhed. Hun brændemærker ham først, så hun kan finde ham igen, når krigen slutter.
I det næste kapitel er vi i Stockholm i 1959. Her møder Linnea og Erik hinanden. De er hinandens største lykke, og alt begynder godt, bortset fra at Linneas forhold til svigermoren ikke er så varmt, som det kunne være. Men det er en lille ting, og Erik er en god og omsorgsfuld mand, så Linnea følge gladeligt med ham til Helsingfors.
De får tre børn, Erik skifter job flere gange, og parret skifter bopæl lige så mange gange. Men Erik har vanskeligt ved at styre sine penge, og han fortæller ikke Linnea, når det går skidt på jobbet. Linnea overraskes af breve om gæld og besøg af fogeden. Hun flytter hjem til Stockholm med børnene, men Erik samler sig selv op og følger efter hende, og de genforenes. Linnea får lov at styre økonomien, og Erik får et godt job igen. Han er computermand i computerens barndom og har syn for mulighederne, men han drikker i perioder og kan ikke altid overskue konsekvenserne.
Resultatet bliver flere flytninger, og Linnea får med tiden vanskeligere ved at se Erik som den fantastiske mand, hun giftede sig med.
Han drikker for meget og er fraværende i hjemmet, og han ender med at blive syg af drikkeriet. En læge opfordrer ligefrem Linnea til at forlade ham, både fordi Erik er psykisk ustabil og ødelæggende for familien, og fordi Linnea ifølge lægen er med til at fastholde Erik i hans ulykkelige mønster. Deres tre børn kommer i klemme, den ene datter har indlæringsvanskeligheder, og hverken Linnea eller Erik har tilstrækkeligt overskud til børnene.
Linnea og Eriks fortælling er både tragisk og også lidt ordinær. Der er mange konflikter måske på grund af fortid og fastlåsthed, men de er ikke atypiske for perioden, 1960’erne med småborgerlighed og ‘hvad tænker naboen’, 1970’erne med begyndende kvindefrigørelse, stigende behov for kvinders arbejdskraft, og nye muligheder der ofte er i konflikt med gammeldags forventninger.
Læseren får et fint billede af, hvordan forandringer i verden påvirker parret. Uoverensstemmelserne mellem Finland og Sverige kommer til udtryk flere steder, omend gnidningerne ikke helt forklarer alle parrets problemer. En lang kamp for Linnea og et glimrende tidsbillede.
Vinter uden sne
Linneas bog
Mikael Lindholm
351 sider
Storytel
Udgivet: Marts 2023
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks