Mean management er mindre ubehageligt, end det lyder, men ‘Det gennemsnitlige menneske’ har nogle ubehagelige kommentarer til den danske dovenskabskultur: En ting er at vi arbejder mindre end vores naboer og konkurrenter. En dansker med et 37-timers job arbejder kun ca. 33 timer om ugen, mens koreanske kolleger ligger på 43 timer om ugen. Noget andet er vores totale mangel på selverkendelse, som angiveligt manifesterer sig i realityprogrammer af typen ‘Overvurdér dig selv’, hvor håbefulde danskere stiller op, fordi ingen nogensinde har fortalt dem, at de ikke kan synge. Det kan Blachman så gøre. En del er vores problem er, at vi er uærlige. Vi roser eller glemmer at være ærlige, når vi måske burde have været det – når vennen eller et familiemedlem beder om et realitytjek. 

Albæk bruger her sit parforhold som eksempel. I ægteskabet har man aftalt, at Albæk satsede på karrieren, mens han hustru fastholdt sit job i erkendelse af, at man ikke kan have små børn og to karrierer samtidigt. Med karriere menes her en Albæk-version med måske 80 timers arbejde om ugen. Flid og hårdt arbejde er stadigt betingelser for, at tingene lykkes.

Det betyder, at Albæk arbejder rigtigt meget, og det betyder også, at al overskydende tid bruges sammen med familien. Ingen drengeture, fredagsøl på jobbet eller optræden på tv. Det er benhård prioritering, men det virker absolut fornuftigt. Udover den prioritering betyder det også, at et parforhold skal vælge, hvis karriere man satser på, og det kræver ærlighed, hvis man for eksempel skal sige til sin partner, at man finder det mest hensigtsmæssigt, hvis man selv kaster sig over karrieren, mens partneren ikke skal forsøge nogen stunts i den retning, da det formodentligt alligevel ikke vil give den ønskede bonus.

Albæk langer hårdt ud efter de magelige danskere, der forventer at verden kommer med gode tilbud uden hensyn til egen indsats. Måske er det relevant at vurdere, hvad vi selv bidrager med til samfundet? Velfærdsstaten er et kollektivt anliggende, og vores beslutninger har betydning for fællesskabet. Ifølge Albæk skal vi hverken bruge Janteloven til at holde hinanden nede, men heller ikke gå og holde hinanden kunstigt oppe for at være høflige, eller fordi vi ikke vil ødelægge den gode stemning. 

Kun et enkelt sted bliver man i tvivl om holdningen: Albæk skyder skylden for Danmarks konkurrencemæssige nedtur på blandt andet spild af tid på langsommelige it-systemer og utilstrækkelig fysisk infrastruktur. Her er Morten Albæks løsningsforslag omtrent så fantasiløst som vores politikeres: massive investeringer i infrastrukturen – gælder det også motorveje?  Løsningen bør vel – også jævnfør senere kommentarer fra Albæk om bedre vilkår for miljøet – være noget med at reducere antallet af biler på vejene og forbedre den kollektive transport? For man kan vel ikke tro, at mere vej i vores lille asfalttilplastrede rige på nogen måde giver noget som helst til hverken trængsel, velfærd eller samfund?

Albæk leverer flere brutale sandheder. Ikke nok med at vi arbejder mindre end de lande, vi sammenligner os med, vi er også dummere og har færre universitetsuddannede i arbejdsstyrken. Vi har ikke råd til at skære i uddannelsessystemet.

Hvert kapitel indledes med en kort tekst om Albæk og/eller familiens gøren og laden. Hensigten er muligvis at knytte læseren til hovedpersonen, men ikke alle de indledende tekster virker lige relevante.

Erkendelse og ærlighed er buzzwords og betingelser for at kunne fungere under en Mean management ledelse. I slutningen af bogen gennemgås Vestas-værdier, Freedom of Speech, one Global Team, Persistence. Det fylder ikke så meget, men giver god mening, hvis man læser for at lære noget om ledelse.

Det gennemsnitlige menneske er underholdende og dedikeret, og det vil være på sin plads at takke Albæks hustru for at have givet plads til bogen. 

Det gennemsnitlige menneske

– om at lede sig selv og andre i en global verden

Morten Albæk og Stig Mathiessen

173 sider

Gyldendal

Udgivet: November 2022

Birte Strandby