Hvad er det egentligt: at være livvagt? At kaste sig ind foran præsidenten, hvis nogen begynder at skyde på ham/hende? At man konstant har øje for farer der måtte true den man skal beskytte?

Torben Vigh giver et interessant og grundigt indblik i opgaverne som livvagt for blandt andet den kongelige familie og udenlandske statsoverhoveder. Det omfatter både det at være i nærheden, når majestæten eller hendes familie er på besøg i udlandet herunder jævnlige ferier på prins Henriks franske hjemegn, men det omfatter også at få overblik over sikkerhed og risici de steder, som kongefamilien gæster. Bor landets borgere bag hegn med lås, eller ligner det mere danske forhold med haver og hække?

Torben Vighs karriere begynder i AKS – PETs Aktionsstyrke – der er politiets antiterrorberedskab. Blandt mange forskelligartede opgaver er AKS involveret i beskyttelse af DSBs generaldirektør i 2007, da han er udsat for trusler og afpresning. Det indebærer, at en kriminalinspektør fra Københavns Politi simulerer, at han er generaldirektør, kører i dennes bil og følger de rutiner, generaldirektøren følger – med den undtagelse, at Vigh eller en kollega fra AKS ligger i bagagerummet på ‘generaldirektørens’ bil – klar til at skyde, hvis det skulle blive aktuelt. Det bliver det ikke. Angiveligt står professionnelle bag et krav om penge, og politiets stand-in for generaldirektøren bliver af afpresserne sendt ud på en længere togrejse med flere skift, men afleverer ikke pengene, og man finder aldrig bagmændene. Der er mistanke om, at Blekingegadebanden står bag baseret blandt andet på professionalismen og planlægningen, der ikke er ulig den planlagte bortførsel af den svenske rigmand Jörn Rausing såvel som Bader-Meinhofs bortførsel af Hanns Martin Schleyer.

Opgaverne omfatter også Krudttønden og Muhammed-tegningerne, især det sidste giver genlyd i flere afrikanske stater med højt trusselsniveau mod både lufthavne og enkeltpersoner, hvilket blandt andre Per Stig Møller får at mærke.

Aktionsstyrken der er nedsat til indsatser i forbindelse med terrorbekæmpelse løsner ikke et skud i de første 40 års levetid indtil januar 2013, hvor der skydes mod hashsmuglere i Aalbæk Havn og senere igen i forbindelse med indsatsen ved Krudttønden.

‘Mine 30 år som livvagt’ handler også om de nævnte rejser med kongefamilien. Generelt ser det ikke ud til, at kongefamilien har været truet, men sikkerhedsproblemer i andre lande var tæt på at koste Torben Vigh hans pistol. Der følger mange typer udfordringer med jobbet. Eksempelvis er man nødt til at løbe langrend, hvis man er med majestæten på skiferie, ligesom der kan være begrundelser for at dykke i hajfyldte farvande, hvis man skal beskytte et menneske med den slags tilbøjeligheder.

Udover den meget personlige beretning får vi også et kig på verdenshistorien set fra sikkerhedsvagtens synsvinkel. Det vil sige, hvad eksempelvis angrebet den 11. september betyder for sikkerhed verden over.

Historisk er ‘Mine 30 år som livvagt’ lidt af et scoop, men der er også mange dagbogsoptegnelser i stilen ‘ så gjorde vi det, og så …’. Det kan godt blive trivielt i længden, til gengæld er beretningerne om de enkelte opgaver virkeligt spændende.

Mine 30 år som livvagt

Torben Vigh

246 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 2022

Birte Strandby