Romanen er selvbiografisk, forfatteren er jeg-fortæller men sommetider forholder Murnane sig til bestemte minder i tredje person. Fortælleren flytter fra en storby til en fjern del af landet for der at tilbringe sine sidste år, skrive sin sidste bog. Resultatet er en række billeder, et billede af Faderen, Sønnen og Helligånden, et af Jomfru Maria og ikke mindst et af Tess d’Urbervilles fra Thomas Hardys roman. Billeder der er forblevet på nethinden i mere end 50 år efter, at han så dem første gang.
Farvede glas, blyruder, farver i det hele taget, et kalejdoskop og en anekdote om en præst der tisser i altervinen er også en nuancer i en lille spraglet fortælling om minder, litteratur, hukommelse og snarlig død. Ydermere er religion og det at miste sin tro en del af forfatterens billedmosaik. Lidt arrogant sælger han sine bøger, dels fordi han ikke længere har plads, og dels fordi han beslutter, at alt det der er værd at huske allerede befinder sig i hans hukommelse, og resten fortjener ikke at blive husket.
Måske skal man være en elsker af Murnane – af dem er der mange – for helt at nyde Grænseområder. Hans tekst er enestående og hans tanker noget særligt, men Grænseområder er en slags afslutning, og måske er det ikke her, man skal begynde sin læsning.
Murnane har et særpræget sprog og får med sine varierede gentagelser af sætningen: Siden jeg skrev det forrige afsnit … tilført en prosaisk tekst et strejf af poesi. Det samme gælder, når der to gange indledes med: Manden der huskede … Sætningerne er lange, nogle gange ganske indviklede. Mange steder er der ikke over fem punktummer på en side. Det giver et højt lixtal, men hæmmer ikke læsningen, måske fordi teksten er enkel, selvom tankegangen ikke altid er det.
Grænseområder
Gerald Murnane
Oversat af Julianne Wammen
187 sider
Forlaget THP
Udgivet: 2021
Birte Strandby
