Signe og Juncker fra Personfarlig Kriminalitet i København får igen travlt på jobbet. Juncker arbejder med mordet på en ung kvinde, fundet på Amager Fælled. Der er noget ved mordet, Juncker kan genkende fra en anden mordsag.

Signe er i gang med et knivdrab på en ung nynazist. Her er faktisk en mistænkt og en stribe indicier, men så sker der noget helt andet, og Signe skal i stedet beskæftige sig med noget så usædvanligt som en seriemorder i Danmark. Ofrene er unge og yngre kvinder der er relativt kendte i medierne, og mordene har lighed med to brutale voldtægtsforbrydelser der fandt sted i 2013 og 2014. For Signe er der en ekstra udfordring. Hun skal nemlig arbejde sammen med en kollega, der har voldtaget hende for år tilbage. En voldtægt hun aldrig har anmeldt, fordi hun ved, hvordan voldtægtsofre behandles i det danske retssystem, men nu får hun så problemer med at leve med visse dele af sit arbejde.

Opklaringen går sin meget rolige gang, kun periodisk afbrudt af mord og pludselige selvmord blandt mistænkte. På trods af en stigende mordfrekvens, er læsningen er ikke lige spændende hele vejen, selv om både Signe og Juncker er godt selskab. Juncker har sine helt egne vanskeligheder. Han er blevet opereret, og så skal han skilles, men hans analytiske evner har tilsyneladende ikke taget skade.

En overraskende drejning redder krimien fra middelmådighedens sump, og vi bliver også reddet fra at tro, at mordere oftest tilhører en bestemt socialklasse.

Plottet er længe undervejs, men til gengæld er det virkelig godt, og krimien slutter med højspændt dramatik i en version der kunne have gjort Hitchcock misundelig.

Kvæler

Kim Faber & Janni Pedersen

410 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 2021

Birte Strandby