Line-Maria Lång fortæller i romanform, hvordan det var at miste vennen Jan Sonnergaard, og hvorfor venskabet var specielt med kanter og forbavsende gensidighed. I romanen hedder han Dietmar. Han er ikke uden talent for provokation, og han er direkte og lejlighedsvis stødende i sin omgang med andre mennesker. Det står nærmest direkte i teksten. Efter en bashing af en filminstruktør: …Filminstruktøren rejste sig, som om han havde fået stød, tog resolut sit glas, tømte det og vendte fornærmet ryggen til os.
Det er i begyndelsen af bekendtskabet, og fortælleren holder fast i Dietmar, uagtet de ikke har meget til fælles udover den ikke altid lige taknemmelige gerning som forfatter. Dietmar fremstilles med alle nuancer, det er ikke kun en rosende nekrolog. Det er også et studie i fortællerens sorgproces. Hun mistede sin far, da hun var tolv, og trækker sorgen fra dengang frem til eftersyn. Dengang var der en hær af psykologer, der stillede sig til rådighed, og hun havde lært sig sorgens femtrinsproces: Benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept. Det var en af flere ting, som kunne overbevise psykologerne om, at hun var på vej op.
En anden sorg melder sig, da farbroren dør. Faren og farbroren var som Sam og Frodo fra Tolkiens univers, to hobbitter der holdt sammen – et levn fra dengang de selv var små og mistede deres mor.
I en slags dobbeltportræt af Dietmar og fortælleren får vi et billede af deres spændende, ubalancerede forhold, deres mærkelige konkurrencer og deres ikke altid helt forståelige reaktioner på hinandens særheder. Fortælleren fremviser sin barnlighed som en tjener fremviser en fin gammel portvin, og Dietmar forkaster den brutalt. Hvordan de finder frem til et venskab er ikke helt indlysende, men det fordrer en vis portion mod fra begge sider.
Himmelanker
Line-Maria Lång
251 sider
Gyldendal
Udgivet: 10.06.2021
Birte Strandby
