Wolf fortsætter sin action-tilværelse, som han indledte i En død russer og fortsatte i 1000 piskeslag, og man er ikke mange sider inde i thrilleren, før man opdager, at det ikke er den lokale indbrudstyv, han er oppe imod. Nogen vil have ryddet ham af vejen, og hvis hans kæreste ryger med i købet, er det bare ærgerligt.

Inessa er sluppet fri af Nils’ kløer, men ved ikke hvor længe. Raseriet giver hende ekstra styrke og hun drager ud på sit helt private hævntogt, inden hun sammen med Wolf kaster sig ud i en mission der skal stabilisere om ikke sikre fred i verden.

I Beijing er Wang, en ung kvindelig forsker blevet beordret overført til særlige opgaver. Sammen med en saudiarabisk forsker skal hun udvikle et strategisk våben der kan  bruges til at kontrollere magtspillet i Asien. For at sikre Wangs samarbejde, har statsmagtens håndlangere sat hendes forældre under bevogtning.

Vi følger de tre, Wolf, Inessa og Wang, men også Wolfs kontornusserkollega der er på vej i overgangsalderen, nogle kriminelle på højt niveau og morderen Nils der dyrker egne hobbies og ind imellem arbejder for mafiaen, når hans mere skumle interesser falder sammen med, at mafiaen har brug for at få nogen fjernet fra jordens overflade.

Nils er kun en af fjenderne, og både Inessa og Wolf har sårbarheder, mennesker der betyder noget for dem, og det bliver udnyttet.

Nis Jakob forstår at kultivere spændingen, så vi får den i en ren, rå udgave, lige til at læse og nyde efter at man har sat sig til rette på et stærkt befærdet område i fuldt dagslys. Der er mange personer og mange elegante plots, men takket være en god nuanceret karaktertegning er det ret let at bevare overblikket over både de gode, de onde og de virkeligt seje. De onde er ægte onde. I en alder af ti år angav en af Wangs kvindelige overordnede sine egne forældre til myndighederne. Man kan måske diskutere, hvor realistisk krimien er, men spændingen er indiskutabel.

Missil

3. bind i trilogien om Wolf

Nis Jakob

396 sider

Jakobs Press

Udgivet: 28.04.2020

Birte Strandby