Med en spændingsopbygning som en ren skypumpe, der inddrager alt og ikke efterlader noget intakt er Kastanjemanden i en helt særlig krimiliga.

Den er gal fra begyndelsen: Den lokale politibetjent påtager sig som dagens sidste opgave at køre ud på landet og give en landmand en advarsel, fordi hans dyr går løs. Et uhyggeligt syn møder ham på gården, men han når ikke at fortælle nogen om det.

Mange år senere: Socialministerens unge datter er forsvundet, en gerningsmand har tilstået mordet på hende men kan ikke huske, hvor han har gjort af liget. Efter et år indtager socialministeren sin plads igen, og familien beslutter at skille sig af med datterens ting og få hende erklæret død. Og så sker det mærkelige, at en yngre kvinde findes brutalt myrdet og ved hendes lig er der placeret en kastanjemand med fingeraftryk fra socialministerens datter.

Naia Thulin og Mark Hess bliver sat på sagen, og de får hurtigt noget at arbejde med. Et nyt mord magen til det på den yngre kvinde bliver begået. Den først mistænkte ved begge mord er kæresten/ægtefællen, og politiet får da også fat i nogle rigtigt dumme svin, men er de mordere? Det bliver et langsommeligt og trægt opklaringsarbejde. Thulin og Hess kommer rundt i alle hjørner, men når ikke at forhindre det tredje mord i rækken. Er der overhovedet i mønster i de her mord?

Uhyggen er massiv i flere omgange; Thulin og Hess får gravet meget ondskab frem, og de sidste mange sider kommer de selv i skudlinjen. Et dystopisk samfund, men en overbevisende page turner.

Kastanjemanden

Søren Sveistrup

524 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby