Ved første øjekast er Hermans have en sød børnebog med blomster og dyr i glade farver, men en nærmere læsning røber, at der står en del på spil.
Herman går og passer sin have. Den er smuk, og han fløjter under arbejdet. Haven er også lukket, og Herman er ikke den der lukker op, selvom der står et væsen på den anden side – med grønne fingre – og beder om hjælp. Herman sender væsenet på den anden side af sted igen og arbejder videre med sin smukke have. Men så opdager han, at der er nogen i hans jordbærbed, en der er sulten. Herman jager det lille væsen væk, men der kommer hele tiden flere, der har brug for hjælp.
Jorden begynder at rumle, og lige pludselig går den i stykker. Så er det Herman, der er ensom og har brug for hjælp. Heldigvis dukker Eva Lina og hendes venner op, og med fælles hjælp får de repareret jorden. Det ender godt, og Herman er blevet meget klogere.
For det mindre barn er det en fortælling om, at samarbejde og venlighed er bedre end afvisning og ensomhed. I et større perspektiv kan man sagtens finde både flygtningekrise, klimavanskeligheder og deres løsning her.
Illustrationerne er helsides, farverige og detaljerede. Haven rummer bier og morgenfruer, jordbær og ærter, men nogle af blomsterne er særlige, for os ukendte arter, og Herman selv er trods sin umiddelbare lighed med en muldvarp først og fremmest ‘et væsen’, ligesom de andre karakterer er væsener. Man kan vælge at tage fortællingen for en fortælling om nogle fantasidyr, eller man kan kalde det en fortælling om mennesker.
Hermans have
Christine Lund Jakobsen
Illustreret af Zarah Juul
40 sider
Vild Maskine
Udgivet: 12.10.2018
Birte Strandby
