Der er noget ved familiekrøniker: Krøniken, Familien Ashton fra halvfjerdserne, Forsyte sagaen af John Galsworthy, Mallen-sagaen, Czardas, Diamant Dynasty og A.S. Byatts Børnenes bog. De har selvsagt det til fælles, at det er kollektive fortællinger, og fælles for de fleste er også et tidsbillede. I Familien Ashton er det koncentreret om anden verdenskrig. I De gode år er det optakten til anden verdenskrig. Det er 1937, englænderne kender til Hitler men frygter ikke krig med Tyskland. Situationen tilspidses og i en af romanens sidste scener sidder familien samlet foran radioen for at høre Chamberlains tale efter sit ‘fredsmøde’ med Hitler.

Familien Cazelet består af forældrene, datteren Rachel, de tre sønner og deres hustruer og en stribe børnebørn. De tre svigerinder tegner et billede af kvindens plads, kvindens mulighed for karriere: nanny eller lærerinde, og et godt ægteskab som klart den bedste mulighed. Den ene svigerinde, Zoë, er smuk. Det er hendes eneste aktiv, hun har afprøvet flere talenter uden at slå igennem, og hun viser sig heller ikke at være en særlig god mor for de to børn der følger med enkemanden Rupert

De to ældste brødre har været med i første verdenskrig, og Hugh mistede derved en hånd. Han priser sig lykkelig over sit ægteskab med Sybil, mens den mellemste bror nærmest betragter utroskab som en del af ægteskabet. De to ældste brødre arbejder i farens virksomhed, og den yngste der er tegnelærer får tilbuddet om også at gå ind i firmaet heftigt applauderet af hustruen Zoë der ser frem til materiel rigdom.

Svigerinde Villy, kvinden der begyndte som balletdanserinde, men også excellerer i alt muligt andet, gør sit yderste for mand og børn, men må indrømme over for sig selv at hun keder sig.

Den hjemmeboende søster, Rachel, har sit at slås med. Hun er forelsket i en kvinde, men kan ikke finde ud af at forlade det fædrene hjem og de aldrende forældre.

Romanen fremstiller facaden og det stilfærdige hykleri, karakterernes forsøg på at være noget de (fleste af dem) gerne vil være men ikke er. Børnene har forbløffende megen frihed i forhold til nutidens børn, men senere ryger de på kostskole, også dem der hader det.

Det er livet med små og store hændelser, en aggressiv tysk stuepige, en jødisk veninde, en elskerinde der bliver gravid, kusiner med store forventninger. Besnærende fortælling om mennesker og familier.

Elizabeth Jane Howard

De gode år

Cazalet-krøniken 1

511 sider

Gads Forlag

Udgivet: 2017

Birte Strandby