True Detective

Woody Harrelson og Matthew McConaughey leder os igennem første sæson af HBO’s nye tv-serie, True Detective, hvilken mest af alt virker som en otte timer lang film. En ganske god film af høj kvalitet. Hvor Game of Thrones, en anden af disse high-end serier, også har filmiske kvaliteter, så kan dens budget ikke helt leve op til dens ambitioner, og ligeledes er serier som Breaking Bad og The Wire, trods den utrolige kvalitet, klart tv-serier før de er andet. True Detective er for mig at se den første serie i denne nye bølge, som er mere film end tv-serie. Det er en interessant udvikling, men det er svært at se hvad den egentlig betyder. Der er næppe nogen som går og ønsker sig at The Wire var mere som en film. At forskellen på film og tv i sig selv indeholder en kvalitetsvurdering, på andet end et praktisk plan, er en mærkelig antagelse.

Ligesom i de andre kvalitetsserier, får vi også i True Detective karakterer med tyngde, som virkelig fylder noget og tager tid at opbygge. Det er selvfølgelig fuldstændigt umuligt at overgå The Wire i autencitet, men de to hovedpersoner i True Detective er ikke desto mindre stærkt formuleret og meget velspillede. True Detective kan, grundet sine filmiske kvaliteter, tage dramaet ud på områder, hvor The Wire ikke kan komme, fordi en del af det følelsesregister man arbejder med i film, ganske enkelt ikke ville gøre sig i The Wires autencitet. Nogle følelser kommer ikke til udtryk i virkeligheden på samme måde, som de gør det i film. Det er derfor også de omtalte filmiske kvaliteter, som er med til at gøre Matthew McConaugheys portræt af den eksistentielt kedsommelige Rust, troværdigt.

Jeg har aldrig været en fan af den krimilitteraturen moderne interesse i detektivens privatliv. Jeg er, for at sige det lidt groft, pisseligeglad med folk i fyrrernes private klicheer. Jeg vil gerne have mord, intellektuelle dueller og folk der løber med pistoler.

I første halvdel af True Detective er der et ekstremt fokus på de to hovedpersoners privatliv, og begge historier er mere eller mindre kliche. Den ene er en dårlig far, som også er utro, den anden en enspænder, som engang havde en familie. I den forstand er de nærmest arketyper for karakterer i krimigenren. Når det så er sagt, så er de enkelte scener i serien, så velskrevet, velspillet og velinstrueret, at klicheen ikke stjæler fokus. Alle samtaler imellem Woody Harrelson og hans kone er så private og så domineret af dem som karakterer, som individer med tyngde, at tingene ganske enkelt falder i hak. Det er måske forskellen på kliche og drama, at klicheen i sin gentagelse føles som om den er udenfor karaktererne, der mangler tyngde. Replikker som ”det er som om jeg ikke kender dig længere” er så brugte, at de ikke føles personlige, som noget der vedkommer den der siger det, eller den det bliver sagt til. Igennem dramahistorien er de gået fra at være imaginære, et personligt udtryk, til at være symbolske, et socialt udtryk, en maske som man låner fra alle andre der har brugt samme udtryk. Det er ikke længere ens egen følelse.

Serien tager sig god tid, hvilket den sagtens kan bære, og den får opbygget et rigtig fint og meget mystisk mysterium. Alting får en næsten magisk kvalitet ved det tunge lag af implikationer der bygges omkring mysteriet. Dertil kommer også at Rust sætter alting i perspektiv med sit dystre verdenssyn. Dynamikken imellem McConaughey og Harrelson kunne have været meget irriterende i den sammenhæng, at McConaughey bare plaprer løs om Nietzsche imens Harrelson mest bare er med for at lytte. Det er helt klart, at manuskriptforfatteren tager sin tid med, at fortælle sit eget verdenssyn igennem McConaughey, men Harrelson kommer i den grad også til sin ret som karakter. Det er meget veludført, og der er kun nogle få øjeblik hvor man tænker, at nu behøver vi ikke høre mere om manuskriptforfatterens holdning til religion. Man kan sige i den sammenhæng, at Harrelson er et velvalgt greb til ikke at gøre fortællingen alt for belærende.

True Detective formår at holde stilen hele vejen, næsten. I afsnit syv og otte, de to sidste afsnit, afsløres seriens antagonist, som den største kliche nogensinde. Det er rimelig irriterende når man tænker over det. Serien har dog dækket sin ryg så at sige til en vis grad. Vi er imod slutningen så langt nede, rent eksistentialistisk, alt er grundlæggende meningsløst, så man kan spørge sig selv, om nogen skurk nogensinde ville kunne bringe mening til situationen. Man kan sige at den grove kliche, som er skurken, er meningsløsheden inkarneret. Dette gør ham dog kun en smule mindre irriterende. I sidste ende virker det alligevel mere eller mindre, som et stilbrud.

Serien er helt klart en værdig afveksling fra den lorte-storm af krimiserier der dække sendefladen til hverdag.