Maria Brauns ægteskab

Ved enden af anden verdenskrig finder vi Maria Braun i sin brudekjole liggende på jorden foran en kirke i Berlin, sammen med den tyske soldat Herman i færd med at underskrive deres ægtepagt under tung beskydning. Trods Berlins fald undgår Herman ikke at blive sendt af sted igen, og Maria må nu klare sig selv, med hjælp fra nogle af deres fælles familie medlemmer. Således følger vi i første del af filmen Marias kontante bevægelse imellem de forskellige rester af institutioner, hvor hun ved forskellige byttehandler formår at holde sig oven vande og endda skaffe sig et job som dansepige i en bar, som er blevet sat op for den amerikanske besættelsesstyrke i en gammel sportshal. Filmens anden akt handler om hendes aggressive fremgang i den tyske forretningsverden, som fortsætter ufortrødent efter krigen, og filmens tredje akt er en refleksion over kulden på toppen, så at sige.

Kulturen

Der er ikke til mit kendskab lavet særlig mange film angående den korte periode efter krigens ophør, hvor Tyskland ikke var et land, og alle besættelsesmagterne stadig var til stede. Fassbinders skildring af Marias hverdag i denne periode, er ganske fabelagtig.

Det er en gammel men stadig interessant pointe i kulturteori, at når en kultur kan opbygges omkring et objekt eller en gruppe af objekter i praksis, så er dette ikke ensbetydende med, at fjernelsen af dette objekt betyder kulturens kollaps. Således ser vi her, hvordan at alle de institutioner, som man finder i et normalt samfund stadig eksisterer på trods af krigen. Kulturen omkring deres praktiske funktion har blot ændret sig. Maria Braun bytter et gammelt arvestykke for cigaretter, som hun bruger til at købe en fin kjole hos en skummel gadeforhandler (spillet af Fassbinder selv), en kjole hun skal bruge for at få arbejde på den omtalte bar. Ligeledes går hun også til lægen, som har sat sin praksis op i en forladt lejlighed. De klassiske institutioner eksisterer altså stadig blot i en alternativ æstetisk form.

Pagten

Ligesom i Fassbinders film ”Kinesisk Roulette” finder vi også her et stort fokus på pagten, som igen beskrives med ægteskab som metafor. Det er da også den fantastiske kontrast imellem samfundets kollaps i eksplosiv vold og det febrilske forsøg på at underskrive et dokument midt i kampens hede, der gør åbningsscenen så interessant. Det er det reneste eksempel på ovennævnte, at kulturen ikke består i sine objekter, den er symbolsk og findes i vores fælles netværk af tredjeparts regler, som pålægges individers sociale relationer. Staten kollapser, men pagten imellem Maria og Herman, hvilken den formelt garanterede, består. Heri finder vi også det traumatiske faktum, at anden verdenskrig ikke var et succesfuldt mord på nazismen. Selvom det er tabu i dag og at vi konstant minder os selv om tragedien, så er ideen stadig i live, men heldigvis ikke så populær.

Hierarkiet

Hele filmen er i en vis forstand Fassbinders systematiske opvisning af den sociale pagts transcendens. Imens Herman er væk, finder Maria sammen med en sort, amerikansk soldat ved navn Bill. En situation der vækker minder om Fassbinders film ”Angst Æder Sjæle op” (læs anmeldelsen), da hele Marias omverden tager afstand fra dette forhold. Maria er imidlertid ligeglad, og som det skal vise sig har det ingen indflydelse på pagtens beståen. I filmens anden del bruger hun sin skønhed (Hanna Schygulla) til at forføre rigmanden Oswald og blive hans personlige sekretær. Derefter skubber hun hans virksomhed fremad ved at drive aggressiv forretning med amerikanere, hvor hun igen bruger sin skønhed. Hele anden akt består af scener, hvor hun bryder implicitte regler, bruger beskidte tricks og vinder, igen uden at det påvirker den sociale pagt. Som man kan gætte kommer hun i tredje akt til at sidde, som hovedpersonerne i ”Kinesisk Roulette”, i det paradoksale forhold som ligeledes bekymrer Fassbinder i ”Effi Briest”. Maria er rig og magtfuld, hun er en hårdtarbejdende kvinde og i kraft af sin position symboliserer hun robustheden og autoriteten i det selv samme sociale hierarki, som hun på det groveste udnytter. Hun bliver i overført betydning pagtens garant, og hun gør det ved at underminere alle de ting vi ser som konstituerende for pagten. Man kan i den forstand tolke filmen som om hun i Tysklands kollaps ser, hvordan det er fuldstændig ligegyldigt hvad man gør, så skal hierarkiet nok bestå, så man kan ligeså godt begynde at klatre. Hun bliver i den forstand også det, man vil kalde en kynisk, opportunistisk kapitalist.

Hvorfor så sympatisere med hende?

Objektet

Fassbinder gør noget meget interessant i den sammenhæng. Ikke bare i form af hvordan han bygger Maria op som et rationelt fungerende individ i en krisesituation, der viser sig, så snart konteksten skifter, bare at være kynisk. Men også i hendes forhold til Herman eller rettere pagtens objekt. Det sekund Herman vender tilbage, og finder hende i seng med Bill, hvem hun har erklæret sin kærlighed til, er det sekund hun beslutter sig for at slå Bill ihjel. Hendes utroskab var med andre ord fint nok, med hensyn til ægteskabspagten, så længe det blot var en erstatning for det tomrum som en ægteskabspagt er, uden den relation den skal garantere, altså relationen til Herman. Igennem hele filmen legaliserer hun ud fra en lignende logik sine handlinger med reference til Herman og deres ”liv” sammen, hvilket af forskellige årsager hele tiden udsættes. Det er derfor, at hun kan være ligeglad med alle regler, fordi alt hvad hun gør, er at forsøge at imødekomme alle reglernes moder, pagten (i overført betydning). Der er således tale om en klassisk, ideologisk vending; ligesom den religiøse fanatiker ud fra hans egen logik kan tillade sig at myrde (for hvad er opretholdelsen af én regel i forhold til opretholdelsen af den pagt, som garanterer alle regler?), så kan Maria gøre alt, så længe målet er hende og Hermans liv, opretholdelsen af den ”simple” patriarkalske, konservative drøm bag pagten.

I den sammenhæng bør man heller ikke, trods tilsyneladende feministiske temaer, lade sig forføre alt for hurtigt. Man kan hurtigt finde argumentet fra Lars von Triers ”Nymphomaniac” frem og spørge ”hvorfor skulle Maria ikke bruge beskidte tricks? Er det mere forkert fordi hun er kvinde? Er alt hvad hun gør ikke bare hvad en mand ville have gjort?”. Hvis dette er logikken i ens tolkning af filmen som et feministisk værk, er man gået lige Fassbinders fælde. Pointen er lige præcis, at hendes tilsyneladende aggressive frigørelse fra tidens kvindebillede ikke er et produkt af patriarken og lovens forfald her set som Tyskland og nazismen, men derimod det præcist modsatte. Man kunne hurtig tolke filmens pointe som værende, at Anden Verdenskrigs slutning var et fremskridt for kvinderettigheder, og imens dette er rigtigt, så er Maria Braun ikke eksemplet på det. Alle hendes handlinger er motiveret af forsøget på at imødekomme en karikeret, super konservativ, patriarkalsk pagt. Målet for feminismen var aldrig, at kvinder skulle være de nye mænd, men at de diskurser som differentierer positivt og negativt imellem kønnene, skulle bekæmpes. Maria Braun bliver en mand, hendes aggression er en maskulin aggression, og dette falder helt klart sammen med at Herman efter krigen er en underkuet mand. Han bliver, set fra Marias synspunkt, feminin, han er et objekt for hende, det objekt som hun bruger til at legalisere sin aktivitet.

Filmen er, som altid med Fassbinder, fabelagtigt filmen, fantastisk skrevet og også godt spillet. I dette værk har han undertonet sit fokus på skuespilstil, hvilket jeg har skrevet en del om i mine andre anmeldelser. Filmen er første del af en trilogi, som jeg ikke vil gå videre med endnu. Efter dette vil jeg gå i gang med at kigge på film af Pier Paolo Pasolini, hvilket jeg vist nok kom til at skrive at jeg ville.