2017 er officielt året hvor vi fejrer 500 året for Reformationen. I den anledning har kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten skrevet bogen ”Luther og Danmark i 500 år”. Martin Schwarz Lausten er professor emeritus, dr.theol. ved Københavns Universitet og anses som en landets førende ekspert i Luther. Hans nye bog om Martin Luther er derfor et digert værk, som går i dybden med den tyske præst, der gjorde op med den katolske kirke.

Den 31. oktober er det 500 år siden, Martin Luther angiveligt slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. ”Luther og Danmark i 500 år” er en grundig og gedigen gennemgang af Reformationens historie i Danmark. Det er en yderst detaljerig indføring i Luthers tænkning, kirkehistorie, teologi, historie, åndsliv og datidens samfundsforhold – for blot at trække hovedlinjerne op.

Reformationen blev indført i Danmark af Christian III i 1536 efter Grevens Fejde. Kongen var teologisk interesseret. Martin Schwarz Lausten skildrer indledningsvis den lutherske reformations indførelse i detaljer; vi bliver taget med tilbage til Wittenberg, får indblik i Luthers teologiske tænkning og bliver introduceret udførligt til de reformkræfter, der i øvrigt medvirkede – b.la. Johann Bugenhagen og Philip Melanchton. Kirkeordinansen bliver beskrevet, og forfatteren fortæller om overgangsprocessen til den lutherske lære d. 30. 10. 1536.

Bogen beskriver i det følgende, hvordan den lutherske kirke kom til at virke fra det 16. århundrede og frem til i dag. Der er i alt syv kapitler, der kronologisk dykker ned i de tematikker, der var væsentlige for hver tidsperiode. Martin Schwarz Lausten fremhæver de historiske begivenheder og personer, der fik særlig indflydelse på den danske kirkehistorie og –udvikling. Eksempelvis fremhæves bogtrykkunsten og en række bogudgivelser, der fik særlig betydning for reformationen. Det være sig fx Luthers skrifter, hans salmer og særligt hans lille katekismus, der kom til at spille en overordentlig stor rolle for udbredelsen af den lutherske lære.

Martin Schwarz Lausten er omhyggelig og tro imod sine kilder. Dermed får bogen tyngde og viser skiftende tiders syn på Luther. Forfatteren præsenterer os b.la. for forskellige trosretninger og politiske strømninger. Læseren kommer gradvis et spadedyk dybere og dybere ned i kendskabet til Luther og ikke mindst forståelsen for, hvordan vi til forskellig tid har tolket hans ord på forskellig vis.

”Luther og Danmark i 500 år” er et indsigtsfuldt møde med et halvt årtusindes historie set ud fra et kirkehistorisk perspektiv. Det er en uhyre interessant fortælling, om end den indimellem kan føles lidt vel kompakt. Martin Schwarz Lausten genopfrisker læserens viden om mangt og meget, men nok så vigtigt: han tilfører ny og spændende viden om Luther og den danske kirkehistorie. Forfatteren har også blik for Luthers ”svage” sider (skarp modstand mod jøder), der dog begrundes med samtiden. Det er tankevækkende læsning!

Luther og Danmark i 500 år

Forfatter: Martin Schwarz Lausten

Gads Forlag

318 sider, Hardcover m. halvbind

Udgivelsesdato: 2017

Anmelder: Nønne Lønne Votborg