Det virker efterhånden som om Wes Andersons stil, i hvert fald for mit vedkommende, er totalt ufejlbarlig. En god ven spurgte mig før filmen gik i gang, hvordan jeg ville reagere hvis Vin Diesel pludselig dukkede op, og ødelagde filmens stil fuldstændigt. Jeg svarede ham, hvilket jeg tror, er rigtigt, at jeg sandsynligvis ville hylde Wes Anderson som et geni der tør bryde sin egen stil.
”Did he just throw my cat out the window?”
I The Grand Budapest Hotel, har vi først og fremmest at gøre med en rammefortælling. Først følger vi en pige, navnløs, som har læst en bog, hvilken danner ramme for et indblik i forfatteren, som har skrevet bogen, der fortæller historien om, hvordan han i sin tid fik adgang til bogens materiale igennem en længere samtale med den sidste ejer af The Grand Budapest Hotel, hvilken danner ramme for historien om hvordan denne ejer startede med at være piccolo på omtalte hotel, hvilket så er hovedhistorien.
Zero som er navnet på førnævnte piccolo (Tony Revolori) og senere ejer (F. Murray Abraham), er hovedpersonen i en historie om tiden på The Grand Budapest Hotel, i et fiktivt land der minder om Østrig (Zubrowka) kort før anden verdenskrig bryder ud. På dette tidspunkt styres hotellet i praksis af Gustave H (Ralph Fiennes) en legendarisk concierge, som bliver Zeros mester og ven.
”Get your hands of my lobby boy!”
Et af temaerne i filmen er en slags slave-mester relation. Alle karakterer er i en vis forstand enten en ”lobby boy” eller en ”concierge”. Man kan sige, hvilket nok er intenderet, at hvor Zero er nul, så er Gustave én i den forstand at han er nr. 1, på toppen, men han er også nogen. Som det forklares er en piccolo ikke meget mere end nogens ønske realiseret. Det er dog interessant i den sammenhæng, at Gustave heller ikke ”rigtigt” er nogen. Imens han er gode venner med alle de rige, ældre kvinder på hotellet, flere af hvilke kun kommer for at besøge ham, så sover og bor han stadig i de knapt så fine værelser til hotellets personale. I den sammenhæng er skurken Dmitri (Adrien Brody) og hans håndlanger/”lobby boy” Jopling (Willem Dafoe), også kun tjenere for en højere sag, hvilken til forveksling minder om nazisme.
”I go to bed with all my friends”
I sin storhedstid under Gustave lignede hotellet mest af alt en stor, lyserød lagkage. Efter anden verdenskrig, ligner det mest af alt et kedeligt hovedkvarter i sovjetunionen. Hvad er forskellen på de to tider ud over tid? Forskellen er et spørgsmål om, hvem der har fået lov til at definere rammen. Al tid eller historie kan ses som en konflikt imellem forskellige måder at definere rammerne for samfundet. Med det i mente får vi også en ide om, hvorfor filmen fortælling skal indrammes så mange gange, før den kan begynde. Det er dog vigtigt i den sammenhæng at holde sig tidsperspektivet for øje, alle rammerne deles først og fremmest af tiden imellem dem. Pigen med bogen, som vi ser i starten af filmen besøge forfatterens gravsted, er rammen som giver os vejen tilbage til den tid hvor forfatteren skrev bogen. Forfatteren er rammen for den tid, hvori informationerne som udgør bogen, blev samlet, og denne samling af informationer er rammen for den tid hvori informationerne blev skabt. Ideen om rammer i forhold til tid er således et hovedtema i filmen. The Grand Budapest Hotel er en ramme for en bestemt gruppe mennesker, rige mennesker og tjenere. Gustave er opretholderen af denne ramme. Hans funktion er konstant at definere og redefinere rammen, således at ingen af dem som skal drage nydelse fra rammen kommer i klemme. Det betyder altså også at bryde rammen. Således kan Gustave tillade sig ifølge ham selv at have seksuelt samkvem med alle de gamle rige damer, som kommer og besøger ham. Han bryder rammen for at opretholde dens formål. En rammes formål er at strukturere og producere nydelse.
”there are still faint glimmers of civilisation…”
Anden verdenskrigs begyndelse er optakten til en radikal udfordring af de etablerede rammer. Hos Anderson fremstilles krigen, som et forsøg på at erstatte et mere eller mindre perfekt system med et fuldstændig rigidt og fascistisk system. Når Gustave siger den replik, som er titlen på dette afsnit, så handler det lige præcis om, at det velfungerende system, den gode ramme, ikke afhænger af dets primære, rigide strukturer, selve rammen, men af de agenturer i systemet, som kan omgå disse. De regler som konstituerer civilisation, er produktive regler. De virker fordi de kommer i vejen for sig selv og derfor kræver konstant udvikling, oprettelse af nye tiltag, institutioner etc. De kræver således pragmatiske mænd, som Gustave, der kan navigere når tingene går i baglås. I den forstand kan hele filmen ses, som Gustave og Zeros mere eller mindre systematiske, pragmatiske navigation igennem én stor baglås.
Wes Andersons film har, i en vis forstand, altid handlet om at indramme ting. Hans historier er altid kaotiske, men hans stil får dem fremstillet som fuldstændigt systematiske. The Grand Budapest Hotel kører af sted som et smurt urværk.
”What happened, my dear Zero, is I beat the living shit out of a sniveling little runt called Pinky Bandinski. You should take a long look at his ugly mug this morning. He’s actually become a dear friend”
Det er en kendt sagt at uanset hvad Wes Anderson laver, så kan hans meget distinkte stil kun beskrives som mere eller mindre Andersonsk. Grand Budapest Hotel er meget Andersonsk, den er mere Andersonsk end Moonrise Kingdom, og måske endda den mest Andersonske film til dato. Det er dog svært at sige præcist da Fantastic Mr. Fox jo er en animationsfilm, hvilket betyder at Anderson kunne kontrollere alle elementerne, så den er muligvis umulig at overgå. Det bør dog siges, at Grand Budapest Hotel også er ekstremt kontrolleret og at der endda bruges animation i visse udendørs scener. På et tidspunkt er der dog et billede af en flod, og det er tydeligt at der ikke er blevet gjort meget for at gøre vandets krumninger mere Andersonske. Man kunne godt tænke at den flod måske er det eneste der er tilbage af den virkelige verden i Andersons film.
9/10 (Jeg tør ikke give en Anderson film 10 med det samme, for jeg er altid forblændet et stykke tid efter at have set en af hans film.)
Instruktion: Wes Anderson
Medvirkende: Ralph Fiennes, Jude Law, Adrien Brody, Edward Norton, Willem Dafoe, Jeff Goldblum, Harvey Keitel, Bill Murray, Tilda Swinton, Jason Schwartzman, Tom Wilkinson, F. Murray Abraham, Léa Seydoux, Saoirse Ronan og alle andre kendte skuespillere i verden…
Spilletid: 1 time og 40 minutter
