Sådan er det ofte, når man siger ‘Det var sidste år’, så er det som regel tre år siden. Måske er det ens ynkelige forsøg på at yde tiden lidt modstand, for ingen kan for alvor lide den.

Vores hovedperson er gået på efterløn, og hvor det for nogle handler om golf eller børnebørn eller skrive en bog, så betyder det for fortælleren, at han sidder ved vinduet og kigger ud, mens han drikker kaffe. Han laver også lidt andet, men ligefrem hektisk eller handlingsmættet kan man ikke kalde 40 formiddage.

Ikke desto mindre er fortælleren tro mod sit efterlønsprojekt: at holde fri fra det arbejde som lærer, som han har passet i mange år. At blive gammel i roligt tempo:

Jeg er ved at blive gammel. Jeg kan se det på mine venner.

Med den stigende alder følger en mængde betragtninger om livet og om den stilfærdige tilbagetrækning fra livet:

Det er sjældent, jeg møder et par øjne, der ser på mig med virkelig interesse. Ikke engang mine egne er særligt interesserede længere.

En halv side går med at beskrive genboen vaske bil, og der er også et projekt med at læse tre noveller skrevet af en tidligere elev.

Alligevel er 40 formiddage ikke en kedelig roman. Der er viden, konklusioner, resignation, ro og måske kan man genkende noget af det klarsyn der kan snige sig ind med alderen.

… en elev spurgte, hvad de der Hizb ut-tahrir var for nogle. ‘Det er muslimernes svar på Indre Mission eller Jehovas Vidner’, svarede jeg.

40 formiddage

Bent Iversen

150 sider

mellemgaard

Udgivet: 2015

Birte Strandby