Eventyret om Harry Potter

Eventyret om Harry Potter

Indholdsfortegnelse
Problemformulering
Formål
J. K. Rowling og hendes forfatterskab

1. Hvad er eventyr/fantasy?
Eventyrets karakteristika
Fantasy
Teorier til brug ved analyse af eventyr:
Antti Aarne og Stith Thompson
Vladimir Propp
Greimas
Bremond • Meletinskij
Ellis Köngas Maranda
Bengt Holbek

2. Formål med eventyr/fantastiske fortællinger
Bruno Bettelheim
Barnets behov for magi
Stedmoderens rolle
Stedbørn
Eventyr med kæmper
Amor og Psyke
Snehvide
De tre små grise
Kritik

3. Er Harry Potter et eventyr?
Kortfattet gennemgang af Harry Potter-bøgerne
Eventyrkarakteristika
Hvorledes sprænger Harry Potter den traditionelle eventyrafgrænsning?
Den virkelige verden
Analyse af Harry Potter
Eventyrtræk ifølge Bettelheim
Er Harry Potter-bøgerne eventyr?

4) Konklusion
Bibliografi
Bilag I + II

Problemformulering
Når man har læst højt for sine børn i mange år, kan man af og til undre sig over, hvad der gør nogle bøger til noget særligt. At Astrid Lindgren og Grimms eventyr er hits, er ikke nogen nyhed. At Rune Kidde og Kim Fupz Åkeson med det hæmningsløse sprog og den uhæmmede fantasi henholdsvis – måske også er det, er lidt forbavsende i disse tider, hvor Vesteuropas ønskebørn opdrages tilsyneladende næsten uden begrænsninger og vel ikke skulle have behov for yderligere eskapisme.

Europæisk litteratur for børn har siden barndommens opfindelse udviklet sig fra Grimms børneeventyr i 1812, moralske Struwelpeter i 1844 over Milnes bamse og Astrid Lindgren til vore dages meget frie og forskelligartede børnelitteratur. Der har aldrig tidligere været så megen forskellig litteratur for børn, og det er interessant, når en bestemt bog får bemærkelsesværdigt stor succes på et tætpakket bogmarked. Hvorfor er Harry Potter berømt? Og berygtet? For i Norge bliver forældre advaret mod at lade deres børn læse Harry Potter, fordi det overnaturlige sættes lig med det ukristelige – det satanistiske. I andre dele af verden er tidligere ikke-læsende børn begyndt at læse – ikke takket være den stadige indsats fra ihærdige pædagoger, men for at læse om drengen, der kan flyve på kosteskaft.

Eventyr og fantastiske fortællinger har til alle tider haft et formål: Hvad enten det var for at holde folk på plads i den socialklasse, hvor de nu hørte til – som for eksempel Grimms velopdragede prinsesser – eller de skulle være et åndehul for hårdt trængte, som Astrid Lindgrens „Karlson på taget“ var det for russerne før glasnost og perestrojka. Eskapisme eller terapi?

Formål
Det er min hensigt med denne opgave at finde ud af
1) om Harry Potter er et moderne eventyr og
2) om Harry Potter-bøgerne har andre mere eller mindre tilsigtede
funktioner end underholdning i lighed med for eksempel folkeeventyrene.

Til belysning af dette undersøges, om eventyrteorierne kan anvendes på Harry Potter, og hvorfor/hvorfor ikke.

Harry Potter-bøgerne er skrevet for børn, og tilhører genren fantastiske fortællinger eller fantasy. Begrebet fantastiske fortællinger opfattes her bredt som omfattende både myter, eventyr og andet med overnaturlig berøring. Fantasy anvendes som betegnelse for en smallere genre under eventyr opstået i det tyvende århundrede jævnfør definition af Maria Nikolajeva (På fantasiens vinger).

Lidt om J. K. Rowling og hendes forfatterskab
Der er nu solgt mere end 100.000.000 bøger om Harry Potter og Warner Brothers er i gang med filmatiseringen af den tredje bog. Den første bog, The Philosopher”s Stone, udkom i 1997 og den femte, The Order of the Phoenix, udkom juli 2003.

Joanna K. Rowling er født i Skotland, studerede fransk og arbejdede for Amnesty International i London, hvorefter hun giftede sig og flyttede til Portugal, hvor hun underviste i engelsk for voksne. Senere vendte hun tilbage til England og begyndte at skrive om Harry Potter. Det fremgår af bøgerne, at Harry Potters forfatter har kendskab til europæiske herunder engelske og skotske myter og eventyr.

1. Hvad er eventyr?
Et eventyr er en formelfast fortælling af en vis længde der indeholder en række karakterer og episoder i en ikke-eksisterende verden uden specifik lokalitet.

Til sammenligning er myten en universel overlevering, der præsenterer overmen-nesker, som vi gerne må efterligne, mens eventyret kan ske for hvem som helst. Myten handler om skabelse, hvorfor jorden og himlen er som de er, hvem styrer verden og hvordan – myter forklarer – og myter ender tragisk. Desuden er det karakteristisk, at myten omhandler personer med navne, familier og tilhørssteder.

Ifølge brdr. Grimm er eventyret poetisk og myten historisk, og atter andre mener, at eventyret udspringer af myten: Myten om Amor og Psyche svarer eksempelvis til eventyret Hvidbjørnen Kong Valemon hos Asbjørnsen og Moe i Norge. Jason, Herakles, Theseus og Perseus har givet stof til mange heltes prøvelser og prinsesseredninger, ligesom Medea kunne være formoder til senere hekse.

Legenden er en opbyggelig beretning om en persons religiøse levned og om bedrifter af rigtige, næsten-rigtige eller fantasi-helte i krige for lang tid siden (legenden er forankret i virkeligheden). Den kristne legende kræver tro på det fortaltes virkelighed og lader sig, lige så lidt som sagn ikke altid entydigt adskille fra eventyret gennem den historiske udvikling af konstant virkelighedsindstilling. Et eventyr ender i jordisk lykke, hvor en legende kan slutte (lykkeligt?) med, at helten drager til himmels. En fabel er en kort (moraliserende) fortælling om dyr, ting eller mennesker, og et kunsteventyr er et eventyr, hvor forfatteren kendes, som for eksempel H.C. Andersens eventyr. Fælles for folkeeventyret, myten og legenden er, at det er folkefortællinger. Se i øvrigt Aarne og Thomphsons inddeling af eventyrene, side 5.

Folkeeventyret har afsæt i den mundtlige fortælletradition. De første europæiske eventyr er optegnet i det 12. – 15. århundrede og skabt i en kristen era med patriarki og en velhavende elite. De først samlinger kan vi takke blandt andet Perrault i Frankrig i 1700 og Jacob og Vilhelm Grimm i 1812 i Tyskland for. Eventyret var oprindeligt for voksne, men i brødrene Grimms version blev de for første gang indsamlet og skrevet for børn.

Eventyrets karakteristika
Eventyret finder sted i et ikke-defineret tidsrum på et ikke-defineret sted. Dog er folkeeventyrene ofte karakteriseret ved de samme værdinormer som det samfund, de fortælles i: For eksempel optræder der langt flere kæmper i engelske eventyr end i tyske, idet de første beboere i England siges at have været kæmper, og at overvindelsen af kæmperne afspejler normannernes kamp mod saxerne. Alfer forekommer ofte i skotske eventyr, og nissen i irske – og i danske eventyr. Mange kærlighedseventyr stammer fra Tyskland (Frøprinsen, Snehvide) mens englænderne har flere dyreeventyr: The Story of the Three Bears og The Three Little Pigs. Uselvstændige prinsesser med behov for redning er typiske for tyske eventyr, mens englænderne – og danskerne har langt mere aktive og selvstændige prinsesser: For eksempel tyske Aschenputtel versus engelske Catskin eller den vordende prinsesse i Kong Lindorm.

Karaktererne i eventyrene er typer og udvikles ikke, og eventyret indeholder som regel en eller anden form for magi. Desuden vil en forvandling ofte finde sted: Udyret bliver til en prins, ællingen bliver til en svane.

Handlingen eller udviklingen er det væsentlige i folkeeventyret. Malende beskrivelser af personer, genstande, miljøer og skikke, som kan forekomme i kunsteventyret – „Der var så dejligt ude på landet…“ – findes så at sige ikke. Fra begyndelse til slutning følger eventyret et nøje fastlagt forløb eller mønster, feks. indledt med forudsætningerne for en bestemt begivenheds/krises opståen (1. fase), efterfulgt af denne begivenheds kulmination (2. fase), og afsluttende med hændelsens opløsning (evt. løsningen på krisen), hvorved normaltilstanden genetableres eller en lykketilstand opnås (3. fase), analogt med Romantikkens velkendte mønster: tese – antitese – syntese. Dette tredelte forløb kan også være beskrevet som en rejse med følgende `stationer’: Hjemme (i kulturen) – ude (i naturen) – (nyt) hjem, eller det kan udviklingspsykologisk dreje sig om de tre faser: barndom – pubertet – voksen.

Eventyrets hovedperson testes og overvinder fjendtlige kræfter. Normalt er der peripeteia i skæbne – midlertidigt tilbageskridt, og et mirakuløs/fantastisk indgreb er nødvendig for at vende skæbnehjulet. Hovedpersonen bruger her ofte sine gaver (inkl. magi), og har normalt succes, det vil sige ægteskab, erhvervelse af rigdom, overlevelse, visdom eller en kombination af de første tre. Som helhed former disse funktioner den transformation, der er eventyrets overordnede fokus.

Almindeligvis består eventyrets lykkelige slutning i ægteskab med prinsessen. Dog er det her relevant at nævne questeventyret, hvis hovedmål ikke er ægteskab med prinsessen, men erhvervelse af et magisk objekt. Questeventyret er efterkommer af Kong Arthur og Ridderne om det Runde Bord (Jagten på Gralen). Det er kendtegnende for questeventyret, at forklædningsmotivet er væsentligt, helten er ofte af mirakuløs herkomst og udstyret med særlige modaliteter, og han stræber efter et objekt på fællesskabets eller familiens vegne. Den basale prøve er ekstrafamiliær og finder sted i et et mytisk område – en dæmonisk transcendent lokalitet. Motivation for heltens afrejse er uegennyttig.

Fantasy
Fantasy er en eklektisk genre under eventyrgenren og tilhører romanens tidsalder (som Gullivers rejser), romantikken med dens interesse for folkelige traditioner, dens forkastelse af det forudgående rationalistiske syn på verden og dens idealisering af barnet. Nogle grundlæggende fortællemønstre i den moderne fantastiske fortælling, f. eks. paralleluniverser og ikke-lineær tid bygger på tanker, der er udviklet inden for kvantefysikken, hvorfor fantasy må betragtes som et fænomen, der er opstået i det tyvende århundrede. Fantasy afspejler det postmoderne menneskes splittelse og dets ambivalente billeder af universet.

Persongalleriet ligner eventyrets, men helten i fantasy mangler ofte heltetræk. Han/hun kan fejle eller være frygtsom – som Frodo i Ringenes Herre, og målet er sjældent ægteskab med prinsessen, men åndelig modenhed. Fantasy kan indeholde skabelse af nye verdener eller et tidsskifte i den kendte verden. Desuden kan i fantasy forekomme en magisk passage (en brønd, et transportmiddel, en tornado) og af og til en budbringer fra en anden verden eksempelvis en hvid kanin.

Det er bemærkelsesværdigt, at heltens overgang til det fremmede sted er meget anderledes i fantasy. Denne overgang der er uproblematisk i eventyr, fordi helten i forvejen bor vest for månen, er chokerende i fantasy, fordi hovedpersonen kommer fra et almindelig kendt sted til et sted, hvor de sædvanlige regler er sat ud af spil, for eksempel fra London til Neverland som Peter Pan eller fra Kansas til Oz som Dorothy. Konfrontationen mellem to verdener medfører et dilemma for hovedpersonen, der i forvejen ikke forventer en magisk verdens eksistens.

Fantasy har som ny undergenre endnu ikke mange analyseteorier, men ligheden med eventyr er så stor, at disse teorier er brugbare. Desuden kan anvendes de få kendetegn, vi har om fantasy: Dobbeltverdenskonstruktion samt eventuelle magiske passager og budbringere.

Teorier til brug ved analyse af eventyr
Der er i tidens løb skabt en del teorier – både om eventyrenes tilblivelse og redskaber til analyse af eventyrene. Opgaven vil ikke komme ind på de mange indsamlere af eventyr.

I 1961 foretog Antti Aarne og Stith Thompson en inddeling af 2500 eventyr i „The Types of the Folktale“ (1961) og skabte en praktisk indgangsvinkel:
1. Dyreeventyr (her forekommer også fabler -299)
2. Egentlige eventyr omfattende: Trylleeventyr (300-749), Legendeeventyr (religiøst islæt – 750 – 849), Novelleeventyr (ligner middelalderens ridderromaner – ingen magi – 850 -999), Eventyr om dumme dæmoner (der ligner både trylleeventyr og skæmteeventyr 1000-1199),
3. Skæmteeventyr (anekdoter, skrøner, løgnhistorier – ofte med erotisk indhold, hvorfor de sjældent er med i børneudgaverne – 1200 – 1999)
4. Formeleventyr (gåder, rim og remser er en del af disse – 2000 – 2399)
5. Uklassificerede eventyr (de eventyr der ikke passer i de andre kategorier 2400-2499)

Stith Thompson kalder folkeeventyrets mindste handlingselement for et motiv (f. eks. udfærd, forbud, løfte, løftebrud, offer, forvandling, kamp, sejr og bryllup), der ligesom symbolerne på grund af deres enkle form og almengyldige indhold findes overalt i verden. Konstellationen af disse motiver er med til at bestemme et eventyrs type, men da flere motiver i ét bestemt eventyr kan være lånt andre steder fra, vanskeliggøres typebestemmelsen let. Derfor udvælger man ofte et for det overordnede tema bærende motiv ved typologiseringen. Eksempelvis er kampen med dæmonen det centrale motiv i eventyr af typen AT 300, mens AT 303 indicerer, at eventyret tillige handler om tvillingbrødre.

Vladimir Propp opdelte eventyr i funktioner – i alt 31, se bilag 1. En funktion er her en handling udført af en rolle, defineret ud fra dens betydning for handlingsforløbet. Enhver funktion bestemmes af udfaldet af den foregående funktion. Nogle funktioner er forbundne, for eksempel udstedelse af forbud/overtrædelse af forbud. To funktioner er obligatoriske i alle eventyr: Opdagelse af mangel/forbrydelse og udbedring. Alle andre funktioner er valgfri, og intet eventyr indeholder dem alle. Funktionerne er stabile og konstante elementer uafhængigt af hvorledes og af hvem de udføres. Derimod er funktionernes logiske rækkefølge tvungen. For eksempel findes der ikke eventyr der begynder med hovedpersonens bryllup? (Myten om den trojanske krig begynder med et bryllup, dog ikke hovedpersonens).

Propp havde syv typer af dramatis personae. Skurk, donor, hjælper, prinssese, afsender, helt, falsk helt

Propp argumenterede for, at alle trylleeventyr var bygget op om det samme grundskelet, efter hvilken handlingens episoder følger i en ganske bestemt rækkefølge. Han analyserede teksten på et meget højt abstraktionsniveau for at bekræfte sin teori, og var derfor ofte tvunget til at manipulere. Propp muliggjorde den spændende tradition om det mundtlige eventyr som en stor, men dog begrænset bestand af episke byggesten, som tilsyneladende uendeligt kan kombineres med hinanden, så længe bestemte skemata og en protokol overholdes, som definerer eventyrfortælling som genre. Propp udarbejdede sin teori på baggrund af russiske eventyr, men teorien er lige så vel anvendt på andre landes eventyr.

En anden teoretiker er Greimas, der med en semantisk reduktion ændrede Propps 31 funktioner til 20, således at to funktioner slås sammen, hvor den ene betinger den anden: Forbud/overtrædelse af forbud, forfølgelse/redning, vanskelig opgave/løsning af opgave.

Greimas skabte desuden den nedenstående model:

Sender – Object – Receiver

l

Helper – Subject – Opponent

Forklaring:
Hovedpersonen (subjekt) ønsker noget (objekt) og hjælpes undervejs af nogen/noget og forhindres af nogen/noget. Desuden er der yderligere to elementer på scenen: Den der skubber helten mod sit mål, og modtageren, den eller det der modtager det værdifulde objekt, når det er erobret.

Den midterste akse – projektaksen – beskriver heltens vej mod sit mål: Objektet. I folkeeventyrene er objektet ofte en ’bortført prinsesse’, som ved sin hjemkomst genopretter samfundsordenen.

Den øverste akse – kommunikationsaksen – beskriver forholdet mellem de, der nyder godt af heltens arbejde (modtageren) og de, der stiller objektet til rådighed for subjektet (giveren). Denne overdragelse kan være enten frivillig eller tvungen. Navnet på aksen hentyder til, at forholdet mellem de to socialiteter medieres ved deres forhold til objektet, som begge parter kan have interesse i. Den nederste akse – konfliktaksen – beskriver forholdet mellem skurken (modstanderen) og heltens hjælper.

Jfr. Greimas er det karakteristiske for eventyr, at subject og receiver begge repræsenteres af helten – i modsætning til andre genrer. Ikke alle roller udfyldes i alle eventyr – for eksempel er der ikke altid en giver. Greimas undrstreger desuden, at der fra heltens udgangssituation til slutsituation er et modsætningsforhold, det vil sige, at hvis helten begynder som fattig, ugift, ung mand ender eventyret – oftest – med helten som rig, lykkelig gift, moden mand.

Franskmanden Claude Bremond omgrupperede Propps funktioner til et lille antal narrative sekvenser, der hver er karakteriset af en sekvens, hvor strukturen kan gentages i det uendelige om tre nøglemomenter:
• åbningsaktion – præsentation af karaktererne og motiv til aktion – for eksempel mangel, heltens fattigdom eller ensomhed.
• heltens handling eller ikke-handling (aktualisering eller ikke-aktualisering)
• succes eller fiasko med handlingen

– herefter vil en ny mulighed åbne sig, der kræver heltens handling/ikke-handling.
Hvor Propp insisterede på, at funktionernes rækkefølge var tvungen, var det Bremonds holdning, at funktionernes rækkefølge ikke ligger fast.

Meletinskij skabte sine teorier om eventyr på baggrund af:

Olriks love om folkedigtning:
Loven om begyndelse og afslutning
Loven om gentagelse: Tretalsloven og bagvægtsprincippet: Der er i eventyret tre sønner, tre prøver, tre magiske objekter. (Den tredje; Den rigtige, den hårdeste prøve, det mest fantastiske objekt. Ifølge Dines Johansen er valget af den tredje, yngste søster lig med det uundgåelige valg af døden). Tretalsloven udgør desuden en forsinkelse af fortælleforløbet og fungerer som filter for „det/den rigtige“.

Loven om to til en scene, det vil sige, der er max. to karakterer i een scene. Syv små dværge er for eksempel kun een karakter.

Loven om kontrastforhold: Skurken er heltens modsætning. Jo finere skurk, jo lavere står helten socialt ved eventyrets begyndelse. Desuden er fokusering på helten typisk for eventyr.

Fortælleteknikken er simpel – kun det nødvendige medtages, der findes ingen ellipser eller flashback, og reaktion følger aktion

Meletinskij reducerede Propps syv dramatis personae til tre funktioner:
1) Fortælleobjekter, som eftersøges eller der kæmpes om (prinsessen eller gralen)
2) De der efterprøver helten, alle som tilskynder helten til at handle og aktivere ham
3) De hvis rolle det er at erhverve fortælleobjekterne

Heltens opførsel overfor givere:
Helten er: 1. God mod givere. 2. Han skal vælge den farligste vej, det værste alternativ. 3. Hvis helten spørges om information, svarer han. 4. Opnåelse af information kan lede til positive resultater. 5. Hvis donoren pålægger helten at udføre en handling, skal denne handling udføres, og overholdelse fører til plus og ikke-overholdelse til minus i forbindelse med opnåelse af fortællemål. 6. Hvis giveren forbyder helten at udføre en bestemt handling, vil overholdelse føre til plus og overtrædelse føre til minus.

Heltens opførsel overfor skurken:
1. Helten optræder bestemt – ikke bamhjertigt – overfor skurke. 2. Hvis skurken pålægger helten en opgave, skal helten nægte – altså undgå fælder. 3. Hvis helten ikke kæmper mod skurken, men udfører en vanskelig opgave som del af den indledende test, må han ofte skjule sin sande identitet.

Meletinskij opererer desuden med mytiske (drager og trolde) og ikke-mytiske skurke – dvs. menneskelignende, destruktive skurke – ofte familiemedlemmer for eksempel stedmødre og ældre brødre.

Meletinskijs model inddeler eventyret i fem akter på baggrund af Propps 31 funktioner:
1: Vanskeligheder (f. ex.: Forbud udstedes, forbud overtrædes, ulykke indtræffer)
2: Tildeling af magiske evner/prøve (f. ex.: Udfordring, korrekt handling, gave)
3: Møde med tilkommende/heltebedriften
4: Donorsekvens – vanskeligheder/evt. ny prøve
5: Belønning, bryllup – anerkendelse af den virkelige helt/heltinde. (se bilag I)

Typisk for mange børneeventyr er, at kun de to første akter er med, for eksempel Jack og bønnestagen, hvor Jack slipper hjem til sin mor igen efter mødet med kæmpen. I Hans og Grete vender børnene ligeledes tilbage til forældrene/faderen efter mødet med heksen.

I løbet af eventyret gennemgår helten tre prøver, der hver leder til opnåelsen af en fortælleværdi, som betinger det positive resultat af næste test: Den forberedende, den basale og den afsluttende test. Den forberedende handler om moral/kendskab til formalistiske regler for spillet.

Denne første prøve består ofte i besvarelse af en bøn fra en „forklædt“ hjælper, dvs. en person med tilsyneladende lav status, for eksempel en gammel kone, der beder om mad.

Dernæst kommer den basale test, hvorved helten kommer i besiddelse af fortællemålet eller afvikler fortælletabet. Den basale prøve drejer sig om opnåelse af magisk objekt (hoveddåd).

Til sidst den afsluttende test, hvor helten skal bevise, at han er den han er. (Principielt som da Odysseus skal spænde buen foran sin hustrus bejlere).

Meletinskij lægger vægt på begrebet egen/fremmed for eksempel i forholdet mellem helt og skurk. Skurken stammer fra et fremmed domæne. Hovedpersonens heltedåd foregår oftest på fjendes område – og er en kamp om fremmed dominans over egen dominans. Det gælder i øvrigt også i fantasy – såvel som i mange krimier (James Bond).

Ellis Köngas Maranda skabte den paradigmatiske model = Terningen med triaderne: High/Low, Young/Old, Male/Female, der kan anvendes til at placere generationskonflikter, klassekonflikter og mødet med det modsatte køn henholdsvis, hvorom en stor del af folkeeventyrene handler.

De fem akter, som Meletinskij anvendte, kan også bruges i forbindelse med Köngas Marandas terning.

Ved brug af terningen kan man bestemme figurernes roller, og det er her vigtigt at
1) Der skelnes mellem rolleindehaver og roller. Forholdet til andre roller er afgørende. Dvs. en heks kan have rollen som donor i forhold til hovedpersonen.
2) Den samme figur har ikke nødvendigvis altid samme rolle. (Trylleeventyr, side 16).

Normalt starter helten som Low, Young, Male og ender som High, Adult, Male. High kan betyde både af høj byrd eller rig, men også magtfuld og talentfuld.

H = High
L = Low

Y = Young
A = Adult

F = Female
M = Male

På hver akse kan udspilles et tema: For eksempel begynder mange eventyr med hovedpersonens løsrivelse fra hjemmet – det vil sige, at den unge skal gennem en modenhedsproces – fra LYM til LAM, der kan være mere eller mindre frivillig. I Snehvide er det for eksempel en mere barsk affære end i Klods-Hans. (Her omfattes også incest- og ødipusproblematik).

Den anden konfliktakse handler om mødet mellem kønnene, der ofte også er brolagt med misforståelser, hvorimod det så godt som aldrig er hensigten, at hovedpersonen skifter køn. En vellykket prøve på denne akse fører direkte over i den sidste konfliktakse nemlig fattig-rig, idet bryllup med prinsessen normalt også er indtræden i de riges rækker.

Eventyret begynder således med opbrud fra en (syg) familie og slutter med grundlæggelsen af en ny (sund) – fra ingenting til arveprins, og brylluppet markerer en afslutning på samtlige konflikter.

Bengt Holbek
Holbek skabte sin teori på baggrund af Köngas Marandas terning samt Propps og Meletinskijs teorier: Den paradigmatiske model, den syntagmatiske model samt regler for produktion af symboler.

Indledningsvis afgjorde Holbek, at folkeeventyr ikke blev fortalt af tilfældige, men af folk med talent for fortælling, der i vidt omfang tilpassede fortællingen til sit kendskab til publikums levevilkår, og at næsten alle tilhørere – før børneeventyret – hørte til i bunden af samfundet. Eventyr er fortalt af og for voksne, mens eventyr for børn som nævnt er et nyere fænomen og ikke har noget med eventyrenes oprindelse at gøre. Eventyr er løgnehistorier og udtryk for kollektivt dagdrømmeri, der skal bibringe tilhøreren den følelse af retfærdighed, den almindelige verden har vanskeligt ved at levere. Holbek påpeger i øvrigt, at eventyrene er bearbejdet i seksuelt meget restriktive samfund, og at de i stort omfang drejede sig om pubertet/seksualitet – altså før brdr. Grimm. Se eventuelt Bruno Bettelheims opfattelse af Snehvide, side 17.

Som nævnt under Meletinskij er helten er god og uden skyld, hvilket ifølge Holbek skulle bevise, at eventyrene netop er for og af bondestand frem for adel. Det er vigtigere at være god og rar, hvis man hører til underklassen? Man kan også sige, at heltens godhed betinger tildeling af magiske hjælpemidler: Godhed/flid udløser magisk bistand, medmindre det drejer sig om en modstander, i hvilken forbindelse der i stedet kræves beslutsomhed: I Fyrtøjet opnår soldaten netop fyrtøjet ved ikke at være god: Han hugger hovedet af heksen, uagtet denne er giver.

Som berørt under Köngas Maranda drejer en af konflikterne sig om forholdet mellem generationerne. Det kan i første omgang være den unges mere eller mindre frivillige løsrivelse fra hjemmet. Også søskendekonflikter findes på denne akse – og manifesteres ved, at søskende vælger samme side som den ældre generation – for eksempel Askepots to stedsøstre, der er en forlængelse af stedmoderen.

En anden konflikt er på kønsaksen – og denne skal ikke overvindes, men accepteres som mulighed og udfordring. Mødet med den tilkommende kan også omfatte en prøve – helten må befri prinsessen fra en situation, hun ikke selv kan klare: Hun sover dybt, hun er spærret inde i et tårn eller bevogtet af en drage.

Den sidste konflikt er konflikten mellem fattig og rig (= magtesløs kontra magtfuld), og den er tydelig i de fleste eventyr. Denne konflikt kan besværliggøres af samtidige konflikter på de to andre akser, hvor netop brylluppet er en vigtig sejr – en tredobbelt sejr, fordi den markerer løsningen på alle konflikter.

Ifølge Holbek er der syv basale måder at producere symboler på i eventyr:
1. Spaltning – i stedet for sammensatte personligheder, der praktisk talt ikke findes i eventyr, kan en person være delt i to, som for eksempel: A. Dr. Jekyll og Mr. Hyde er det klassiske eksempel. Spaltning kan foregå på generationsaksen (Y:A) i eventyr for eksempel som i Askepot, hvor moderskikkelsenen er spaltet mellem den gode, døde mor og i stedmoderen.

B. Spaltningen kan også finde sted på kønsaksen (M:F) mellem åndelig og kropslig, som når hovedpersonen oplever sin elskede som et dyr om natten og et menneske om dagen (eller omvendt). Ifølge Holbek symboliserer dette en seksuel modningsproces med gradvis accept af et menneske af modsat køn, selvom forandringen ofte er abrupt i eventyret.

C. Spaltningen mellem et aktivt og et passivt aspekt, hvor for eksempel helten har en hjælper (ofte et dyr), der påtager sig de aktiviteter, hovedpersonen ikke selv vil gennemføre. Hjælperen er i virkeligheden en udvidelse af hovedpersonen som i Den bestøvlede kat eller når dronningen mere eller mindre direkte får Ridder Rød til at tage det beskidte arbejde.

En sidste form for spaltning er, når helt(ind)en optræder som to forskellige personer som for eksempel den engelske Askepot (Catskin) med balkjolerne i nødderne eller som Superman og Clark Kent.

2. Pars pro toto – både del og helhed forekommer i eventyret – personers aspekter, fænomener og begivenheder dukker op som uafhængige symbolske elementer. For eksempel kan forskellen mellem tør og våd bruges til at beskrive modsætningen mellem liv og død. Ifølge Holbek er vand i eventyr tæt forbundet med kvinders livskraft, og det forklarer, hvorfor prinsesser af og til befinder sig i slotte under vandet.

Pars pro toto findes ofte i forbindelse med personernes seksuelle aspekt – udtrykt ved hjælp af symboler: Sværd, spyd, hammer, fløjte for mænds vedkommende og æbler, ringe, sko for kvinders vedkommende.

3. Projektion Følelser og reaktioner hos hovedpersonen udtrykkes som ting og begivenheder i omgivelserne. Som når prinsessen er et monster om natten og en prinsesse om dagen, så kan det være udtryk for hendes ægtefælles seksuelle umodenhed og afstandtagen til hende.

Hovedpersonen synes, at han/hun behandles dårligt af en forældre, hvilket medfører, at den pågældende forældre symboliseres af en stedmor/-far (Askepot, Snehvide m. fl.) eller når barnet bærer følgerne for forældrenes fejl: Torneroses forældre „glemmer“ en bryllupsinvitation, og den ikke-inviterede heks foranlediger, at Tornerose stikker sig på tenen. (Netop en „glemt“ bryllupsinvitation er som bekendt også optakten til den trojanske krig, da Eris, ufredens gudinde, kaster guldæblet med påskriften „til den smukkeste gudinde“ ind mellem de tilstedeværende gudinder. En fejl, som både grækere og trojanere må trækkes med i mere end ti år).

4. Eksternalisering – indre kvaliteter udtrykkes ved gerning eller særlige kendetegn. Gavmildhed eller venlighed vises ved handling. Eksternalisering er tydeligst i prøverne i kapitel I og II (den syntagmatiske model). At prinsessen er god understreges ved, at der falder roser fra hendes mund – og tudser fra hendes stedsøsters, der er ond. Når helten møder et uhyre, er det ikke kun et lille disneysk uhyre, men en kæmpedrage med ni hoveder. Når prinsessen følser sig hæmmet af forældrene, udtrykkes det ved, at hun er spærret inde i et tårn uden trapper. Eller prinsessens hjælpeløshed udtrykkes ved, at hun ingen arme har.

5. Hyperbel er lig med overdrivelse. I stedet for at beskrive heltens skræk ved mødet med kæmpen, beskrives kæmpen som gigantisk og skrækindjagende.

Denne regel kombineres ofte med spaltning: Den gode konge, den hæslige trold. den stakkels askepot ved arnestedet/ballets dronning.

6. Kvantificering – Kvalitet udtrykkes som kvantitet, der er eksempelvis tre drager, hver med tre hoveder mere end den forrige. Tredobling er det mest almindelige. For eksempel i Fyrtøjet er der tre hunde med øjne så store som henholdsvis tekopper, vandmøller og Rundetårn. Eller den ene kjole er mere strålende, mere kostbar og mere diamantbesat end den forrige.

7. Kontraktion – Udviklingen i rum og tid trækkes sammen, så en langsom ændring, en lang rejse, det uendelige arbejde – som Askepot har – beskrives kort – en rejse til østen for solen varer ikke evigt, og at Tornerose sover i 100 år tager vi for pålydende.

2. Formål med eventyr/fantastiske fortællinger
> Eventyret (både folkeeventyret og kunsteventyret) har mange funktioner som for eksempel at underholde, inspirere og oplyse os – eller:

„awaken our regard for the miraculous condition of life & to evoke profound feelings of awe and respect for life as a miraculous process, which can be altered and changed to compensate for the lack of power, wealth, and pleasure that most people experience”(pp. 848-9, Zipes)

Eller opdrage:

„Charles Dickens defends Fairy Tales 1853… nourishing in the child’s heart such qualities as forbearance, courtesy, consideration for the poor and aged, kind treatment of animals, the love of nature, abhorrence of tyranny and brute force…“

På det umiddelbart tilgængelige niveau er eventyrene opdragende, forstået på den måde at korrekt adfærd udløser belønning: De passive og lydige prinsesser (prinsessen i Rumleskaft f. eks.) får deres prinser. Eventyr med mandlige hovedpersoner viser derimod, at alle møder udfordringer og kamp, og at hvis kampen tages op, så er der trøst og håb at hente i slutningen, hvor den handlende og modige prins vinder sin prinsesse og det halve kongerige.

Fælles for alle eventyr er retfærdigheden: Personer der er onde, straffes – uanset deres plads i samfundet, og således opnås altid endelig retfærdighed, hvilket også er en af årsagerne til eventyrets popularitet – især hos de laveste klasser: Forskellen mellem bonde og aristokrat minimeres, og slutningen bestemmes alene af hovedpersonens opførsel uanset tidligere magtforhold.

Den samme retfærdighed kan ikke forventes i kunsteventyr. For eksempel lover H. C. Andersen ikke nødvendigvis retfærdighed i livet – men af og til efter livet som for eksempel i Den standhaftige Tinsoldat og Den lille Havfrue. Langt de fleste eventyr tildeler dog deres hovedpersoner en eller anden form for retfærdighed. Undtagelser er Guldlok og de tre bjørne og Skyggen af H. C. Andersen.

Eventyrene kan også være en hjælp til overlevelse som blandt andre folkeeventyret Den tapre Skrædder, hvor den lille mand overvinder de store, hvilket kan fungere som en undertrykt befolkningsgruppes hjælp til at tackle dårlige livsbetingelser. Mundtlige eventyr kan stabilisere, bevare, udfordre almindelig tro, love, værdier, normer, eller være

„a celebration of miraculous or fabulous transformation in the name of hope that accounts for its major appeal” (849, Zipes)

eller en metafor til markering af den stadige menneskelige søgen efter utopia (eksistens uden begrænsninger).

Da brødrene Grimm i begyndelsen af 1800-tallet samlede deres eventyr, var hensigten blandt andet at skabe en fælles tysk kultur. Det skete på baggrund af et Tyskland fordelt på mange små Länder, hvor Napoleon havde indflydelse på alt, hvad der lå vest for Rhinen. Eventyrene skulle altså – udover at underholde og opdrage børnene – bidrage til skabelse/bevarelse af tysk nationalfølelse, hvad der gjorde eventyrene til et kulturelt og politisk våben i brødrene Grimms hænder og en protest mod Frankrig og Napoleons overlegne magt.

Eventyrenes manen til lydighed gjorde dem også til et effektivt redskab til folkeopdragelse og manipulation. For eksempel anvendte de tyske nazister eventyrene som opdragelsesmiddel ved hjælp af mindre omskrivninger: I slutningen afslørede Askepot sig som en ren arier, mens hendes søstre var af blandet (jødisk) blod. Det er ikke sært, at eventyrenes popularitet har været svingende.

Den opdragende virkning får den schweiziske folklorist, Max Lüthi til i 1962 (i „Es war einmal…“) at drage følgende konklusioner:

„Eventyret er en digterisk vision om mennesket og dets relation til verden og har i århundreder skænket dets tilhørere livskraft og fortrøstning, fordi de har fundet denne visions inderste sandhed… Alle eventyrtyper viser begivenheder, som man uden vanskeliged kan tolke som billeder på sjælelige eller kosmiske processer. Såvel psykologen som pædagogen véd, at eventyret for barnet er et væsentligt dannelseselement og et vigtigt hjælpemiddel til udvikling.“

Desuden betragter Lüthi eventyret som grundlaget for al digtning og kunst, hvad der kan synes overdrevet, dets skabende fantasi og rige symbolindhold til trods.

Bruno Bettelheim
I 1975 udgav Bruno Bettelheim sin bog The Uses of Enchantment, der gav helt nye og overraskende bud på, hvad eventyr kunne bruges til:

„In order to master the psychological problems of growing up-overcoming narcissistic disappointments, oedipal dilemmas, sibling rivalries; becoming able to relinquish childhood dependencies; gaining a feeling of selfhood and of self-woth, and a sense of moral obligation – a child needs to understand what is going on within his conscious self so that he can also cope with that which goes on in his unconscious. He can achieve this understanding, and with it the ability to cope, not through rational comprehension of the nature and content of his unconscious, but by becoming familiar with it through spinning out daydreams – ruminating, rearranging, and fantasizing about suitable story elements in response to unconscious pressures. By doing this, the child fits unconscious content into conscious fantasies, which then enable him to deal with that content. It is here that fairy tales have unequaled value, because they offer new dimensions to the child’s imagination which would be impossible for him to discover as truly on his own. Even more important, the form and structure of fairy tales suggest images to the child by which he can structure his daydreams and with them give better direction to his life.” (The Uses of Enchantment, side 7)

Essensen i The Uses of Enchantment er, at eventyrene behandler eksistentielle problemer på en forenklet måde med rene karakterer (gode eller onde, dumme eller kloge) – eventyret forenkler alle situationer, og der er kun få eller ingen detaljer. Det vil sige, at den polarisering der er i eventyr, harmonerer godt med den polarisering, der dominerer i barnets hjerne.

Eventyrene kan lette angsten og fremme betingelserne for håb: Ved hjælp af fiktive karakterer kan reelle følelser udtrykkes: Det onde straffes, hovedpersonen går ud i verden og møder vanskeligheder og finder lykken. Den information og de forslag der indeholdes i eventyrene, udtrykkes ikke alt for klart, og overlader derved svarenes bredde til børnenes fantasi. Derfor giver eventyrene så meget mere tryghed og lettelse end voksnes realistiske forklaringer, som barnet ikke kan forstå, og som i stedet kan give barnet en følelse af, at det ikke opfatter verden rigtigt, hvilket igen kan medføre tab af selvtillid.

Det er Bruno Bettelheims konklusion, at forskellige eventyr henvender sig til forskellige faser i børns psykologiske og følelsesmæssige udvikling. Samtidigt understreger han, at det ikke – som tidligere forventet – er eventyrets opgave at sørge for barnets moralske opdragelse, men derimod at skabe problemløsningsmodeller for små børn. Fra fire år til pubertet har barnet behov for at blive præsenteret for de symbolske billeder som bekræfter ham i, at der er lykkelige løsninger på hans ødipale problemer, og her hjælper den evigt gode slutning.

Barnets behov for magi
Som Piaget har påvist, er barnet animalist indtil pubertetsalderen og ved, at tingene kan føle og handle uanset, hvad forældre og lærere måtte påstå. Barnet skjuler de rigtige hensigter under dække af rationalitet, men kan formes af det, som eventyrerne fortæller ham. For det otteårige barn (Piaget) er solen levende, fordi den giver lys og stenen er levende fordi den kan flytte sig – for eksempel rulle/falde. Så sent som i tolvårsalderen er barnet overbevist om, at solen og stenen er besjælet af ånder, der ligner menneskelige væsener og agerer som dem.

For barnet eksisterer der ikke nogen grænse mellem det døde og det levende – og det der lever, har et liv der ligner vores. For det barn der søger at forstå verden virker det fornuftigt at afvente svar fra træer, dyr, klipper, der vækker dets nysgerrighed, og da barnet er egocentrisk, forventer han at dyret vil snakke med ham om ting der har betydning for netop barnet. Barnet er overbevist om, at dyret forstår og reagerer kærligt, selvom det ikke manifesteres åbenlyst.

Da dyr vandrer frit omkring i verden, i eventyrene, er det kun naturligt, at de er i stand til at vejlede helten på hans færd mod det ukendte. Alt der ånder er levende, barnet tror, at vinden taler til ham og leder helten derhen, hvor han vil. Og som dyrene og vinden, således sten – sten betyder blot, at man er stille og ubevægelig i en periode.

Barnet ved af egen erfaring, at alt holdes eller støttes af noget, kun en forklaring baseret på denne sikkerhed kan få barnet til at føle, at han forstår jordens bevægelse i rummet., og hvad der er endnu vigtigere – føle sig i sikkerhed på jorden – barnet har behov for at vide, at vores jord holdes godt fast på sin plads. Derfor er der hjælp at hente i en myte, der fortæller, at jorden hviler på en kæmpes skuldre. Det kræver en væsentlig, intellektuel modenhed at tro på, at tyngdekraften holder jorden fast.

Selv det meget lille barn ved, at det er skabt af sine forældre, derfor har det ingen vanskeligheder med at tro, at alt og alle er skabt af overnaturlige „personer“ – ikke uden lighed med dets forældre eller overnaturlige væsener der overvåger og passer på barnet – som for eksempel en skytsengel eller Moder Jord. Venskab med et utiltrækkende væsen vil derfor heller ikke virke ulogisk på barnet.

Hvis forældre tror på, at eksempelvis biblens historier indeholder en løsning på eksistentielle problemer, er det nemt at give barnet en følelse af sikkerhed. Men uanset biblens righoldige historier kan den ikke give svar på alle psykiske, menneskelige behov. Biblen viser os historien om Kain og Abel, men viser ingen sympati for følelsene i forbindelse med søskenderivalisering. For at overkomme denne jalousi har barnet brug for at vide, at det en dag vil få sin hævn, og derfor må tåle øjeblikkets lidelser. Hvis man ved, at der vil blive retfærdighed til sidst, behøver man ikke opføre sig som Kain.

Hvis børn ikke i en periode i deres liv har troet på magi, vil de være ude af stand til at stå overfor den manglende fleksibilitet i det voksne liv, hvilket igen kan få dem til at flygte fra verden til narkomani, guru-følge, astrologi, sort magi – i stedet for at lære at tackle verden selv. Eventyr og myter giver sikkerhed – mens mennesket udvikler sig socialt, videnskabeligt og teknologisk og frigør sig fra den angst, han havde for sin eksistens. – og i perioder under pres vil mennesket stadigt søge tilbage til den „barnlige“ sikkerhed på pladsen som universets centrum.

Jo mere et menneske føler sig sikker i verden, jo mindre behov er der for „barnlige“ projektioner (mytiske forklaringer på livets evige problemer samt løsninger leveret af eventyrene) og barnet/den unge får så overskud til at undersøge de rationelle forklaringer. Jo mere sikker man føler sig, jo mindre betydning har det, at jorden kun er en lille del af kosmos.

En del af opdragelsen (af drenge) består i at tilføre dem den sikkerhed, der tillader dem at gå ud i verden – at overvinde pubertetsproblemer, modstand mod forældre og angsten for at vokse op.

„Today children no longer grow up with the security of an extended family, or of a well-integrated community. Therefore, even more than at the times fairy tales were invented, it is important to provide the modern child with images of heroes who have to go out into the world all by themselves and… find secure places in the world by following the right way with deep inner confidence.” (Bruno Bettelheim, The Uses of Enchantment, side 9)

Efterfølgende er enkelte af Bettelheims eksempler på, hvor eventyrene kan bidrage med terapeutisk bistand:

Stedmoderens rolle
Moderen i eventyr er ofte erstattet af en ond stedmoder, blandt andet fordi selv de sundeste mor-barn-forhold ofte afprøves af barnet, når moderen nægter barnet noget. Bettelheim lægger også vægt på den terapeutiske magt der er i fantasi-grusomhed og – gys. Den dårlige mor bliver en uundgåelig, måske påkrævet bestanddel i eventyret, og hadet til hende et legitimt og påskønnet kneb til psykisk overlevelse. Ligesom brødrene Grimm erstattede mødre med nogle kvindelige idealer, sådan sublimerer Bettelheim moderskabet til en følelse af „basal tillid“, og moderen kan således udelades. En stærk, beskyttende mor vil derimod virke hæmmende på en udfarende helt.

Stedbørn
De fleste børn føler sig på et eller andet tidspunkt uden for, som om de i virkeligheden er forbyttede og ikke hører til i den familie, hvor de nu befinder sig, hvorfor de let kan identificere sig med den yngste søn eller steddatteren der behandles dårligere (Askepot, Klods-Hans, Den grimme Ælling). Af samme årsag forekommer det fornuftigt, at den „rigtige“ stærkere, mere interessante familie på et tidspunkt vil komme og hente deres barn (Pippi Langstrømpe).

Eventyr med kæmper
Forskellige eventyr og historier behandler forskellige psykologiske aspekter: Eventyr med kæmper har ifølge Bettelheim følgende funktion: Voksne kan virke som kæmper for det lille barn, men eventyrene handler altid om, hvordan en lille mand kan klare en eller flere kæmper, hvilket giver barnet mulighed for at „ordne“ de voksne, samtidigt med at eventyret – om fortalt af forældre – giver en accept af, at barnet prøver at „overliste“ de voksne.

Amor og Psyke
Den gamle myte om Amor og Psyke fortolkes af Bettelheim som en historie om udviklingen af moden bevidsthed, problemet med at forene visdom og seksualitet og vanskelighederne ved seksuel bekymring, ligesom myten indeholder vinkler på ødipal kærlighed, især Afrodites ejer-jalousi over sin søn.

Da Psyke overtræder forbudet ved at bruge lampen for at se Eros i mørket, betragter Bettelheim det som et forsøg på at udvide bevidstheden, før hun er klar til det: Historien advarer mod at række ud efter bevidstheden, før man er moden nok til det, fordi genvejene har vidtrækkende konsekvenser.

Ifølge Bettelheim repræsenterer Eros og Psyke historien et eksempel på den almindelige dyre-ægtefælle i eventyr. Dyre-ægtefællen repræsenter den unge piges bekymring ved den seksuelle akt.

Eventyr om dyre-ægtefæller forsikrer børn, at deres frygt for sex som noget farligt og ubehageligt ikke er enestående for dem – masser af mennesker har det på samme måde. Men som karaktererne i eventyret opdager, så er deres seksuelle partner ikke et frastødende „dyr“, men en vidunderlig person, så vil barnet opdage noget lignende.
På et mere ubevidst plan fortæller eventyret, at barnets frygt kommer fra andres historier, og at tingene kan være meget anderledes at opleve frem for at høre om. Det er det der sker, når Psyke finder ud af, at hendes elsker ikke er det frygtede monster men en storslået gud.

Snehvide
Bettelheim havde også sin egen fortolkning af Snehvide, som han finder, understreger folkeeventyrenes forbindelse mellem seksualitet og død: Eventyret handler om en midaldrende mors jalousi mod den unge, smukke datter. Som ofte i eventyr skildres moderens holdningsskift – som indtræffer med datterens udvikling af sekundære kønskarakterer – ved, at den „virkelige“ mor dør, og en „ond stedmor“ tager hendes plads. Datteren undslipper moderens jalousi og flygter bort fra hjemmet, „ud i verden“. Her repræsenterer dværgene den interesse, som Snehvides skønhed vækker for det modsatte køn. Dværgene er ganske enkelt sex, og den omstændighed, at der er flere – syv – antyder promiskuitet. At de er dværge, kommer sig af, at de ikke er hele mænd – samlevere, som Snehvide kan dele en tilværelse med – men blot syv gang pars pro toto – eller syv symboler på det mandlige kønsorgan. Stedmoderen transformeres nu til en rigtig gammel kone, som lokker Snehvide med seksualsymboler (æblet jfr. 1. Mosebog) og da Snehvide accepterer – handler seksuelt – dør hun. Det er så til sidst prinsen, som tilbyder Snehvide livet (det evige, via børn – regeneration) og fører hende bort fra de syv små fallossymboler.

De tre små grise
Dette eventyr viser ifølge Bettelheim børnehavebarnet, at man ikke må være doven og tage for let på tingene, for så kan man gå til grunde. Planlægning og fremsynethed kombineret med hårdt arbejde gør os modstandsdygtige overfor selv den snedigste ulv. Desuden viser eventyret, at der er fordele ved at vokse op – så man kan blive som den tredje og klogeste (og ældste) gris, hvorfor man ikke behøver at frygte at blive voksen. Denne opfattelse ligger nok ikke så revolutionerende langt fra den oprindelige opfattelse af eventyret: Hårdt arbejde udløser belønning (Mor Hulda, Askepot).

Kritik
Det var Bettelheims mening, at drømme, kunstværker og eventyr er udtryk for ubevidste behov. De har ingen moralske intentioner og ingen opdragelsesmæssige formål.

„Symbolism is not finalist. It is the product of drives and conflicts emerging in a condensed and concealed way, with the purpose of expressing the psychic content and discharging the energies trapped in the repression that are pressing for recognition and relief.“

Bettelheim fik megen kritik for sin bog. Eksempelvis fortolker han Hans og Grete som børns frigørelse fra forældrene, men eventyret kan også fortolkes som historien om grådige børn, der er ved at æde deres forældre ud af huset, og mødet med heksen kan fortolkes som faren ved uforbeholden grådighed (en af de syv dødssynder), og hvor ligger der her trøst og håb til barnet?

The Uses of Enchantment er fra 1975, og forfatteren var børnepsykiater i en tid, hvor der blev gjort meget ud af opdragelse og opførsel, og hvor forældre netop – som Bettelheim også er inde på – gerne vil fremstå som perfekte overfor deres børn, hvorfor eventyrene er børnenes (eneste) mulighed for bredere forklaringer. Man kan imidlertid spørge sig selv, om eksempelvis de fortolkningsmuligheder, eventyret ifølge Bettelheim tilbyder barnet, er nødvendige i dag, hvor „automatisk respekt” for forældre, lærere og andre autoriteter er reduceret/faldet væk, og erstattet af en mere ligeværdig kontakt, der i højere grad accepterer barnets egen fortolkning uden at insistere på en uvelkommen rationalisme. Dækker eventyr de samme eller andre behov i vore dage?

3. Er Harry Potter et eventyr?
Kortfattet gennemgang af Harry Potter-bøgerne (personer er beskrevet i bilag II)
Der er fem Harry Potter bøger: The Philosopher”s Stone (1), The Chamber of Secrets (2), The Prisoner of Azkaban (3), The Goblet of Fire, (4) The Order of the Phoenix (5) – efterfølgende benævnt ved bogens nummer. Bog nummer fem adskiller sig væsentligt fra de fire foregående med hensyn til opbygning, fjender etc. Magien er er stadig væsentlig men bogen har større lighed med en ungdomsbog end med et eventyr.

Hovedpersonerne er med enkelte afvigelser de samme i alle fem bøger: Harry Potter er forældreløs – 11 år i den første bog, dernæst et år ældre i hver bog. Han bor hos sin familie: Tante (moster), onkel og deres søn i Privet Drive, og er uvidende om al magi, selvom han af og til står overfor uforklarlige hændelser i forbindelse med sin person – for eksempel kommunikerer han med en slange under et besøg i zoo – en egenskab som kun ganske få troldmænd har.

Alle bøgerne begynder alle i Privet Drive hos Aunt Petunia, Uncle Vernon og Cousin Dudley (forkælet, overvægtig, bully-type). Det første kapitel beskriver Harry Potters stedsønsposition hos familien – for eksempel bor han i rummet under trappen og får ingen fødselsdagsgaver, mens Dudley får mere end 30 gaver til sin fødselsdag.

Dudley har desuden – omend ikke åbenlyst – sine forældres billigelse til at chikanere Harry.

Da Harry fylder 11 år kontaktes han af Hogwarts, der er en skole for troldmænd. I begyndelsen gemmer familien Dursley brevene fra Hogwarts for Harry, fordi de fornægter tilstedeværelsen af magi, og de har i øvrigt allerede meldt Harry ind på en ikke særligt attraktiv skole, hvor man er vant til at tackle „vanskelige“ børn.

Familien forsøger at slippe væk fra de stadig mere påtrængende brevforsendelser, og først da Hagrid kommer fra Hogwarts og lufter sit temperament – blandt andet fordi det går op for ham, at familien Dursley ikke har fortalt Harry om hans oprindelse, men blot nævnt, at hans forældre er dræbt i biluheld – får Harry med nogen modvilje lov til at rejse til skolen.

På skolen møder Harry lærerne og andre jævnaldrende, både børn af mugglere (mennesker uden magiske evner) og børn af troldmænd. Han tiltrækkes umiddelbart af Ron og hans talrige familiemedlemmer, fordi de – uagtet de alle er af troldmændsæt – repræsenterer den almindelige familie, han savner.

Harrys forældre var berømte troldmænd, og i troldmandsverdenen er han til sin egen overraskelse lidt af en legende. Den magtfulde, onde troldmand, Voldemort, hvis navn ikke nævnes af frygt for påkaldelse, dræber Harrys forældre, da Harry er et år gammel. Harry der skulle også have været dræbt, ikke bare overlever, men overvinder Voldemort. Han får i kampen et zigzag-formet ar i panden, som smerter, når Voldemort er i nærheden.

I løbet af bogen leverer Malfoy de små daglige ubehageligheder/trusler – ikke uden lighed med gammeldags børnebøger om børn i på kostskoler, hvor uvenlige/fjendtlige klassekammerater er væsentlige på scenen (Flemming og Kvik, Jennings hytte).

Efterhånden gennem bøgerne intensiveres udefrakommende trusler – mulige fjender overvejes, og der sker en optrapning af faren (= Voldemort, der stadigt søger at komme /tilbage til magten) for Harry og for det kosmos, der skal reddes.

Harry – og af og til også hans venner – står til slut overfor Voldemort og er tilsyneladende magtesløs(e). Det næstsidste kapitel går med at besejre – eller få hjælp til at besejre – og eliminere fjenden.

Sidste kapitel omhandler skoleårets afslutning. De huse, der har udmærket sig, tildeles points – sædvanligvis får Gryffindor (hvor Harry og hans venner bor) ekstra points for modig indsats i kampen mod en fjende. Derpå er der fest på skolen og til slut aftaler Harry og vennerne at mødes i sommerferien, hvorefter der er hjemrejse til Privet Drive.

Miljøet i bogen understøttes af en struktur der ligner vores verden med hensyn til skolens styreform, ministeriets magt, udveksling med udenlandske skoler etc. (Se desuden bilag II)

Hogwarts – School for Witchcraft and Wizardry, bliver Harrys andet hjem, og har en uomtvistelig lighed med en engelsk kostskole, bortset fra de magiske tiltag: Trapper der flytter sig, fag som Defense against the Dark Arts, fremmedartede og temmeligt mærkelige dyr, som især Hagrid begejstres over, portrætter der kan tale.
Principperne med sovesal, præfekter, tildeling af points til husene, når eleverne i huset har ydet en særlig præstation – fagligt eller sportsligt – ligner det, man kender fra engelske kostskoler.

Toget til Hogwarts afgår fra Kings Cross Station, perron 9 3/4. Desuden er det muligt – med nogen øvelse at rejse via kaminer samt at teleportere, det vil sige at flytte sig fra et sted til et andet uden at bevæge sig og uden anvendelse af transportmiddel. Ankomst til skolen foregår i bog II med flyvende bil, hvilket i øvrigt er ulovligt og udtryk for drengestreger.

Troldmandsbanken, Gringotts, styres af alfer. Alfen Dobby er budbringer i bog II og fan af Harry. Alfer er desuden ansat som tjenende ånder/slaver hos de fleste troldmænd, og i køkkenet på Hogwarts.

Fordelerhatten er en hat der fordeler eleverne i de fire huse der er på Hogwarts: Gryffindor (hvor Harry, Ron og Hermione bor), Slytherin, hvor Draco Malfoy og co., bor, Hufflepuff og Ravenclaw. De fire huse er opkaldt efter Hogwarts fire grundlæggere, og elevens karakter (modig, intelligent eller flittig) afgør valget af hus – Slytherin rummer oftest de snedige, „onde” troldmænd. Hvert hus har et våbenskjold med et dyr: Slytherin har f. eks. en slange i sit våbenskjold, Gryffindor en løve.

Voldemorts tilhængere der i perioder har haft megen magt, kaldes death eaters. Malfoys far er en sådan, omend han på grund af den bestående verdensorden er det i det skjulte. Disse er blandt andet karakteriseret ved en omfattende intolerance over for mudbloods (negativt ord for mugglere = mennesker uden magiske evner), alfer og kæmper.

På skoleskemaet er blandt andet: Levitation, kemi (blanding af forskellige miksturer med interessante effekter), magiske dyrs pasning og pleje, flyvning på kosteskaft, pasning af magiske planter, Devination (= spådomskunst). De andre lærere på skolen betragter spådomskunst som et mindre seriøst fag i lighed med f.eks. astrologis let tvivlsomme status i vores verden.

Magi er en fast bestanddel i flere fag, og som der er forskel på børns kunnen alle vegne, er der også meget forskel på elevernes talenter på dette område. Harrys ven, Hermione, er nærmest et dydsmønster med en – trods rene mugglerforældre – viden der rækker ud over, hvad man normalt kan forvente, og hendes talent for udøvelse af magi er større end de flestes, hvorimod Harrys gode ven, Ron, har et uheld med en brækket tryllestav. Hans familie er desværre ikke så formuende, og han må klare sig med en nødtørftigt reparation, hvilket gør, at hans trylleri ofte får utilsigtede følger. Harry er en jævn studerende, men viser af og til – og til egen overraskelse – ekstraordinære magiske evner. Malfoy er – som en ægte Slythrin – dygtig, snedig og ondskabsfuld, mens kun det sidste kan siges om hans to følgesvende, Crabbe og Goyle. Ens ry i troldmandsverdenen hænger direkte sammen med ens magiske talent/magt.

Quidditch, en yndet troldmandssport, er et boldspil (med flere bolde) der foregår på koste. Harry har tidligt vist talent for sporten og har den ærefulde titel af „søger“ for Gryffindors hold. Malfoy har samme titel for Slytherin. Et kapitel i hver bog tilegnes Gryffindors kamp mod Slytherin, hvis spillere jævnligt benytter ufine manøvrer.

Eventyrkarakteristika
Eventyret er som nævnt blandt andet karakteriseret ved garantien for den lykkelige slutning, og i Harry Potter garanteres for den lykkelige slutning – i de fire første bøger. I den femte dør hans gudfar, som er hans eneste familiemedlem i troldmandsverdenen, og slutningen kan ikke betegnes som lykkelig. (Eksempler uden udtrykkelig angivelse af bog er fra nr. II: The Chamber of Secrets).

Alle karakterer er kendt i forvejen i en eller anden udgave – fra børnebøger, fra legender og myter og fra eventyr (kilderne er fra skotske, græske, romanske, nordiske og keltiske eventyr). Forbindelsen til eventyr er tydelig hvad angår de magiske væsener: Alfer, trolde og basilisken (svarer til en lindorm), kæmper, der er udstødt af samfundet. Kæmper er normalt ondskabsfulde, og har fjernet sig fra den magiske verden pga. stadige forsøg på at undertrykke dem fra „onde“ troldmænds side. Kæmper er et jævnligt forekommende fænomen i engelske eventyr (Jack og Bønnestagen), som alfer er det i skotske. Desuden forekommer kentauere, enhjørninger og drager (som Harry på et tidspunkt skal slås mod) og naturligvis troldmænd og hekse.

Ydermere forekommer en del dyr/væsener, som ikke engang eventyrverdenen har set før: Hippogriffer, blastended screws m. fl.

Harry er som mange helte før ham uskyldig og moderløs, og han udsættes uafladeligt for prøver og forhindringer for til sidst at (tilbage-) erobre den genstand, der skal genskabe ro i kosmos.

Bøgerne er karakteriseret ved en polarisering, der placerer personerne på enten de godes eller de ondes side.

Harry er en rigtig helt, der oplever en tragedie som meget ung. Med sine venners hjælp overlever han forskellige udfordringer, farer, forhindringer og fjenders angreb. Som andre helte fristes Harry af det onde, men nægter at have noget med det at gøre – både Malfoy og Voldemort. I slutningen af hver bog konfronteres han med Voldemort – det gode mod det onde – og vender hjem med større visdom, styrke og muligheder for at klare den næste udfordring:

Dvs. det giver følgende forløbskurve:
Harry begynder som stedsøn i Privet Drive med hårdt arbejde og ingen anerkendelse

stiger til Hogwarts, hvor han ikke er stedsøn, men en vordende troldmand med status

nedtur igen på grund af problemer med lærere eller kammerater (Snape straffer Gryffindor med minuspoints)

mindre sejre over Malfoy og co. (i besværgelsesduel)

udvikling af alvorlig situation (Filchs kat forstenes, derefter Hermione, Ginny bortføres)

og dernæst kamp mod Voldemort med næsten-død til følge –

sejr over Voldemort (med indirekte hjælp fra Dumbledore) – og fejring på Hogwarts med vennerne –

for at slutte med hjemrejse til Privet Drive.

Alle bøgerne begynder i Privet Drive og slutter i Privet Drive – eller på hjemturen dertil. De mellemliggende kapitler foregår om ikke på selve Hogwarts så i hvert fald i den magiske verden.

Alle fem bøger er kronologisk opbyggede. Tilbageblik foregår som dialoger og syn i krystalkugler samt via Hermiones hyppige citater fra „Hogwarts – A History“. Fortællevinklen er hovedsageligt gennem Harry – suppleret af kommentarer fra den alvidende fortæller. Prologen i bog IV og enkelte andre steder fortælles alene af den alvidende fortæller, og er ikke kendt af hovedpersonerne.

Hvorledes sprænger Harry Potter den traditionelle eventyrafgrænsning?
Af og til er det tydeligt, at Harry Potter ikke kun er et eventyr: Bygninger og steder er vel beskrevne i historierne om Harry Potter. Nogle steder introduceres i den første bog – og yderligere beskrevet i de følgende – for eksempel søen ved Hogwarts der nævnes i bog I og er med i plottet i bog IV. Landsbyen Hogsmeade nævnes i bog I og beskrives nøje i bog III. Rowling bruger en teknik kendt fra børnelitteratur og fantasy, idet der beskrives et plot/en scene som fokuserer på både en fantasiverden og en realistisk verden. I Harrys tilfælde følger vi ham fra begyndelsen under Dursleys tag – den virkelige verden, gennem fantasiverdenen – med nye oplevelser og alvorlige konflikter – til slutningen, hvor han er tilbage hos Dursley i den virkelige verden. Dette gør, at læserne kommer tilbage til den virkelige verden, men gør også historien troværdig.

Det interessante ved Harry Potter er, at fantasiverdenen er så tæt på os og meget troværdig som for eksempel Diagon Alley (troldmændenes indkøbsgade) i London. Fantasiverdenen er uden for mugglernes rækkevidde/synsfelt, hvorfor Harrys omgivelser virker troværdige for læserne – for hvis man kendte noget til den verden, så var man vel selv en troldmand? Som en anden kuriositet kan nævnes de gode beskrivelser af Harrys univers: Vi ved hvornår han er født (1980), hvor han bor, hvor Hogwarts må ligge, hvorfra Hogwarts Expressen kører (Kings Cross Station) – perioden i hver bog (et år) og tidspunktet for, hvornår Harry forlader Hogwarts.

Rowling bruger desuden mange typer humor, hvilket er sjældent i eventyr:
For det første er der overraskelse/absurd humor: Mange besværgelser og fortryllelser – Malfoy anvender besværgelsen: Tarantellegra der får Harry til at spjætte/danse, og Snape stopper den med en: Finite Incantatem. I bog I får Dudley pludselig en hale, der som et kuriosum skal fjernes ved (menneskeligt) kirurgisk indgreb, i bog II får Harry besøg af en alf, der klemmer ørene i køleskabsdøren for at straffe sig selv, når han begår fejl.

Drilleri: For eksempel fortæller Neville Longbottom (Harrys klassekammerat) i bog I om sin troldmandsfamilies tvivl om, hvorvidt Neville mod forventning er født uden troldmandsevner. For at afprøve det smider familien ham ud ad vinduet for at se, om hans eventuelle troldmandsevner udvikles under turen ned.

Et andet eksempel er Næsten Hovedløse Nicks problemer med at blive optaget i De hovedløses Klub, for hans hoved ved henrettelsen ikke blev skilt helt fra kroppen.

Forbudte ideer: Harry forlader Hogwarts i sin usynlighedskappe. I bog III finder Ron og Harry et kort, der viser, når nogen bevæger sig rundt på Hogwarts hemmelige gange.

Vold eller aggression: Hipogriffens (fabeldyr) angreb på Malfoy, Hagrids begejstring for og kærlige betagelse af en aggressiv drageunge, der angriber Ron.

Verbal humor, ordleg, vittigheder og navne: Animagus (en der kan forvandle sig til et dyr), Which Broomstick, professor Lupus (er varulv). Det er også verbal humor, når det store farlige rovdyr med tre hoveder, ømt benævnes Fluffy af Hagrid.

Den virkelige verden
Som eventyrene afspejler også Harry Potter bøgerne den virkelige verden, og det vil blandt andet sige den engelske kostskoleverden med dens regler, og respekten for lærere. Dumbledore er den mægtigste troldmand og den øverste autoritet og hans visdom anfægtes ikke, hvorimod andre lærere nyder mindre respekt. For eksempel får Hermione lov til at blive væk fra timerne i spådomskunst, fordi faget betragtes som mindre seriøst – og læreren som inkompetent, hvilket også bekræfter, at det drejer sig om en nutidigt fortælling.

Lærerne beskrives med deres svagheder, og deres forbud respekteres i det omfang, de ikke hindrer elevernes heltebedrifter. Dvs. at voksnes autoritet ikke er uendelig, men absolut diskutabel. Filch og Snape adlydes først og fremmest, fordi de har mulighed for at idømme straf.

Der nævnes ingen guder eller religioner i bøgerne, men almindelige (fra religionen stammende) vesteuropæiske værdinormer overholdes, for eksempel det er ikke tilladt at stjæle, slå ihjel eller skade andre, ligesom racisme er uanstændigt, men i øvrigt trives blandt Voldemorts Death Eaters – som vist i den behandling de giver kæmper, alfer og mudbloods. Alfer fungerer også som slaver andre steder – efter eget ønske, så ligværdighed er stadig noget relativt.

Voldemort repræsenterer Satan, men ikke alle karakterer er flade. Snape hører trods sin usympatiske fremfærd til på det godes side.

Venskab sættes højt, og det er vennerne der trøster og hjælper, ikke lærerne. Rons mor repræsenterer periodisk det, som Harry mener, en mor skal stå for: Hjemmestrikkede trøjer, god mad, kærlige omfavnelser og voldsomme skideballer – rettet mod egne sønner – ikke mod Harry.

Karakteristisk for Harry Potter er også beskrivelsen af småborgerlige Dursleys, og her skiller bøgerne sig kraftigt ud fra eventyret: Dursleys der bor i Privet Drive (oversat til det meget betegnende: Ligustervænget), og hvis største frygt ser ud til at være: „Hvad tænker naboerne?“ Man kan sige, at Dursleys repræsenterer den engelske middelklasse, og Hogwarts symboliserer den frihedstrang, et sådan univers må fremkalde og det ønske om kontrol over egen tilværelse, som børn især kan have (jfr. Bettelheim). Dudley, Harrys fætter, repræsenterer den typiske mobber, der bidrager til at forstærke ovennævnte frihedstrang.

Med hensyn til polariteter (helt/skurk, god/ond) er grænserne mindre skarpe end i eventyr. For eksempel kan Hagrids stadige overtrædelse af reglerne for smugling af drageæg ikke placere ham som ond, ligesom alfen Dobby, der omhyggeligt arrangerer en del uheld for Harry Potter, hører også til på de godes side. Flere af Harrys klassekammerater er sammensatte naturer. Eksempelvis er Hermione en meget god ven og samtidigt et ulideligt dydsmønster, der altid er klar med en velanbragt irettesættelse. Snape er usympatisk og pålidelig. De „rigtigt onde“ er dog altid onde som familien Malfoy og Voldemort.

Desuden indeholder bøgerne de arketyper og de konflikter, som Bettelheim såvel som andre teoretikere har genkendt i eventyrene:

„Harry Potter contains many of the elements that Bettelheim identified in the Grimm tales. Ms. Rowling’s success in this sense may show the continued power of the form and the archetypes that those long-ago Germans perfected.“ (Sticks and Stones, side 184)

At eventyr er populære åndehuller i restriktive og undertrykkende samfund/i en restriktiv og undertrykkende børneopdragelse er ikke overraskende. Men de vestlige verdens børneopdragelse er jo netop ikke hverken restriktiv eller undertrykkende for tiden, så hvad skyldes Harry Potters popularitet?

Analyse af Harry Potter
Mange af Propps 31 funktioner forekommer i bøgerne i den rækkefølge, som Propp fandt var ufravigelig:
Med udgangspunkt i Propp kan fastslås, at følgende af Propps funktioner findes i hver af de fire første bøger:
1. A member of a family leaves home (the hero is introduced): Harry præsenteres.
2. An interdiction is addressed to the hero: Uncle Vernon udsteder forbud. (I bog II forbydes Harry at være til stede under en middag med uncle Vernons chef – i første bog er der adskillige forbud – blandt andet må Harry ikke tale.) Denne test finder sted flere gange: Harry forbydes at går rundt på skolen om natten – bog I.

3. The interdiction is violated: Harry overtræder forbudet – i bog II får han besøg af en meget larmende alf under den vigtige middag, hvorfor middagen forstyrres.

4. The villain makes an attempt at reconnaissance: Skurken (Voldemort) gør udfald.

8. Villain causes harm/injury to family member:Voldemort bortfører Ginny (Rons lillesøster- bog II) eller forsøger at lægge beslag på De vises Sten (I).

10. Seeker agrees to, or decides upon counter-action: Harry beslutter selv at finde stenen.

11. Hero leaves home: Harry (Ron og Hemione) opsøger det fremmede sted (I).

12. Hero is tested, interrogated, attacked: Voldemort eller stedfortræder angriber. I bog et er det lærer i Defense against the Dark Arts, der er Voldemorts talerør.

Den samme funktion findes i løbet af quidditchkampen.
14. Hero acquires use of a magical agent: Harry modtager f.ex. en usynlighedskappe.

16. Hero and villain join in direct combat: Voldemort versus Harry.
18. Villain is defeated: Voldemort forsvinder for først at dukke op i næste bog.

19. Initial misfortune or lack is resolved: Orden genoprettes i kosmos. Ginny reddes og stenen….

31. Hero marries and ascends the throne: Harry får anerkendelse, Gryffindor får points

Alle Propps syv typer af dramatis personae: Skurk, donor, hjælper, prinssese, afsender, helt, falsk helt kan findes i Harry Potter Skurkene er Malfoy og Voldemort, donor er Voldemort (kan også være Dumbledore, afdøde forældre mv.), hjælpere er Ron og Hermione og andre, prinsessen erstattes af magisk objekt (De vises sten i bog I, Ginny i bog II), Dursleys er afsendere, og helten er Harry. Læreren i Defense against the Dark Arts viser sig i samtlige bøger at være enten hjælper eller skurk eller udvidelse af skurken. I bog I er det Lupin, der bogstaveligt bærer rundt på Voldemort.

Köngas Marandas terning kan anvendes til beskrivelse af konflikterne: Harry går fra hårdtarbejdende, dårligt behandlede„Askepot“ (LYM) hos Dursleys til helt og legende i den magiske verden (HYM), og flere gange undervejs understreges hans position.

Mange konflikter foregår på den sociale low/high-akse der også dækker egen/fremmed, hvorimod der ingen bevægelser findes på F/M – aksen, dvs. mødet med det modsatte køn har meget lidt betydning for Harry Potters prøver – hans venskab med Hermione svarer mere til et søskendefforhold. I bog II bortføres Rons lillesøster, Ginny, af Voldemort, for at hun skal fungere som lokkedue for Harry.

På Y/A-asken sker der lidt, idet Harry bliver klogere og mere moden for hvert møde med det onde, men det kan på ingen måde betragtes som en pubertetskrise. Først i den femte bog har hovedpersonen følelsmæssige konflikter, der kunne give bevægelse på Y/A-aksen. Voldemort er High (HAM) socialt og med hensyn til magt, og bogens hovedkonflikt findes her, indtil Voldemort er overvundet.

Meletinskij erstatter Propps syv dramatis personae med tre funktioner:
1) Fortælleobjekter, som eftersøges eller kæmpes om: De vises Sten i bog I, Ginny

2) De der efterprøver helten, alle som tilskynder helten til at handle og aktiverer ham: Dumbledore, Voldemort, Malfoy, Ron, Hermione
3) De hvis rolle det er at erhverve fortælleobjekterne: Harry – på vegne af den magiske verden bistået af Ron og Hemione og til tider Dumbledore.

Den meletinske helt er som Harry: God og uden skyld. Han vælger det værste alternativ og udfører de handlinger, han nødvendigvis skal udføre, og den ikke-mytiske skurk er menneskelignende (når han ikke ligner en slange) og destruktiv – som Voldemort.

Med hensyn til Meletinskijs syntagmatiske model forekommer de to første akter i alle bøgerne:

1: Vanskeligheder – Harrys tilværelse hos Dursleys, møde med fjender

2: Tildeling af magiske evner/prøve – Harry viser sig pludselig at være rig og have uanede muligheder (bog I)

De følgende akter er ikke helt så tydelige:
3: Møde med tilkommende/heltebedriften. Der er ingen væsentlige møder med det andet køn, men heltebedrifter i det små: Quidditchsejr, duellering med Malfoy, møde med trolden. 4: Donorsekvens – vanskeligheder/evt. ny prøve, og i det store: Møde med Voldemort, 5: Belønning, bryllup. Her består anerkendelsen i øget status og tildeling af points til Gryffindor samt hæder og ære.

Harry Potter-bøgerne har den lighed med et questeventyr, at hovedmålet ikke er ægteskab med prinsessen, men erhvervelse af det magiske objekt. Harry Potter er i modsætning til fantasyens standardhelt af mirakuløs herkomst og udstyret med særlige modaliteter, som dog kun må anvendes, når han er i den magiske verden. Han stræber efter et objekt på fællesskabets vegne. Den basale test er ekstrafamiliær og finder sted i et et mytisk område – en dæmonisk transcendent lokalitet. Motivation for heltens afrejse – opsøgen af Voldemort – er nødvendig for Harry, men ikke altid bevidst.

Helten gennemgår prøver, der hver leder til opnåelsen af en fortælleværdi. Den forberedende er moralsk – og den består han (i bog I) i toget til Hogwarts, hvor han vælger Rons venskab fremfor Malfoys. Ron er Low og Malfoy er High både med hensyn til finansiel situation, status og magisk talent i begyndelsen. Desuden vælger han Gryffindor, da han har fordelerhatten på, uagtet fordelerhatten mener, at Slytherin også kunne være en mulighed: Harry vælger altså de(t) godes side.
Den basale/principielle test: Opnåelse af magisk objekt/hoveddåd. Der forekommer flere tests i løbet af bøgerne: Små sejre over Malfoy og erhvervelse af magiske objekter eller redning fra truede situationer (samt den tilbagevendende quidditchkamp).

Desuden består Harry den afsluttende/glorificerende prøve, hvor helten skal bevise, at han er den han er – i kamp mod Voldemort. Denne prøve bestås ofte med hjælp fra andre.

Følgende af Holbeks symboler kan genkendes hos Harry Potter:
1. Spaltning Man kan man tale om spaltningen mellem de gode, døde forældre og familien Dursley og deres behandling af Harry. Det er en spaltning på generationsaksen, og Dudley er en udvidelse af uncle Vernon.

Der er en spaltning i bog IV, idet Harry har held til at skabe en patronus = en beskyttende besværgelse, der er ham selv.
Crabbe og Goyle er en udvidelse af Malfoy, og Voldemorts hjælpere, death-eaters, er en udvidelse af Voldemort – professor Squirrel i den første bog bærer fysisk rundt på Voldemort, der ikke har kraft nok til at have egen krop.

Desuden er der i bog III et fænomen med samtidigt at være to steder, eller at hjælpe sig selv i fortid eller fremtid.

2. Pars pro toto Der er ingen særlige våben udover tryllestaven, der er en del af Harrys magt, og som præcist symboliserer Rons afmagt (hans knækkede tryllestav). Usynlighedskappen symboliserer beskyttelse.

Med hensyn til vand finder der i bog IV en turnering sted, hvor en del af opgaven er at redde en lille pige, der er anbragt under vandet. Hvis barnet ikke reddes inde for en bestemt tid, vil det drukne. Det skal formodenligt opfattes helt konkret.

Til gengæld er der Hulkende Hulda på pigetoilettet (bog II), og her står både hun og basilisken i vandrørene for død: Hun er død, og alle, som basilisken ser i øjnene, dør.

3. Projektion Følelser og reaktioner hos hovedpersonen udtrykkes som ting og begivenheder i omgivelserne. En stor trold på pigetoilettet symboliserer Harrys tiltagende angst for Voldemorts komme. „Fluffy“, den trehovedede hund, bevogter indgangen til de vises sten.

Hovedpersonen synes, at han/hun behandles dårligt af en forældre – den pågældende forældre er en stedmor/-far. Harrys gode forældre er døde og symboliseres med blandt andet rigdom (Harry har arvet en mindre formue) og forskellige former for beskyttelse, mens familien Dursleys så afgjort er en „stedfamilie“.

4. Eksternalisering – indre kvaliteter udtrykkes ved gerning eller særlige kendetegn. Gavmildhed, venlighed vises ved handling. Harry støtter Ron økonomisk, i de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre uden at støde Ron.

Ron og Harry udviser mod og solidaritet, da de redder Hermione fra trolden.

Harrys ensomhed udtrykkes ved, at han er den eneste der hører Voldemorts stemme på Hogwarts.

Sirius Blacks (bog III) liv som hund kan udtrykke hans fredløshed og forladthed som menneske.

5. Hyperbel Trolden der både er stor, dum og skrækindjagende optræder i bog nr. 1. At den er dum kan symbolisere, at den kan overvindes i modsætning til Voldemort, der i omtale virker uovervindelig. Voldemort beskrives som så skrækindjagende, at hans navn ikke nævnes, og i prologen i bog IV dør en ældre mand af hjerteslag ved synet af ham.

6. Kvantificering En enkelt hund (Fluffy) med tre hoveder og vogtende over en magisk genstand, er standardsymbol på kvantificering i bog I. Edderkopper (store og truende) findes i rigt mål i bog II, dementorer i bog III og death-eaters i bog IV, og kan være udtryk for det samme. (I bog V består den samme kvantificering af ministerielle embedsmænd).

7. Kontraktion Udviklingen i rum og tid trækkes sammen: Der er få kontraktioner – og næsten altid omhandlende en lang, kedsommelig sommerferie i Privet Drive, ligesom timerne på Hogwarts også kun er beskrevet kort.

Eventyrtræk ifølge Bettelheim
Som Bettelheim skriver, er det myters, legenders og eventyrs opgave at forberede det nysgerrige barn på verden og besvare barnets mange spørgsmål: Hvad er verden lavet af? Hvordan lever man der? Hvem ligner jeg? Eventyret giver ikke alt for specifikke svar og overlader derved konklusionerne til barnet. Det samme gælder for Harry Potter.

Desuden findes følgende „bettelheimske“ eventyrelementer:
1) Den lykkelige slutning garanteres i de fire første bøger: Harry klarer alle vanskeligheder, selvom han er ganske uden venner og hjælpemidler i begyndelsen.
2) Den beskyttende usynlighedskappe, som gør een usynlig selv for snedige troldmænd som Snape, betyder at muligheden for uendelig tryghed kan findes – også uden familie og venner.
3) Harrys magiske evner illustrerer kontrol over tingene og
4) Som mange andre eventyrhelte har Harry ingen (tilstedeværende) forældre. Hans gode moder er i graven og erstattet af småborgerlige Dursleys. Han er i den for børn vidunderligt heldige situation, at han hører til et helt andet sted, end der hvor han blot er et „vanskeligt“ barn – oven i købet et sted, hvor hans status er høj.

Der er ingen forstyrrende, overbeskyttende mor, der går i vejen for hans heltegerninger, men kun et periodisk savn – og Rons mor via julepakker mv.

Desuden er der støtte til barnets animalistiske fantasi: Barnet forventer, at klipper, træer og dyr har noget at sige os, og at vi lever i harmoni med dem. For eksempel er der i bog II noget så logisk som en aggressiv slagpoppel (det var det med harmonien), der langer ud efter Ron og Harry, fordi deres noget egenrådige bil forsøger landing i nærheden af Hogwarts. At bilen beslutter at fortsætte sin tilværelse som vild bil i skoven sammen med en masse edderkopper og kentaurer, der har samme sprog, men ikke helt samme normer – for eksempel slår edderkopper gerne ihjel – er ikke overraskende, og at den trehovede, skrækindjagende hund hedder Fluffy og falder i søvn, når man fløjter for den, er udmærket i tråd med et (mindre) barns opfattelse af overnaturlige væseners opførsel, omend det humoristiske islæt er specielt for Harry Potter.

Kæmpen Hagrid er venlig og lidt naiv, og kan sagtens narres til at fortælle hemmeligheder – altså overlistes, hvis det bliver aktuelt. Desuden bekræfter Hagrids tilstedeværelse, at venskab med en potentielt farlig person (forældre hos Bettelheim) er muligt.

Det vil sige, at Harry Potter-bøgerne dækker nogle af de behov, Bettelheim beskrev i Uses of Enchantment: Drengen der ikke er noget og ikke har styr på noget, får pludselig magiske evner, anerkendelse og kontrol. (Han bliver også rig, men det fylder meget lidt i bogen, som det måske er mindre betydende i de vestlige velfærdssamfund i dag.)

Hele serien er en bettelheimsk bekræftelse på,

at barnets magtesløshed kun er periodisk eller måske endda kun er en følelse
at alle problemer kan overvindes uanset, hvor hjælpeløs hovedpersonen føler sig eller hvor kvælende den småborgerlige hængedynd måtte synes.
at uforstående voksne ikke behøver at fylde hele tilværelsen, og man skal i hvert fald ikke lade sig hæmme af dem.

Uhyrerne overvindes – nogle af dem med fredelige midler som Fluffy, og den virkelige ondskab overvindes med magi, mod og uventet hjælp udefra. Uanset farens karakter overlever Harry og ender med venskab og status – både fra klassekammerater og fra skolens lærere – ikke mindst Dumbledores billigelse er en hædersbevisning. Heri ligger budskabet om, at det er en naturlig ting at tage ud i verden, at man skal tage de udfordringer der tilbydes, så belønnes den retfærdige og det onde straffes.

Er Harry Potter bøgerne eventyr?
Eventyrteorierne må siges at være anvendelige: Propps første funktioner samt Köngas Marandas ene konfliktakse, hvorimod det der går ud over børneeventyrene kan forkastes i denne forbindelse. De to første akter hos Meletinskij passer glimrende til Harry Potter, og Bengt Holbeks symboler er anvendelige, mens baggrunden i en seksuel symbolforklaring, ikke umiddelbart kan bruges her. Harry Potter-bøgerne har meget stor lighed med børneeventyr eller questeventyr, og hvis vi fastholder, at definitionen på fantasy er tilgang til en parallelverden, så er Harry Potter-bøgerne fantasy-litteratur under børneeventyrene. (Undtagelsen er stadig bog V).

Fantasy
Hvad angår den spæde start til en fantasy-teori, så kan der i Harry Potter-bøgerne findes følgende elementer der hører under fantasy:
1) en dobbeltverdenskonstruktion – den magiske og vores verden
2) Der er flere magiske passager til den magiske verden: 1) Kings Cross Station, perron 9 3/4, 2) rejse via kaminer samt 3) at teleportere, det vil sige at flytte sig fra et sted til et andet uden at bevæge sig og uden benyttelse af transportmiddel.
3) en budbringer fra den magiske verden – i bog I er det Hagrid, i bog II er det alfen Dobby.
Mange symboler og teorier fra eventyrene er anvendelige her. Eventyrelementerne anvendes i standardform som social indvielse og generationsopgør, men går med blandt andet humor og afsæt i vores verden langt ud over eventyrets rammer.

4. Konklusion
Harry Potter er fantasy-litteratur. Bøgerne lever helt op til de eventyr-teorier der også kan anvendes ved børneeventyr, hvorimod de elementer i teorierne, der har til hensigt at kortlægge de oprindelige folkeeventyrs indvielse til seksuelle relationer, ikke kan finde anvendelse her.

Desuden har Harry Potter de kendetegn, der gælder især for fantasy: Der er en parallelverden, en magisk passage (et tog) og en budbringer (Hagrid, Dobby) fra den magiske verden. Så konklusionen er, at i det omfang vi kan fastholde, at fantasy er en genre under eventyr, så er Harry Potter også et eventyr. Både hvad angår indhold og formål. I tilgift til det terapeutiske eventyr er Harry Potter bøgerne dog også humoristiske og fantasifulde ungdomsromaner.

Harry repræsenterer den sårbarhed og magtesløshed som børn føler, og Potter-bøgerne – som mange eventyr – giver børnene som læsere mulighed for terapeutisk at behandle forladthed, ensomhed og fremmedgørelse.

„… the problematic of the traditional tale as it is received in written form by the developing capitalist culture of the nineteenth and twentieth centuries. The richer and more tolerant children”s literaure has become, both in criticism and in the writing for children, the poorer children and adolescents are becoming in their material and social conditions.“ (Sticks and Stones, side 31)

Så på trods af børns stigende status er der stadigt behov for en fantasiverden hvor den magtesløse kan have kontrol, og Harry Potter dækker således et åbenbart evigt eksisterende behov i lighed med tidligere tiders eventyr, hvad enten de var beregnet for børn eller voksne.

Bibliografi> Bettelheim, Bruno. The Uses of Enchantment. The Meaning and Importance of Fairy Tales.Alfred A. Knopf. New York 1977

Bottigheimer, Ruth B. Grimms’ Bad Girls and Bold Boys. The Moral and Social Vision of the Tales. Yale University Press. Michigan 1987

Bottigheimer, Ruth. B. Fairy Tales and Society. University of Pennesylvania Press. Philadelphia 1986

Bremond, Claude/Thomas Pavel. De Barthes á Balzac. Fictions d””””un critique, critiques d”une fiction. Bibliothèque Albin Michel Idées. Paris 1998

Bremond, Claude, Joshua Landy and Thomas Pavel. Thematics. New Approaches. State University of New York Press. New York 1994 Carrol, Noël. The Philosophy of Horror or Paradoxes of the Heart. Routledge. New York og London 1990.

Clausen-Stolzenburg, Maren. Märchen und mittelalterliche Literaturtraditon. Universitätsverlag C. Winter.Heidelberg 1995

Dalgaard, Niels. Guide til fantastisk litteratur, Fremad, København 2000

Julian D”Arcy. Scottish Skalds And Sagamen.Old Norse Influence on Modern Scottish Literature. Tuckwell Press. East Lothian 1996

Grazzini, Serena. Der strukturalistische Zirkel. Theorien über Mythos und Märchen bei Propp, Lévi-Strauss, Meletinskij. Deutscher Universitäts-Verlag. Halle 1998

Hansen, Rasmus Thorning. En indføring i Eleazar Meletinskijs eventyrteori. Institut for litteratur, kultur og medier. Odense Universitet 1995

Holbek, Bengt. Interpretation of Fairy Tales, Danish Folklore in a European Perspective. Helsinki 1986

Holbek, Bengt. Tolkning af trylleeventyr.Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København 1989

Manlove, Colin. The Fantasy Literature of England. Macmillan Press Ltd. London 1999

Maranda, Pierre and Elli Köngäs Maranda. Structural Analysis of Oral Tradition. University of Pennsylvania Press. Philadelphia 1971

Rainer, Alexandra. Hollywoods Märchenhaftes Frauenbild. Peter Lang GmbH Europäischer Verlag der Wissenschaften. Frankfurt am Main 1997

Rowlings, H.K. Harry Potter and the Philosopher”s Stone, Harry Potter the Chamber of Secrets, Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, Harry Potter and the Goblet of Fire, Harry Potter and the Order of the Phoenix, Bloomsbury, London 1998 – 2003

Röhrich, Lutz. Märchen und Wirklichkeit. Schneider Verlag Hohengehren GmbH. Göppingen 2001

Sellers, Susan.Myth and Fairy Tale in Contemporary Women’s Fiction. Palgrave. Houndmills and New York 2001

Strömstedt, Margareta. Astrid Lindgren. Gyldendal 1999

Swinfen, Ann. In Defense of Fantasy. A Study of the Genre in English and American Literature since 1945. Routledge and Kegan Paul. London Boston 1984

Tatar, Maria. Off with Their Heads! Fairy Tales and the Culture of Childhood. Princeton University Press. New Jersey 1992

Towsend, John Rowe. Written for Children. The Bodley Head Children’s Books. London 1995

Zipes, Jack. Les contes de Fées.Et l’art de la subversion. Heinemann Educational Books Ltd. London 1986

Zipes, Jack. Sticks and Stones. The Troublesome Success of Children”s Literature from Slovenly Peter to Harry Potter. Routledge. New York and London 2000

Zipes, Jack. When Dreams Came True. Classical Fairy Tales and Their Tradition. Routledge. New York and London 1999

Tidsskrifter: BUM. børne- og ungdoms-litteratur magasinet, 1-2/2000, Andersen & Potter

Børn & Bøger. Tidsskrift for skolebiblioteker, skole- og kulturpolitik samt børne- og ungdomskultur. nummer 3 + 4, 2001.

Interessante hjemmesider (opgaven indeholder ikke citater fra eller henvisninger til disse):
„The Cinderella Project“, editor, Michael N. Salda, homepage: http://www-dept.usm.edu/~engdept/cinderella/cinderella.html
Denne side indeholder for eksempel en liste med 700 udgaver af Askepot fra hele verden.

The de Grummond Children”s Literature Research Collection, University of Southern Mississippi: www.lib.usm.edu/~degrum/

Oktober 2003

Bilag I – Propps inddeling af funktioner i eventyr – akter jfr. Meletinskij

I
1. A member of a family leaves home (the hero is introduced);
2. An interdiction is addressed to the hero (”don”t go there”, ”go to this place”);
3. The interdiction is violated (villain enters the tale);
4. The villain makes an attempt at reconnaissance (either villain tries to find the children/jewels etc; or intended victim questions the villain);
5. The villain gains information about the victim;
6. The villain attempts to deceive the victim to take possession of victim or victim”s belongings (trickery; villain disguised, tries to win confidence of victim);
7. Victim taken in by deception, unwittingly helping the enemy;
8. Villain causes harm/injury to family member (by abduction, theft of magical agent, spoiling crops, plunders in other forms, causes a disappearance, expels someone, casts spell on someone, substitutes child etc, comits murder, imprisons/detains someone, threatens forced marriage, provides nightly torments); Alternatively, a member of family lacks something or desires something (magical potion etc);

II
9. Misfortune or lack is made known, (hero is dispatched, hears call for help etc/ alternative is that victimised hero is sent away, freed from imprisonment);
10. Seeker agrees to, or decides upon counter-action;
11. Hero leaves home;
12. Hero is tested, interrogated, attacked etc, preparing the way for his/her receiving magical agent or helper (donor);
13. Hero reacts to actions of future donor (withstands/fails the test, frees captive, reconciles disputants, performs service, uses adversary”s powers against them); v 14. Hero acquires use of a magical agent (directly transferred, located, purchased, prepared, spontaneously appears, eaten/drunk, help offered by other characters);

III
15. Hero is transferred, delivered or led to whereabouts of an object of the search;
16. Hero and villain join in direct combat;
17. Hero is branded (wounded/marked, receives ring or scarf);
18. Villain is defeated (killed in combat, defeated in contest, killed while asleep, banished);
19. Initial misfortune or lack is resolved (object of search distributed, spell broken, slain person revivied, captive freed); v 20. Hero returns;
21. Hero is pursued (pursuer tries to kill, eat, undermine the hero);
22. Hero is rescued from pursuit (obstacles delay pursuer, hero hides or is hidden, hero transforms unrecognisably, hero saved from attempt on his/her life);

IV
23. Hero unrecognised, arrives home or in another country;
24. False hero presents unfounded claims;
25. Difficult task proposed to the hero (trial by ordeal, riddles, test of strength/endurance, other tasks);
26. Task is resolved;

V
27. Hero is recognised (by mark, brand, or thing given to him/her);
28. False hero or villain is exposed;
29. Hero is given a new appearance (is made whole, handsome, new garments etc);
30. Villain is punished;
31. Hero marries and ascends the throne (is rewarded/promoted).

Bilag II – Personer og væsener i Harry Potter-bøgerne

Harry Potter
Bor hos Dursleys, dvs. tante Petunia (søster til Harrys mor), onkel Vernon og bøllen Dudley, der er Harrys fjende. Harrys forældre blev dræbt af lord Voldemort, men Voldemort måtte selv give op overfor Harry, da denne var en baby. Dursleys bryder sig ikke om Harry, og har megen modvilje mod den magiske verden.

Ronald Weasley: Harrys gode ven, ud af en stor søskendeflok. Rons far arbejder i Ministeriet for Magi. der blandt andet arbejder for at holde den magiske verden skjult for mugglerne (= almindelige mennesker uden magiske evner), samt med at gribe ind over for smugling af drageæg o.a. I den femte bog blander ministeriet sig også i undervisningen på Hogwarts.

Albus Dumbledore: Leder af Hogwarts. Umiskendelig lighed med Merlin.

Minerva McGonagall: Lærer på Hogwarts, leder af Gryffindor, hård men retfærdig.

Hermione Granger: Ven og klassekammerat, bedrevidende dydsmønster

Draco Malfoy: Harrys ærkerival, søn af en death-eater. „Lokalfjende”. Harry Potters uven og konkurrent, der benytter enhver lejlighed til verbalt at angribe Rons fattigdom og Hermiones ikke-troldmands-herkomst

Crabbe og Goyle: Malfoys sekundanter – store, småt begavede.

Severus Snape: Lærer i kemi (her: trylledrik). Dårlig karakter, hader Harry, men hører ikke til de onde troldmænd.

Desuden mange andre lærere – en enkelt lærer er spøgelse, en anden varulv.

Lord Voldemort: Ond, magtfuld troldmand, kaldet You-Know-Who for ikke unødigt at skræmme omgivelserne: Fjenden der har slået Harrys forældre ihjel – og stadig er en trussel for Harry i alle bøgerne – både i kraft af store magiske evner og mange tilhængere (Death-eaters), der går ind for „ond magi”.

Dobby: Familien Malfoys husalf, budbringer i bog II

Hagrid Rubeus: Nøglemester, god ven, Dumbledores tro tjener. Halvt kæmpe

Sirius Black: Gudfader til Harry, var ven med hans far. Nærmeste familie i troldmandsverdenen.

Dementorer: Uhyggelige fangevogtere fra Azkaban – fængsel for troldmænd, hvorfra ingen vender tilbage med fornuften i behold, medmindre de har ganske særlige evner (som f. eks. at være en animagus, dvs. en troldmand, der kan forvandle sig til et dyr).

Desuden forekommer forskellige arter af drager, hippogriffer og mange andre magiske væsener.