Siden kommunalreformen i 2007 har vi i provinsen, vandkanten og udkanten fået en stadig mere stedmoderlig behandling af centraliseringsbegejstrede politikere, af en presse på jagt efter nyheder om udkantsforfald og udkantsproblemer, af bankerne der ikke længere låner ud til private institutioner i provinsen – og ikke mindst af kulturen, der har taget ham med mælkekassen bag på knallerten til sig som symbol på områder, der er opgivet af hovedstaden
som i Madam Nielsens Den endeløse sommer – med stederne, hvor:
… de ramponerede knallerter med mælkekasser på bagagebæreren og de menneskelige særheder er flest.
Men sådan ser her jo slet ikke ud. Vi har tværtimod en skøn blanding af natur og kultur. Her i Faaborg har vi kunstnertræf, Faaborg Folkefestival, undervisning i thailandsk og bridge, lokale orkestre, og har det ikke en betydning for livskvaliteten, at der er 500 meter til en badestrand, femten minutter til skoven, syv minutters gang til bymidten, og at genboen har får? Og nej, vi skal ikke stille os op på en bakke for at få forbindelse på iPhonen. Vi har stort set det hele – bare billigere.
Men det dårlige rygte og den ubehagelige retorik skader os og gør os sårbare overfor selv små nederlag. Derfor kan man med en vis begejstring konstatere, at protesterne mod udkantsdommen er stigende i antal og styrke, både på Facebook, i avisdebatten og på bogmarkedet hvor der i marts udkom tre udkantsrelevante bøger: Udkantsmyten af Kaare Dybvad, Oprør fra udkanten af Finn Slumstrup og Viggo Mortensen (red.) og City Design Strategi af Steffen Gulmann.
Kaare Dybvads Udkantsmyten med den sigende undertitel: Hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft er en beskrivelse af hvordan centralisering af statslige arbejdspladser, uddannelse og beslutninger har skævvredet landet.
45.000 statslige arbejdspladser er nedlagt siden 1997. I København betyder det en arbejdsplads ud af 25, men i provinsen er det hver femte.
I København er der nu er en statslig arbejdsplads for hver 10 borgere og på Langeland en for hver 100 borgere. Det betyder at København har 57.000 statslige arbejdspladser mere end hovedstaden burde have, hvis arbejdspladserne havde været ligeligt fordelt over hele landet.
De statslige arbejdspladser har betydning på flere ledder. Der er effekten på forbrug og kommuneskat fra relativt højtlønnede, og hertil kommer så deltagelse i lokalt foreningsliv, styrkelse af det faglige liv og måske et bidrag til børnetallet.
Når det gælder en bedre fordeling af uddannelse og arbejdspladser kan vi lære en del af Norge, Sverige og England: Norsk distriktspolitik omfatter fordele for virksomheder, differentieret beskatning, øget børnebidrag i yderområderne og mulighed for at få eftergivet studiegæld ved flytning til visse områder. Ydermere har eksempelvis Sverige en transportpolitik, der i visse tilfælde gør færgetrafik gratis og i hvert fald betydeligt billigere end i Danmark.
Dybvad afslutter med syv forslag til, hvordan man får landet til at hænge sammen igen herunder udflytning af statslige arbejdspladser, bedre industripolitik med styrkelse af erhvervsuddannelser. Desuden skal det ikke være gratis for de større byer at flytte deres sociale klienter ud i yderområderne, ligesom infrastrukturen – også den digitale – skal være i orden, og der kunne indføres skattefordele til udkanten.
Finn Slumstrup og Viggo Mortensens Oprør fra udkanten berører også kommunalreformen og svigtet fra udkantsområdet København. Der er mange forslag til hvad stat og kommuner kan gøre og hvad man bør gøre for at bevare en solidarisk nation og en fælles national bevidsthed.
Løsningen på udkantsproblematikken synes åbenbar: Indfør SØZ – Særlige Økonomiske Zoner – omfattende nedsættelse af salgsmoms, stimulering af beskæftigelse, dispensationsmuligheder fra komplicerende lovgivning.
Hvor Udkantsmyten og Oprør fra udkanten rummer dels en hård kritik af den regering, der har centraliseret administrationer, uddannelser og forvaltninger, og dels forslag til hvordan balancen genoprettes, så præsenterer Steffen Gulmann med City Design Strategi helt konkrete og direkte anvendelige metoder til at afhjælpe de kedelige tendenser og tiltrække nye borgere og nye virksomheder.
Der er primært nogle basale krav til byen: Der er et behov for nødvendig service, offentlig transport, bredbånd, sundhedspleje. Så er der krav til kommunen om åbenhed og mulighed for indflydelse. Natur, kultur og et godt foreningsmiljø kan også tiltrække nye borgere, og her kan en by med relativt mange ældre vise sig at have væsentlige ressourcer, når det handler om engagement i kulturelle foreninger.
Turisme er tilegnet et kapitel for sig og især det grønne aspekt er værd at tage med ved city branding: øko-turisme, små økologiske virksomheder, gode cykelstier så man kan nyde de smukke landskaber uden stadig tilførsel af udstødningsgasser.
Hvis man som Faaborg er en by med mange kunstnere, kan man bruge det til en place branding. Og man kan reklamere for større, bedre beliggende boliger til lavere pris, hvilket nok er en mulighed for rigtigt mange provinsbyer.
City Design Strategi omfatter desuden forslag til strategier for, hvordan kommunen, borgerne og virksomhederne sammen kan skabe en attraktiv by med en fremtid.
Udkantsfremtid?
