Fra tidernes morgen – eller i hvert fald siden skolens barndom – har lektier været en del af dagligdagen. Forhadte, frygtede, familieskænderiforårsagende, men de har vel været nødvendige?

Det stiller amerikaneren Alfie Kohn nu spørgsmålstegn ved. Er hjemmearbejde virkeligt nødvendigt, og bliver eleverne dygtigere af det?

Svaret er overraskende, og lidt pinligt for de af os forældre, der har hængt over ungerne for at få dem til at lave lektier: Nej, lektier forbedrer ikke indlæringen. Alfie Kohn dokumenterer dette med adskillige undersøgelser, og en enkelt undersøgelse viser endda, at for børn i de små klasser er der negativ sammenhæng mellem mængden af hjemmearbejde og  indlæring.

Men hvorfor skal ungerne slås med hjemmearbejdet, hvis der ikke er nogen nyttevirkning?

Ifølge Alfie Kohn skyldes traditionen for hjemmearbejde dels en forenklet tilgang til uddannelse: Når en tennisspiller skal øve sit slag, så skal han bruge tid på tennisbanen – jo mere øvelse, jo bedre resultat. Desværre har adfærdspykologien (behaviorismen) stået fadder til den fejlagtige opfattelse, at det samme gælder intellektuelle færdigheder. Som med laboratorierottens betingede reflekser, så med ungernes indlæring. Derfor kan hjemmearbejdet træne børn til at huske det rigtige svar, de rigtige mønstre og procedurer, men det lærer dem ikke at tænke. Det er desuden Kohns holdning, at hjemmearbejdet fastholdes på grund af en total mangel på interesse for undersøgelsesresultater og en modvilje hos blandt andre forældre mod at stille spørgsmålstegn ved det konkrete udbytte. Og når hjemmearbejdet altid accepteres så ukritisk, skyldes det de førnævnte fundamentale misforståelser om, hvordan læring finder sted, positiv vægt på konkurrencevilkår i uddannelsen – og hvad der er værre: En forældet og basal mistillid til børn, og til hvordan de foretrækker at bruge deres tid: I like it when my kids get homework over the summer. Keeps’em out of trouble!

Kohn skriver videre, at hjemmearbejde er medvirkende til, at karakterer og prøveresultater forveksles med indlæring. Og hvad er det egenligt med de der standardiserede prøver?  Det bedste man kan sige om dem, er at de er nemme at indsamle og rapportere. Ellers viser standardprøver kun to ting: At op til 90% af forskellene i resultater mellem skoler og kommuner kan begrundes rent statistisk uden det fjerneste kendskab til, hvad der måtte foregå i klasseværelset. Alt hvad der behøves, er lidt oplysninger om gennemsnitsindkomst og forældrenes uddannelsesniveau. Den anden information, der kan trækkes ud af en test, er hvor dygtig en bestemt gruppe elever er til at tage standardprøver – og måske hvor meget klassetid, de har fået til at forberede netop det at tage standardprøver. Standardprøver kan aldrig give meningsfuld oplysning om kvaliteten af en elevs tænkning eller om kvaliteten af skolen. Faktisk må stigende prøveresultater give anledning til bekymring, for enhver time læreren bruger på at forberede eleverne til prøverne, er en time, der ikke er brugt på at gøre vores børn til kritiske, nysgerrige, kreative tænkere.

Men der er håb forude: Konklusionen er – ikke overraskende, at når indlæringen er meningsfuld, lærer vi meget hurtigere. Det der skal til, er kvalitative ændringer i, hvordan elever ser sig selv i forhold til opgaverne og mere engagement i læringsprocessen, så eleverne får chancen for at stille deres egne spørgsmål. (Kapitlet herom har titlen: Restoring Sanity.)

I Japan formulerede flere grundskoler sidst i 1990’erne en nul-hjemmearbejde-politik, hvilket må siges at være en rationel udvikling på baggrund af de hidtidige erfaringer og undersøgelser. Efter indførelsen af nul-hjemmearbejde-politikken begyndte eleverne på egen hånd at undersøge emner, de havde arbejdet med i klassen.

I USA var den seneste nyhed: Forældre ansætter akademiker som lærer for to-årige!

Ja, sådan er det altså i Japan og i USA. Sædvanligvis ligger vi i Danmark ca. 20 år efter USA, men her har vi chancen for at komme først, fordi vi allerede for 150 år siden kunne bryste os af den revolutionære skolemand, Chresten Kold, der skabte sin undervisning ud fra blandt andet betragtningen om, at eksamensvæsenet, lektievæsenet og udenadslæsningen var børneskoleundervisningens tre plager (falske og løgnagtige væsener) og derfor skulle undgås.

Vi har i landet stadigt friskoler baseret på blandt andet Chresten Kolds skoletanker, der faktisk hylder en nul-hjemmearbejde-politik, eller i hvert fald støtter, at børn først får lektier for efter femte – sjette klasse. Det glade budskab er derfor, at vi råder over ideer og lærere, der har erfaringen. Så i princippet burde det være let at (gen-)skabe verdens bedste skolesystem med plads til kreativitet og udvikling: Vi kan begynde med at holde vores grundskole prøve- og lektiefri!

OM BOGEN

Alfie Kohn. The Homework Myth – Why Our Kids Get Too Much of a Bad Thing. 260 sider. Pris ca. 14 $.

Fyens Stiftstidende den 13. marts 2007

Birte Gam-Jensen