Demokratiets vilkår

Semesteropgave, Globalisering og Integration, master, december 2011

Indholdsfortegnelse

Problemformulering	1
Metode	1
Indledning	1
Demokrati	2
Globalisering	3
Anthony Giddens	3
Zygmunt Bauman	5
Francis Fukuyama	5
Delkonklusion	6
Nationalstaternes fremtidige opgaver	6
Fremtidens ressourcer	7
Landgrapping	7
Økonomisk magt	8
Delkonklusion – økonomisk magt	9
Forbrugermagt	9
Delkonklusion – forbrugermagt	11
Protestmagt	11
Delkonklusion – protestmagt	13
Occupy Wall Street	13
Delkonklusion – Occupy Wall Street	16
Konklusion	16
Litteraturliste	17

 

 

 

Problemformulering

Hvordan påvirker globaliseringen demokratiets muligheder i fremtiden? Kan demokratiet fungere med presset på velfærdsstaten? Og hvordan hænger Occupy Wall Street-bevægelsen sammen med Giddens og Baumans demokrati- og globaliseringssyn? Det er hensigten med denne opgave at se nærmere på de forhold, der måtte have betydning for demokratiets udvikling fremover.

 

Metode

En kort gennemgang af demokratidefinitionen i The Life and Death of Democracy af Keane efterfølges af en skitsering af Anthony Giddens og Zygmunt Baumans forventninger til globalisering/radikal modernitet og dennes indflydelse på demokratiet baseret på deres værker henholdsvis The Consequences of Modernity og Globalization – the Human Consequences. Dernæst suppleres med billeder af dagens magtfordeling herunder risikoen for økonomisk centralisering og udviklingen i demokratiske protestbevægelser samt andre aktører, der har indflydelse på demokratiets funktion og kompetencer.

 

Indledning

Demokrati er verdens værste styreform – næst efter alle de andre. Men denne udskældte, langsomtkørende styreform har det uomtvisteligt forsonende træk, at intet menneske bliver for magtfuldt. Måske kan vi fremover undgå kloner af Caligula, Amin, Stalin, Pol Pot. Men mange beslutninger tages tilsyneladende udenom demokratiet, og der er virksomheder, der scorer overdimensionelt på bekostning af mennesker, ligesom vores på velfærdsstaten funderede solidaritet ikke altid når helt ud, hvor den gør reel nytte. Er demokratiet vejen frem i denne globaliseringstid, og hvordan skal det så fungere?

 

Demokrati

Demokrati er ifølge Keane ‘afnaturaliseringen af magt’, det vil sige at magten ikke længere ligger hos den stærkeste (the fittest). Den vigtigste politiske opgave er at forhindre fåmandsvælde eller at magten samles hos de rige eller magtfulde.

Demokrati findes i forskellige former, selv diktaturer har i vore dage eksempler på demokratisk involvering af borgerne, og valghandlinger findes i mange versioner, selvom modellen med en maskinpistol i ryggen vel er uddateret. Mest udbredt er nok indirekte valg som de forekommer i den vestlige verden: Vi vælger personer til at vælge for os, og kun ved ganske særlige lejligheder såsom grundlovsændringer stemmer vi direkte.

Keane opererer med det han kalder Monitory democracy, der kan oversættes med advarende/rådgivende demokrati, eller måske ’dynamisk demokrati’. Det er den type vi møder i dag, hvor politikerne jævnligt først vælger standpunkt efter at have afventet udtalelse om et lovforslag/den førte politik fra enten adspurgte eksperter, tænketanke, bloggere eller facebookgrupper. Det gør demokratiet mere demokratisk, men har også den uheldige bivirkning, at ethvert emne tages op, og informationsmængderne bliver uigennemskuelig store, hvorfor der ofte i stedet kan opstå ligegyldighed eller magtesløshed fra vælgernes side, ligesom dagens demokrati i stort omfang åbner for påvirkning af penge, spin, organiseret hemmeligholdelse og lovlig tvang.

I det hele taget lider demokratiet (jfr. titlen The Life and Death of Democracy). Det har forskellige årsager, blandt andet har statsledere brugt demokratiet som begrundelse for at starte krige og som skalkeskjul for at få adgang til eksempelvis olie- og naturressourcer, ligesom vores demokrati ikke har været i stand til at undgå, at virksomheder har flyttet rundt på arbejdspladserne afhængigt af hensynet til egen indtjening og uden interesse for social retfærdighed – eksempelvis udflytning af virksomheder fra Danmark til Kina på grund for højt lønniveau og for skrappe miljøkrav i Danmark. Det har skabt klasseinddeling og øget ulighed i demokratiske lande: Wal-Marts formue svarer til den samlede formue hos de fattigste 40% af den amerikanske befolkning. Det giver et dårligt navn til global styring og er med til at udstille demokratisk valgte regeringers magtesløshed.

Overordnet er problemet med demokratiet borgernes skuffelse over dårligt arbejdende regeringer, de fejlagtige forsøg på at promovere demokrati ved hjælp af krig og brugen af statsautoritet mod ’terrorisme’ ved anvendelse af diskutable juridiske metoder – eksempelvis Danmarks deltagelse i krigen i Iran. Desuden lanceres demokrati ofte som en bedre (kristen) religion, og opnår derfor ej muslimsk eller buddhistisk interesse/støtte – stadigt ifølge Keane. Det har så efterfølgende vist sig ikke at være tilfældet jfr. Det arabiske Forår.

Herudover viser det sig, at ud af halvfems amerikanske, militære indgreb fra 1898 til 1992 i demokratiets navn, er de demokratiske effekter kun observeret i 28%. Den markedsmæssige grådighed er undsluppet offentligt opsyn, og ingen har gjort sig den ulejlighed at belønne små demokratiske tiltag og straffe dem, der forsøger at påvirke markederne af personlige eller gruppehensyn.

Som demokratiet ser ud nu, er der masser af gode grunde til at redefinere begrebet men fastholde, at det er en styreform der er på folkets side og som har idealer om at beskytte den svage og styrke retten til et liv frit for tyranner og diktatorer. Og som vil kunne sikre adgangen til passende ressourcer: Uddannelse, mulighed for lægehjælp og juridisk hjælp til basale menneskerettigheder. I sin essens smukt kaldet: Ydmygt demokrati.

 

Globalisering

betyder ifølge Anthony Giddens, Zygmunt Bauman (og andre) hurtigere transport, hurtigere netforbindelser, hurtigere pengeoverførsler. Regionale økonomer, samfund og kulturer bliver mere forbundne i et globalt netværk i kraft af kommunikation, transport and handel.

Tid og sted er ikke længere afgørende for, hvad vi skal foretage os. Vi behøver ikke som tidligere tiders bonde at stå op med solen og gå i seng med hønsene, så om foråret og høste i august. Det er en verden hvor mobilitet og hastighed er afgørende. Det medfører blandt andet, at penge overføres frit, og dem der ejer kapitalen befinder sig ikke nødvendigvis i nærheden af dem, der arbejder for kapitalen. Det betyder også, at politisk magt og økonomisk magt ikke længere hænger sammen. Desuden har det svækket staten der tidligere befandt sig på trefoden militær, kulturel, økonomisk magt, fordi den mister magt over økonomien. Globaliseringen påvirker også migration, kultur og organisationer, og det kan betyde, at regeringen også mister magten over kulturen. Hvilket kan ses af det pludselig behov for kanoner – litterære og kulturelle – der opstod for et par år siden.

På sigt kan der blive tale om, at nationalstaten må afgive suverænitet i forbindelse med ny omfordeling af knappe ressourcer.  Dermed bliver immigration mindre afgørende for den enkelte stat, og dermed aflyses også valget mellem multikulturalisme og velfærdsstat.

Staten der tidligere har tjent som kollektiv forsikring mod individuel ulykke, har mistet noget af den økonomiske magt i sin bøjen af for markedskapitalismen, og den frygt som demokratiet og dets ‘barn’, den sociale stat, lovede at fjerne er vendt frygteligt tilbage. Der er ikke længere nogen kontrol efter Murens Fald, fattigdom er igen blevet kriminaliseret, og den barmhjertige stat funderet på den moraliserende begrebsopfattelse af fattigdom har en tendens til at forgrene sig til en socialstat, der sikrer minimale garantier for sikkerhed til middelklasserne og en stadigt mere undertrykkende stat, der modvirker de effekter af vold, der er resultatet af stadigt mere usikre betingelser for størstedelen af befolkningen, som det kunne ses af eksempelvis urolighederne i Paris 2007, og igen i 2011 i Paris, Madrid, Athen.

Men nationalstaten kan erstattes af en global pendant til den sociale stat. EU sigter på en endnu ufuldendt udgave af en sådan institutionel ramme, hvilket modarbejdes af de eksisterende nationalstater og deres modvilje mod at give afkald på den sidste rest af souverænitet.

 

Anthony Giddens

The Consequences of Modernity, The Politics of Climate Change

I vores forsøg på at genvinde noget af tidligere tiders tryghed og sikkerhed på vores egen individualistiske måde gennem overforbrug og accept af forarbejdet billigelse står vi også overfor nogle af modernitetens højrisiko-katastrofer, hvilket ifølge Giddens er, at den totalitære magt vil øges, at der kommer krig på kernevåben, økologisk katastrofe og/eller  kollaps i de vækstøkonomiske mekanismer.

Kulturen er også udsat for globalisering, og den bliver mødt på tre måder: Med modstandsløs accept som i den vestlige verden, med militante forkastelse, som eksempelvis Taliban i Afghanistan eller med nationalisme som Nordkorea. Det vil i de to sidstnævnte tilfælde betyde en udskydelse af eventuelle demokratiske tilbøjeligheder.

Hos Giddens er mennesket vigtigt, og en identitet er nødt til at være konsistent og integrerende i forhold til begivenheder og  hændelsesforløb i den eksterne “virkelige” verden, hvis et individ skal  indgå i relationer med andre. Det kan betyde en ny vej  fra “ulighedpolitik” til “livspolitik”, at nye sociale bevægelser får mere indflydelse på den enkelte end politiske partier, og at disse bevægelser vil stå for “demokratisering af demokrati”. Til gengæld er det traditionelle politiske højre og venstre, der i udgangspunktet er baseret på klassesamfundet, ret uinteressant, hvilket folketingsvalget i september i Danmark viste med stor tydelighed.

Globaliseringen eller radikal modernitet – Vi er ikke kommet videre end modernitet, har ikke bevæget os væk fra modernitet, men befinder os i en fase af modernitetens radikalisering fordi: at introducere et nyt begreb som “globalisering” antyder, at der sker noget  meningsbærende anderledes eller nyt i forhold til den forudgående periode. Det er Giddens’ holdning, at vores samtid karakteriseres ved de samme elementer som moderniteten, men at disse elementer er forstærkede. Derfor foretrækker han begrebet “radikal modernitet”, der som nævnt medfører en spaltning mellem tid og sted, hvor årstiders skiften og døgnrytmen ikke længere er afgørende for hverdagen. Det betyder, at livshastigheden, der nu fremstår uden indlagte, naturlige pauser, får betydning for demokratiet, der er præget af langsomme og lange processer, og flere valg træffes måske på begrænset vidensgrundlag, fordi ingen har tid til at sætte sig ind i den totale baggrundsviden.

Globaliseringen er en udvidelsesproces, forbindelser udvides og dækker hele verden, og de globale sociale relationer intensiveres. Det bliver afgørende for nationalstaten og det kan på sigt give en push-pull bevægelse mellem centraliseringstendenser og suverænitetstendenser, hvorved demokratiet får vanskeligere kår, hvilket vi kan se allerede i samarbejdet med EU, hvor vælgerne gang på gang føler sig forurettede over at blive overtrumfet at bestemmelser, der er foretaget uden for landet.

Nationalstaten er blevet for lille til store problemer i livet, og for stor til de små problemer i livet (Daniel Bell)

Giddens’ metafor for radikal modernitet er ”Juggernaut” = lastvognstog eller ødelæggende kraftfelt, der er i modsætning til hans grundlæggende idé om, at mennesket fortsat har indflydelse på udviklingen – ikke mindst jfr.  udgivelsen The Politics of Climate Change.

”Not Apocalypse Now but Apocalypse from now on”

Globaliseringen og de mange nye aspekter der kommer tættere på os betyder også, at vi i stadigt større omfang må sætte vores lid til ekspertsystemer, for ingen af os kan længere overskue den samlede informationsmængde. Det påvirker selvsagt også verdenssyn og menneskesyn: Positivt, negativt, udviklingsorienteret. Vil modernitet blive opfattet som noget vestligt eller som et fælles menneskeligt vilkår?

Sammenfattende for Giddens er, at moderniteten er multidimensionel hvad angår institutionsniveauet, og at koordination på tværs af tiden er basis for kontrol af rummet, penge, magt og sprog. Sikkerhed/frygt bliver et politisk våben. Økonomiske forbindelser får betydelig magt over institutioner, og statens autonomi er betinget af dens tillid til kapitalakkumulering, som den har begrænset kontrol over.

Staten har stadigt volds- og skattemonopol, men risici er uensartet fordelt mellem de priviligerede og de underpriviligerede. Sociale bevægelser angiver retningen for potentielle fremtidige ændringer i samfundet.

Regeringerne får i fremtiden ansvaret for at regulere i et post-mangelsamfund, hvilket enten vil skabe alt for autoritære regeringer eller overlade markedet til de frie kræfter. Det kan skabe store forskelle i livsmulighederne for forskellige grupper og regioner. Der vil blive behov for en global redistribution af velfærd.

 

Zygmunt Bauman

Globalization – The Human Consequences og Collateral Damage

Indledningsvist definerer Bauman globaliseringen med ca. samme udgangspunkt som Giddens iThe Consequences of Modernity:  En verden hvor mobilitet – internet, transport, netværk – er altafgørende. Det medfører som nævnt under Giddens, at penge også rejser frit, og at dem der har kontrol over kapitalen ikke længere befinder sig i nærheden af dem, der arbejder for kapitalen. Det betyder også, at politisk og økonomisk magt ikke nødvendigvis hænger sammen, og hvad der er værre: At de rige ikke længere har brug for de fattige i dette højteknologiske samfund.

Det er efterhånden langt fra tankegangen hos Ford i begyndelsen af 1900-tallet, hvor hans samlebåndsarbejdere blev lønnet ud fra den betragtning, at de skulle have råd til at anskaffe sig en af hans biler.

De nye klasser består af eliten, der hersker over mobiliteten, virtuel og reel, og de fattige der er indespærret af virkeligheden: Integration, illegalitet, ingen uddannelse, ingen penge samt en klar viden om, hvad det er man går glip af, når man befinder sig på bunden.

Bauman er marxistisk inspireret og tolker moderne kapitalisme, der er båret frem af forbrugerstyret fetichisme, som udtryk for at vare og værdi ikke længere hænger sammen. Det har blandt andet de konsekvenser, at solidaritet og sammenhængskraft er forsvundet

Såvel Bauman som Giddens er inde på, at frygtmanipulation får øget betydning i de vestlige demokratier fremover. Terrorlovgivningen tegner et fint billede af det: De partier der mest overbevisende kan hævde at beskytte borgerne mod alle de farer, deres spindoktorer beskriver, vil få regeringsmagten. Det skaber ambivalente holdninger overfor udlandet og sætter nationalstaterne på prøve – som Danmark der ønsker øget internationalisering og lukker grænserne på samme tid.

 

Francis Fukuyama

Presset på nationalstaten bekræftes af Francis Fukuyama kendt for bogen The End of Times(1992), hvori han efter Murens Fald hævdede, at det liberale demokrati og markedsøkonomien var sidste led i de politiske systemers udvikling. For Fukuyama er det basalt for et liberalt demokrati, at nationalstaten er stærk, har et fungerende retssystem og et ansvarligt styre. I modsætning til eksempelvis Keane og dennes teorier om de første demokratier så mener Fukuyama ikke, at religion ikke stiller sig hindrende i vejen for indførslen af demokrati, hvilket vi vel kan se bevist ved de demokratiske processer i forbindelse med Det arabiske Forår?

Ud fra Fukuyamas definition er det liberale demokrati i stor fare: Nationalstaten vakler, og det ansvarlige styre kan man også diskutere her under finanskrisen, så måske er det ved at være tiden, at vi sigter større: EU eller et verdenssamfund med gode institutioner til at sikre basal beskyttelse af mennesket.

 

Delkonklusion

Giddens, Bauman, Fukuyama: Demokratiet får vanskeligheder, traditionel partipolitik taber pusten, og folk støtter fremover demokratiske bevægelser efter smag og behag. Økonomien hænger ikke længere så godt sammen, og demokratiet kan ikke leve op til alle forventninger om retfærdig behandling af borgerne. Såvel den demokratiske proces som velfærdet vil blive påvirket, og ikke alle politiske beslutninger vil blive taget af demokratisk valgte regeringer.

 

Nationalstaternes fremtidige opgaver

Hvor både Giddens og Bauman finder, at de store beslutninger fremover med fordel kan træffes på globalt plan, så mener Kenneth Rogoff, at de vestlige demokratier stadigt kan nå at træffe fremtidssikrede beslutninger selv.

Basalt kan man sige, at demokratiet har givet for meget rum til markedskapitalismen. Det fungerede fint, da den for to århundreder siden løftede millioner af mennesker ud af fattigdommen, men det er en kendsgerning, at samme markedskapitalisme ikke er bæredygtig. Desværre råder vi ikke over en ny udgave af kapitalismen, der kan sættes ind. Kina har sin egen version men er foreløbigt sårbart økonomisk og finansielt.

Nationalstaterne burde have sat en pris på ren luft og frisk vand og dermed imødegået klimaudfordringerne. Dernæst har markedskapitalismen skabt umådelig ulighed, og stor rigdom giver mulighed for at købe indflydelse og politisk magt, hvilket så igen kan anvendes til at anskaffe mere rigdom.

Et tredje problem er behovet for medicin og lægehjælp, der stiger efterhånden som befolkningen bliver rigere og ældre. Vi har et samfund der anbefaler borgerne at være opmærksomme på deres helbred samtidigt med, at det frie marked tordner frem med usunde tilbud. Desuden er det et problem, at vi i den grad undervurderer de næste generationers velfærd.

Finanskrisen er også et problem, men i princippet er ingen af kapitalismens problemer uoverskuelige, og økonomer har da også foreslået adskillige løsninger: En høj global pris for kul kunne påvirke forureningstilbøjelighederne. Skattesystemer kan designes til at fordele goderne lidt bedre uden at skævvride hele systemet ved at minimere ikke-transparante skattefradrag. En effektiv prisfastsættelse af medicin og lægehjælp kunne skabe bedre balance mellem lighed og effektivitet. Finansielle systemer kunne reguleres bedre med mere opmærksomhed på voldsom gældsophobning.

Vil kapitalismen blive offer for sin egen succes med at producere massiv rigdom? Forurening, finansiel ustabilitet, helbredsproblemer og ulighed vokser, og politiske systemer ser ud til at være gået i stå, så måske holder kapitalismen ikke så meget længere. (Kenneth Rogoff is Professor of Economics and Public Policy at Harvard University, tidligere  chief economist at the IMF)

 

Fremtidens ressourcer

Da nationalstaten og dens demokrati svækkes, er det praktisk at se på, hvor beslutningerne så ligger:

Globaliseringens acceleration påvirker også de naturlige ressourcer, og der er opstået et modsætningsforhold mellem den gammeldags markedsøkonomiske kapitalisme, og dem der har indset behovet for en fordelingspolitik, der tilgodeser alle. I Giddens’ senere værk The Politics of Climate Change indgår netop fordelingen af fremtidens sandsynligvis mere sparsomme ressourcer som en faktor der skal inddrages, når der tales magtdistribuering.

Markedskapitalismen og demokratisk valgte regeringer har fælles grundlag: Forbrugeren/vælgeren er den samme person. Og nu mere bevidst i sine valg end nogensinde.

Det betyder blandt andet, at mange virksomheder har tillagt sig en miljøvenlig profil for i højere grad at tækkes forbrugeren. Wal-Mart planlægger eksempelvis en væsentlig reduktion af udstødningsgasser, IKEA støtter bevarelse af regnskoven, og også Cola og Nike som er leverandører til unge har begået tiltag, der skal få dem til at se grønnere ud i omgivelsernes bedømmelser, og med den kapital disse virksomheder råder over, kan deres tiltag vise sig at være langt mere effektive end de, som NGO’er har stræbt efter i årevis.

Men netop ressourceområdet har behov for nytænkning og her har stater og regeringer stadigt en væsentlig rolle ikke mindst i forbindelse med at fordele støtte til nytænkning inden for energiindustri, og det kan blive nødvendigt at føre en politik der vil opfordre forbrugere til at blive aktive partnere i fødekæden. Det bliver staternes opgave at fordele subsidierne på flere muligheder, intenst nok til at virke og bredt nok til at minimere sårbarhed. Og det skal overvejes, hvordan man tackler, at den nye fremtid i mindre grad vil være i stand til at skabe jobs. Eksempelvis kan de sparsomme brændstofressourcer blive årsag til reduktion af flyafgange, hvad der kan påvirke turistindustrien negativt.

FNs miljøprogram omfatter også mulighederne for at skabe miljøvenlige jobs.

Støtte til miljøfjendtlige industrier udfases, forurening skal beskattes (Giddens roser blandt andet de danske grønne afgifter. Netop i forbindelse med ressourceknaphed, anbefaler såvel Giddens som Bauman (Collateral damage) større fællesskaber, såsom EU fremfor de gamle nationalstater, der hvad angår for eksempel klimaforandringer og ‘den sidste olie’ ikke har politisk magt til at yde tilstrækkelig indsats.

 

Landgrapping

Et relativt nyt fænomen i forbindelse med adgangen til ressourcerne er Landgrapping, det vil sige oversøisk jordspekulation. Kampen om retten til undergrunden som den foregår ved Arktis for tiden mellem Canada, Rusland, Norge, Danmark og USA udelades i denne opgave, men antyder måske at de overordnede institutioner, der skal sørge for en retfærdig fordeling af ressourcerne endnu ikke er på plads. Afgørelsen træffes af FN.

Landgrapping tog til da amerikanere og europæere i 2006 kastede sig over biobrændstoffer. Ifølge Verdensbanken er der i 2009 blevet afsluttet handler for 45 millioner hektar. Størstedelen af handlerne finder sted i lande med høj korruption og manglende transparens, hvor regeringerne har juridisk eller militær magt til at sikre sig rettighederne – ofte hen over hovedet på lokale bønder. Kina, Sydkorea og golfstaterne er blandt de nye investorer i den jord, der skal anvendes til energi- og fødevareproduktion. Det skaber stor ulighed, når for eksempel Ethiopien og Sudan sælger landområder til udenlandske investorer, mens dele af befolkningen sulter, og det viser også at kontrol over den globale fødevarehandel er en fremtidig magtfaktor, og måske endda en der ligger på private hænder.

 

Økonomisk magt

Den økonomiske magt er ved at flytte sig. Som Bauman er inde på sker der en adskillelse af den politiske og den økonomiske magt. Artiklen Det nye oligarki, (Ingeniøren nr. 46. 18. november 2011) omtaler regeringsskiftet i Grækenland, der i begyndelsen af november 2011 indsætter en finansmand som regeringschef for at imødekomme finansmarkederne. Her hjælper ingen Occupy Wall Street, når gældskrisen banker på. I projektet The Network of Global Corporate Control redegøres for den økonomiske magt i denne verden, idet magt her forstås som aktiebesiddelse (virksomhed A ejer 50% af virksomheds Bs aktier, der igen råder over 50% af virksomheds Cs aktier). Belyst via aktieejerskabsstrukturer råder 1318 virksomheder over 40% af aktiemajoriteten i verdens produktionsvirksomheder og 60% af handelsindtægterne på verdensmarkederne. Tolket på en anden måde viser det sig, at 80% af værdierne i de undersøgte 43.000 virksomheder er i hænderne på 737 aktører/virksomheder. Tre fjerdedele af de 50 største virksomheder er banker, hvilket kan tolkes derhen, at den største økonomiske magt også følges op af den største viden om økonomi.

Det rejser følgende spørgsmål: Hvordan er udsigterne for global, finansiel stabilitet?

Finansielle institutioner laver finansielle kontrakter om lån og kredit. Det gør dem mindre sårbare overfor tab, men øger også risikoen for smitte. Den slags forbindelser holdes ofte ugennemsigtige af strategiske årsager, men i mange lande er denne type handler tæt forbundet med ejerskabsforhold. Det betyder, at hvis ejerskabsstrukturen i øvrigt ligner det finansielle netværks struktur, så er det globale finansielle netværk også infiltreret. Når et finansielt netværk er tæt forbundet er det også sårbart overfor systemiske risici. Det er robust i gode tider, men går i stress over hele linjen i dårlige, hvilket blev indlysende under den seneste finanskrise.

De tætte netværksforbindelse kunne også give sig udslag i ‘blokpolitik’ til skade for konkurrencen på markedet. Der er til dato ingen erfaringer med en sådan ‘blokpolitik’. Det er tidligere påvist, at selv mindre tværgående aktie-ejerskabsstrukturer på nationalt niveau kan påvirke konkurrencen inden for fly-, bil- og stålindustrien såvel som finansindustrien. Politiske organisationer såsom UK Office of Fair Trade holder nøje øje med komplekse ejerforholdstrukturer inden for egne grænser. Indtil nu har der ikke været nogen undersøgelser om de internationale forhold, og det vil også kunne konfliktere med forskellige landes lovgivninger med hensyn til tavshedspligt, ligesom lovgivning om beskyttelse af investorer kan stå i vejen for en sådan undersøgelse, mens skattelovgivning og korruptionsniveau er mindre interessant. Resultaterne af The Network of Global Corporate Control viser, at nogle medspillere vil være i stand til globalt at udøve en væsentlig kontrol enten formelt (stemmeafgivelse som aktionær eller ved bestyrelsesmøder) eller via uformelle forhandlinger. Det kunne ligne De riges Klub, men som nævnt er der foreløbig ikke tegn på optakt til en samlet aktion.

I Danmark har erhvervslivet også magt, og den bliver brugt politisk. Eksempelvis som omtalt i artikel (Jyllands-Posten den 19. december) Dynekongen hørt: Forlig i strid om pengetanke. Her berettes om en aftale mellem regeringen og De Konservative om skat ved generationsskifte i familieejede virksomheder, en aftale der angiveligt er blevet modereret efter, at Lars Larsen, Jysk, har klaget – her formuleret som ‘bekymring fra erhvervslivet’ (bilag 1). ‘Erhvervslivets bekymring’ er også en faktor, der spiller ind i den demokratiske proces.

Delkonklusion – økonomisk magt

Den økonomiske magt ser ud til at være væsentlig, men udøves endnu kun i begrænset omfang, som når en regering lytter til en virksomheds bekymring. Ved ressourcekrise vil såvel finansverdenen som dem der måtte råde over de naturlige ressourcer kunne udøve en betydelig magt.

 

Forbrugermagt 

Vi er ikke seere, øjenæbler, slutbrugere eller forbrugere. Vi er mennesker og vores rækkevidde er større end din rækkevidde. Forhold dig til det! (s 81, Clue Train Manifest, Forbrugeren i førersædet, Kirsten Dinesen)

Forbrugeren er efterhånden blevet en vigtig medspiller i erhvervslivet, og det er ofte nævnt, at den rette vej til lighed i fremtidens samfund er at gøre de fattigste til forbrugere (Giddens, Philip Kotler, C. K. Prahalad). Det er det Muhamed Yunus gør med Grameen Bank og mikrolån. Projektet begyndte med udlån til verdens fattige især kvinder, der således får mulighed for at starte deres egen virksomhed og dermed for at forsørge familien. Basalt handler det om en tilkendegivelse af, at fattige kan være kreditværdige – tilbagebetalingsprocenten i Grameen Bank ligger på 98 – og et opgør med fordomme (fattige ønsker ikke at arbejde, har ingen ideer) samt øje for at påvirke det frie marked, der i langt højere grad end stater og NGO’er vil være i stand til at løse problemer som global fattigdom og miljøødelæggelser. Især hvis markedet herunder især bankerne, nedtoner den herskende fattigdoms-apartheid og ikke udelukkende søger at tilfredsstille de rigeste interessenters økonomiske mål.

Vejen frem er den sociale virksomhed, og den findes i to grundudgaver:

1        – virksomheder der fokuserer på at realisere sociale mål snarere end at maksimere profit for ejerne. Virksomheden Danone er et eksempel, men flere virksomheder er blevet opmærksomme på den medfølgende goodwill der opnås hos klarsynede forbrugere, så det er et marked under oparbejdelse.

2        – virksomheder der ejes af de fattige. Der er her tale om en profitmaksimerende virksomhed, hvor den samfundsmæssige gavn er lig med den værditilvækst/det udbytte der skabes, idet denne tjener til at gøre den fattige mindre fattig og måske endda helt afhjælper fattigdommen. Den sociale virksomhed er selvfinansierende, selvkørende, selvbevarende, selvudvidende. Investorerne får deres penge tilbage, men der er ikke udbytte at hente.

Godkendelsen af lån foregår via demokratiske institutioner i forbindelse med lokalt selvstyre (Grameen Banks centre i landsbyerne), hvilket formodenligt også er et argument for den høje tilbagebetalingsprocent: Alle kender alle, og vurderingerne af låntagere og behov foregår i landsbyens midte.

Låntagerne forventes at følge ”de seksten beslutninger” herunder skabe velstand, dyrke og spise grøntsager, sørge for uddannelse af børn, holde miljøet rent, ikke tage medgift, og deltage i alle beslutninger i centret. At forlade fattigdommen har flere fordele: Når flere børn overlever, har forældre mere lyst til at bruge prævention. De er ikke nødt til at få fem-seks børn i håbet om at opfostre to. Denne ‘beslutning’ er interessant for verdenssamfundet, fordi det – om de fattigste alle bliver til direktører og forbrugere – kan betyde, at befolkningseksplosionen bliver udsat og dermed mindre pres på ressourcerne.

Grameen driver nu 25 organisationer med forskellige formål. Bangladesh har oplevet væsentlig fremgang siden oprettelsen af Grameen Bank i 1983, og generelt er ideen med ”udviklingsstrategiers fokusering på materiel akkumulering og materielle resultater skiftes til mennesker, deres initiativ og foretagsomhed” eksempel til efterfølgelse. Så vidt vides er det herhjemme kun Andelskassen Merkur, der praktiserer bankvirksomhed efter lignende principper.

Til måling af denne nye udgave af kapitalismen er indført en HIP-score = Human Impact + Profit, hvor virksomheder bedømmes efter deres sociale, miljømæssige og finansielle adfærd. Der er ingen tvivl om, at forbrugerne er blevet mere opmærksomme på virksomheders adfærd.

I overensstemmelse med ovenstående fokuseres der i C. K. Prahalads The Fortune at the Bottom of the Pyramid – eradicating poverty through profits’på mulighederne for at opgradere ’bunden af pyramiden’ til et reelt marked af interesse for afsætningsvirksomheder. Det kræver, at virksomheder der vil operere på dette marked, skal være innovative: Varerne skal være billige og tilpasset den nye kundegruppe, virksomhederne må leve med, at der i salgsområderne er f. eks. dårlig infrastruktur, og en vis gennemsigtighed i handel og produktion er påkrævet, da handel i mange lande er forbundet med en hæmmende korruption.

 

1. K. Prahalads bog omfatter en del eksempler på virksomheder, der er kommet igennem med fornyelse af produkter og salg til det nye segment, såsom Hindustan Unilever der dels via decentrale opdragelseskampagner skulle overbevise sine fremtidige kunder om værdien af at bruge håndsæbe og dels sælge det – hvorved antallet af diarré-tilfælde reduceredes væsentligt. Der er flere succeshistorier om, hvordan store virksomheder nærmer sig det hidtil ukendte marked, og hvordan mange firmaer lever op til forventningen om innovation til gavn for alle involverede. Samtidigt tages der forbløffende nye hensyn til miljøet, og bogen efterlader et generelt indtryk af, at såvel fattigdom som miljøproblemer rent faktisk kan bekæmpes.

Hos Kotler (Up and Out of Poverty) anbefales det ligeledes, at virksomheder tilpasser sig de nye markeder i tredjeverdenslande, hvilket er fornuftigt dels fordi forbrugeren er en faktor, virksomheden skal regne med, og dels pynter det på en virksomheds image, når virksomheden indikerer omsorg for mennesker og miljø, også selv om det er den skumle viden om, at der er mere salg i en glad forbruger, der er essensen i den moderne altruistiske fremtræden.

Litteraturen omhandler dermed flere eksempler på, hvordan forbrugermagt kan skabes, pg virksomheden Apple oplevede, hvordan forbrugermagt kan anvendes i forbindelse med Apple-brugernes krav til virksomheden: Green my Apple:

We love Apple. Apple knows more about “clean” design than anybody, right? So why do Macs, iPods, iBooks and the rest of their product range contain hazardous substances that other companies have abandoned? A cutting edge company shouldn’t be cutting lives short by exposing children in China and India to dangerous chemicals. That’s why we Apple fans need to demand a new, cool product: a greener Apple.

What’s new NOW? It’s all streaming in live at the iBuzz page.

Breaking News: Steve Jobs announces change in policy

Ni måneder efter lanceringen svarede Steve Jobs igen med A greener Apple omfattende en redegørelse på Apples hjemmeside om reduktion af farlige stoffer, genbrugsprocenter samt forsikringer om fremtidig opmærksomhed på miljøbelastningen.

Et godt eksempel på forbrugermagt, men hvis forbrugermagt som her betyder, at virksomheden anstrenger sig for at slide mindre på vores fælles ressourcer, så bliver forbrugermagt også væsentligt som politisk magt. Måske er det afløsningen af stemmesedlen?

Delkonklusion – forbrugermagt

Der er derfor god mening i at bringe de fattigste op i en klasse, hvor de bliver betragtet som medspillere i økonomien, og den markedskapitalisme den vestlige verden slås med for tiden vil kunne gøre gavn og måske bane vejen for mere demokratiske forhold i andre dele af verden.

Den demokratiske vælger påvirker demokratiet og dermed indirekte lovgivningen,  men forbrugeren kan påvirke virksomheden direkte, og dermed måske demokratiet ad omveje i tilfælde hvor forbrugeren påvirker virksomheden, der måske så har mulighed for igen at påvirke den demokratisk valgte regering.

 

Protestmagt

Man kan også gå direkte efter den politiske løsning eventuelt via organisationen Avaaz, der har en livlig tilværelse i cyberspace – og af og til også i virkelighedens demonstrationer.  Avaaz har i skrivende stund (25. december 2011) 10.423.353 medlemmer, og det giver mulighed for en del politisk pres. På Avaazs program står for tiden: Don’t kill the millionaire tax, Save our children from cluster bombs, Save our planet. Avaaz’ projekter handler ofte om miljø og jævnligt om en bedre fordeling af goderne. Princippet er det samme som det Amnesty International introducerede for mange år siden: At skrive breve til regeringer. Amnestys breve er/var opfordringer til at befri politiske fanger, mens Avaaz, CREDO og andre organisationer skyder bredere – og hyppigere takket være globaliseringen via mail, facebook, Twitter. Her skrives også til regeringer – fortrinsvis den amerikanske, der jo fortsat betragtes som den mest magtfulde, men også virksomheder og enkelte senatorer har stået for skud.

Avaaz udsender årligt et spørgeskema til sine medlemmer, hvor det enkelte medlem skal svare på, hvad hun/han synes organisationen fremover skal tage sig af. Det kan være global opvarmning, modstand mod krigsdeltagelse i Afghanistan eller andet.

I medlemsmail fra den 27. december 2011 fejrer Avaaz egen indflydelse:

Wow, amazing response — we’re closing fast on our goal to supercharge Avaaz in 2012 — 70% of the way there! Here’s the email

Dear fellow Avaazers,

…Something big is happening. From Tahrir Square to Wall St., from staggeringly brave Avaaz citizen journalists in Syria to millions of citizens winning campaign after campaign online, democracy is stirring. Not the media-circus, corrupt, vote-every-4-years democracy of the past. Something much, much deeper. Deep within ourselves, we are realizing our own power to build the world we all dream of.

We don’t have a lot of time to do it. Our planet is threatened by multiple crises – a climate crisis, food crisis, financial crisis, proliferation crisis… These crises could split us apart like never before, or bring us together like never before. It’s the challenge of our time, and the outcome will determine whether our children face a darker world or one thriving in greater human harmony.

This is our challenge to meet. With 10 million hopeful citizens and rising, Avaaz is the largest global online community in history. There is no other massive, high-tech, people-powered, multi-issue, genuinely global advocacy organization that can mobilize coordinated democratic pressure in hundreds of countries within 24 hours. Our potential is unique, and so is our responsibility…

PS – In case you’re mulling it over, here’s 11 (to er medtaget her, red.) more reasons to donate to Avaaz 🙂

Reason 1 – What we do Works

With more than 10 million members in every nation of the world, able to mobilize at a moment’s notice to pressing needs and opportunities, Avaaz works –- together we’ve saved lives in Haiti and Burma, reversed government policies from Brazil to Japan, and won victories on international treaties from banning cluster bombs to preserving oceans. Former UK Prime Minister Gordon Brown says of Avaaz “You have driven forward the idealism of the world… do not underestimate your impact on leaders,” while the Economist says Avaaz is “poised to deliver a deafening wake up call to world leaders,” and Al Gore says “Avaaz is inspiring, and has already made a difference.” We’re only 5 years old and growing fast, and the more our members get involved and donate, the more impact we have.

Reason 2 – An Avaaz donation is an investment with permanent social change returns…

osv. med vægt på, at Avaaz er den organisation der hurtigst kan mobilisere et koordineret, demokratisk tryk – i mere end 193 lande og inden for 24 timer.

A new model of internet-based, people-powered politics has changed politics in several countries, and Avaaz is taking that proven model global. The result is already the largest global online movement in history, and we’re just getting started.

Avaaz er langt fra den eneste organisation, der har fået magt i globaliseringens tidsalder. Eksempelvis findes der Sierra Club der i sine informationsmails Sierra Club Insider skriver om:

Democracy Versus the Strip Mine

When the Bureau of Land Management announced a public hearing in Salt Lake City to gather comments on its proposal to approve a giant coal strip-mine next to Bryce Canyon National Park, plenty of citizens showed up ready to speak their minds.

Her følger mere følelsesladet retorik, men det demokratiske trick er The human Microphone:

Borrowing a tactic from Occupy Salt Lake City (where some of the participants had come from) a group of protesters started a “human microphone” and began reading their testimony in short tight phrases that were then repeated by the crowd around the room. The stunned BLM officials watched nervously as the actual public took over their “public” meeting.

De fleste emner, som disse organisationer går ind i drejer sig om det fælles bedste, altså ofte miljø, men nogle gange er projektet rent amerikansk som da organisationen CREDO i november 2011 lancerede den knap så verdensomspændende kampagne: No robocalls on my cell phone! der var en opfordring til det amerikanske senat om at bevare en lov om forbrugerbeskyttelse:

“I urge you to oppose any bill that would give corporations virtually free rein to call cell phones. As a member of the Energy and Commerce Committee, you have the ability to stop H.R.3035, a bill that would end 20 years of consumer protection. Take a stand for consumer privacy and protection and oppose this bill.”…

Delkonklusion – protestmagt

En del af protesterne går igennem, lovforslag frafaldes eller ændres og virksomheder ændrer politik, men det er trods ‘hurrabrevene’, der jævnligt omtaler aflysningen af enkelte lovforslag, vanskeligt at få overblik over, hvor meget reel magt der ligger hos denne type netorganisationer. Organisationer som CREDO, Avaaz, League of Conservation Voters er hurtige til at mobilisere – takket være globaliseringens kommunikationsmidler – men de er samtidigt opmærksomme på, at der er grænser for hvor mange mails om dagen et enkelt medlem kan kapere. Desuden er organisationerne ikke med ved forhandlingsbordet. De kan kun handle ved at protestere, men hvis denne særlige udgave af demokrati fortsætter fremover, vil proaktive handlinger og forslag måske blive mulige.

Occupy Wall Street

Finanskrisen har gjort det klart for os, at der foregår politik uden for de politiske, demokratiske fora, i hvilke vi mener beslutningerne bør tages, og her er modbevægelsen Occupy Wall Street et interessant fænomen.

I øvrigt i overensstemmelse med Bauman, (Globalization):

Disempowered and disregarded residents of the ‘fenced-off’, pressed-back and relentlessly encroaches-upon areas, respond with aggressive action of their own; they try to install on the borders of their ghettoized home ground ‘no trespassing’ signs of their own making. Following the eternal custom of bricoleurs they use for the purpose any material they can lay their hands on – ‘rituals, dressing strangely, striking bizarre attitudes, breaking rules, breaking bottles, windows, heads, issuing rhetorically challenges to the law. Effective or not, these attempts have the handicap of non-authorization and tend to be conveniently classified, in the offical records, as issues of law and order, rather than what they are in fact: attempts to make their territorial claims audible and legible and so merely to follow the new rules of the territoriality game everyone else is playing with gusto.

Det kunne være omtale af demonstranterne i Paris 2007, det københavnske klimatopmøde eller Det arabiske Forår.

 

Occupy Wall Street-bevægelsen startede i USA den 16. september 2011 som en protest modfinanssektoren og finanskrisen. Fire uger senere, lørdag 15. oktober 2011 var der demonstrationer i 951 byer i 82 lande verden over. Bevægelsen og demonstrationerne har fået stor mediebevågenhed.

 

March for Jobs and Economic Fairness

Posted 2 days ago on Dec. 1, 2011, 12:33 a.m. EST by ocw

The NYC Central Labor Council has called a march on Dec 1st for Jobs and Economic Fairness that’s “not just for the labor movement, but for everyone who is frustrated and worried about the growing economic disparity in this country. It’s for anyone who has ever agonized about finding a job, paying for college, meeting a mortgage payment, or how to buy enough food for dinner. ” OWS will be there.

 

Farmers Join Occupy Wall Street, Calling for Food Justice

Posted 14 hours ago on Dec. 2, 2011, 6:21 p.m. EST by osw

As Wall Street’s corrupt influence on the economy has grown, the corporate ownership of our food system has hurt the health and livelihood’s of some of our most vulnerable communities. This Sunday, December 4th food justice activists and occupiers will be traveling from as far as Colorado, Iowa, Maine and Upstate New York to join together for the Occupy Wall Street FARMERS’ MARCH.Through a day of dialogue, musical performances, and a march, farmers and their urban allies working for food justice in their communities will form alliances to fight and expose corporate control of the food supply.

On December 6th Occupy Wall Street will join in solidarity with a Brooklyn community to re-occupy a foreclosed home. The day of action marks a national kick-off for a new frontier for the occupy movement: the liberation of vacant bank-owned homes for those in need. The banks got bailed out, but our families are getting kicked out. The fight to reclaim democracy from the banks is growing from Wall Street to Main Street.

The NYC foreclosure tour and home re-occupation is part of a big national day of action on Dec. 6 that will focus on the foreclosure crisis and protest fraudulent lending practices, corrupt securitization, and illegal evictions by banks. The Occupy movement actions, including eviction defense at foreclosed properties, takeovers of vacant properties by homeless families, and foreclosure action disruptions, will take place in more than 25 cities across the country.

Andre overskrifter opslået på Occupy Wall Street-bevægelsens hjemmeside:

Military Detention Without Trial You need to read this

We Have Seen The Enemy And He IS US

BREAKING NEWS: The lawsuit that could end the gangster rule of Western civilization (i.e. the 1%)

OWS Essential Knowledge about the Monetary Racketeering System of Slavery

1. Edgar Hoover Has Returned and You Need To Know Your Fellow Occupier.

 

Som det fremgår, handler alle overskrifter om social uretfærdighed både fra bankernes side, men også om regeringens (Military Detention…) manglende vilje eller evne til at gribe ind overfor bankerne.

Occupy Wall Street protesterne vinder frem. Umiddelbart er demonstranterne aktiveret af en kollektiv følelse af, at vores samfund ikke fungerer på fair vilkår. Desværre har aktivisterne fokuseret på klagerne og afvises nu som utilfredse, der ikke ved, hvad de står for eller ønsker. Listen over protester var reel nok, men blev kun til et svagt angreb på virksomheder – de virksomheder, der beskæftiger mere end 100 millioner amerikanere og producerer de varer, vi alle bruger hver dag, hvorfor angrebet blev opfattet tvetydigt.

Man kan sige, at aktivisterne har lovgyldige klagepunkter, og det vil ryste USA, hvis man ikke finder en løsning. Det store problem er ulighed, der i USA har nået et niveau, der ikke er set siden Den store Depression. Samtidigt er virksomhedernes profitter rekordhøje. Arbejdsløshed er et andet af problemerne. Tre år efter finanskrisen, er arbejdsløsheden stadigt på sit højeste siden Den store Depression (når lige undtages et kort øjeblik i 1980’erne).

Der er kun få jobs, så mange voksne har opgivet at søge et, hvilket medfører en drastig nedgang i ‘deltagelsesratio’.”participation ratio.” Og netop nu er der rekordmange mennesker der har været ledige i mere end seks måneder. Den gennemsnitlige arbejdsløshedsperiode er højere end nogensinde, og de 9% svarer til 14 millioner amerikanere, der gerne vil have arbejde, men ikke kan finde et. Hvis man tæller dem med, der arbejder deltids selv om de ønsker fuldtidsarbejde, og dem som ikke har søgt job i en periode, så er tallet 17%.

Det andet aspekt er, at virksomhedsoverskud er de højeste nogensinde. Med undtagelse af en kort periode i 2007, er overskuddene højere end de var i 1950 og betydeligt højere end de har været de sidste 50 år. De er steget med 50%, mens lønningerne i samme periode er steget med 4%. USA er nu nummer 93 på verdensranglisten over ulighed – efter Kina, Indien og Iran. Til gengæld er den sociale mobilitet lavere end nogensinde. 1% af amerikanerne ejer 42% af den finansielle rigdom i USA. 5% ejer 70%. Og så skylder USA hundrede af millioner væk, men de øverste 1% ejer kun 5% af nationens gæld. Til gengæld er skatteprocenten omtrent den samme for alle.

Borgerne kautionerede for bankerne, så bankerne kunne blive ved med at låne penge ud til det amerikanske erhvervsliv – for ellers ville samfundet kollapse. Men bankerne har ikke brugt deres midler til at støtte befolkningen.

 

Og hermed har Occupy Wall Street bevægelsen bekræftet Baumans og Giddens forventninger om større ulighed. Til gengæld er der overraskende også nogen, der finder at Occupy-bevægelsen er udemokratisk, således den den britiske forfatter og debattør Kenan Malik, der finder, at både occupy-bevægelsen og højreradikalismen er direkte resultater af venstrefløjens manglende evne til at komme med et moralsk baseret svar på markedsgørelsen af samfundet, og at Occupy-bevægelsen er ikke selv særligt demokratisk, når de kalder sig de 99%, hvorved de lukker for den konflikt, som forventes at være kernen i en demokratisk politik.

 

Malik udtrykker ligeledes ærgrelse over, at bevægelsen ikke præsenterer nogle fornuftige alternativer eller passende forandringspotentialer.

Bevægelsen er symptom på en politisk krise og kritiserer såvel finansfolk som politikere, der har handlet uansvarligt. Men i stedet for at foreslå nye tiltag, angiver bevægelsen, at alle politikere er uduelige. Hvilket i øvrigt falder godt i tråd med, at grækerne får en finansmand i førertrøjen. Så mens europæerne jubler over Det arabiske Forår, der om noget antyder begyndende demokratier, så løser de egne problemer med teknokratvælde. Der er de gode oprør i Kairo og Tunis og de dårlige i Athen og Madrid. Samtidigt er det bemærkelsesværdigt, at Occupy Wall Street ikke får nær så megen medieomtale som Det arabiske Forår. Vi jubler over, at mellemøstlige lande får mulighed for demokrati, men undlader at tale højt om, at vores egne vestlige demokratier har spillet fallit.

 

Det handler om at anerkende, at de gamle arbejderinstitutioner, partiet, fagbevægelsen, kvarteret og familien havde en vigtig rolle i forhold til at skabe tilhørsforhold og socialisering, at det var her, man skabte fælles forståelser af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Man må erkende, at nedbrydningen af disse institutioner har skabt ikke blot en økonomisk og social fattigdom, men også en moralsk. På den måde bliver moral ikke et individuelt spørgsmål, men et fælles. En fokusering på økonomisk fattigdom er en cementering af markedsideologiens præmis; at penge er centrum. Det var her venstrefløjen skulle have budt ind med forslag til ny markedsøkonomi og ny moral.

Delkonklusion – Occupy Wall Street

Occupy Wall Street blev hurtigt til en stor bevægelse, og den fik gjort opmærksom på problemerne og opfordret demokratiske regeringer til at gøre noget ved tingenes tilstand. Måske er det en protest, der vil få positive politiske følgevirkninger. Under alle omstændigheder vil det rent demokratisk være meget uklogt at sidde bevægelsen overhørig.

 

Konklusion

Globaliseringen trykker nationalstatens demokrati. Globaliseringen medfører øget velfærd for mange, men har katastrofale følger i forhold til ressourceforbrug, klimatrusler og overbefolkning. For at kunne løse den type problemer – for eksempel overbefolkning der kan have en chance, hvis de fattigste kvinder får status som forbrugere samt indflydelse på eget liv, er det nødvendigt med styring og omfordeling af ressourcerne. Det er ikke sikkert, at de enkelte demokratier vil være med til det, og det er heller ikke utænkeligt, at dele af erhvervslivet vil sætte gevinstmaksimering over hensynet til de fælles ressourcer. Spontant opståede organisationer som Avaaz eller Occupy Wall Street har en vis magt, men vil trods udmærkede intentioner næppe være klar til at gå ind et samarbejde om fælles styring af ressourcer. De enkelte regeringer vil være nødt til at samarbejde om at lægge pres på erhvervslivet, og det bliver sin sag at sige nej tak til arbejdspladser, der har negativ indflydelse på miljøet.

Derfor er den bedste mulighed et verdensomspændende samarbejde med en konsekvent holdning til løsning af de store problemer, ressourcer, klima osv. Desværre viser såvel erfaringer med klimatopmøder som tilslutning til Kyoto-aftalen, at det kan blive vanskeligt at få et sådan samarbejde stablet på benene, ligesom Landgrapping, hemmelige olieaftaler og kampe om kontinenentalsokler mere end antyder, at hver nation hytter sit eget skind.

Trods EUs bestræbelser er det store forkromede samarbejde om ressourcerne nok ikke lige om hjørnet. Desværre kan alternativet blive en udhuling af demokratiet, som vi kender det, hvor vi – jævnfør Giddens og Bauman – får mulighed for at vælge vores politikere, men at disse i øvrigt ikke har de store beføjelser, når det kommer til ressourceallokering.

Hvis protestorganisationerne får tilstrækkelig meget tilslutning, kunne det også være vejen til forhandlingerne, men det er svært at forestille sig, at de enkelte nationalstaters demokratier kan gennemføre de reformer, verden har brug for.

 

Litteraturliste

John Keane, The Life and Death of Democracy, Simon and Schuster, London 2009

Anthony Giddens, The Politics of Climate Change, Polity, Cambridge 2009

Anthony Giddens, The Consequences of Modernity, Cambridge 1990

Zygmunt Bauman, Globalization – The Human Consequences, Polity, Cambridge 1998

Zygmunt Bauman, Collateral damage – social inequalities in a global age, Polity, Cambridge, 2011

Naomi Klein, The Shock Doctrine, Penguin Books, London 2007

Claus Christian Malzahn, Deutschland 2.0, dtv, München 2010

The Fortune at the Bottom of the Pyramid – eradicating poverty through profits, C. K. Prahalad, Wharton School Publishing, 2010

Up and Out of Poverty – The Social Marketing Solution, Philip Kotler, Nancy R. Lee, Wharton School Publishing, 2009

Kirsten Dinesen, Forbrugeren i førersædet – Kommunikation og ledelse efter web 2.0 in the pull society, Gyldendal, København 2008

A World Without Poverty, Muhamad Yunus, Social Business and the Future of Capitalism; Public Affairs; 2008

Deutschland 2.0 – Eine vorlaüfige Bilanz der Einheit. Claus Christian Malzahn, dtv, München 2010

Afrika wird armregiert  – oder Wie man Afrika wirklich helfen kann, Volker Seitz

Deutscher Taschenbuch Verlag, 2010

Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, olien i Grønland og kampen om Nordpolen. Martin Breum, Gyldendal 2011

The Origin of Political Order – From Prehuman Times to the French Revolution. Francis Fukuyama. Profile Books 2011

 

Hjemmesider:

freedomhouse.org

http://www.plosone.org/article/info%3Adoi%2F10.1371%2Fjournal.pone.0025995

http://www.businessinsider.com

www.project-syndicate.org

http://www.businessinsider.com/what-wall-street-protesters-are-so-angry-about-2011-10?

http://ablazeofbrightblue.blogspot.com

http://occupyourhomes.org

www.bogvægten.dk

http://www.apple.com/hotnews/agreenerapple/

http://www.hanskornoe.dk/page12.html

http://www.project-syndicate.org

Artikler

Robin Engelhardt, Det nye oligarki, Ingeniøren, 18. november 2011

The Network of Global Corporate Control. Stefania Vitali, James B. Glattfelder, Stefano Battiston, Chair of Systems Design, ETH Zurich, Zurich, Switzerland

De 99%, Jasmin Schou, FriskoleBladet nr. 19, 2. december 2011

4G – Gamle Gutter Giver Geder. Levende bankvirksomhed. Pengevirke nr. 3 2011

Landgrapping. miljøsk – tidsskrift om miljø og samfund. Nr. 62, december 2011

Is Modern Capitalism Sustainable? Kenneth Rogoff is Professor of Economics and Public Policy at Harvard University, and was formerly chief economist at the IMF.

Copyright: Project Syndicate, 2011

Bilag:

1) Dynekongen hørt: Forlig i strid om pengetanke, Jyllands-Posten, 19. december 2011

2) Avaaz and the March of Democracy, avaaz.com