Ib har pip

Rim-serien er til børn i 0. – 2. klasse. Ifølge forlaget er hensigten med rimene, at børnene har bedre muligheder for at gættelæse, når de ved, at der er enderim. Noget andet er, at rim i de foreliggende tilfælde også gør læsningen ret underholdende. Herudover har illustrator Peter Hermann proppet en del humor ind i de farvestrålende tegninger.

Lille Ib er vordende fårehund, eller i hvert fald følges han med de to meget store fårehunde, Max og Tore. Selv er han lillebitte, og fårene opdager nærmest ikke, når han forsøger at flytte dem. Derimod betragter de ham interesseret, når han falder om efter anstrengelserne, udmattet og gispende efter vejret.

Alle får ser ned på Ib.

‘Mæ, den lille hund har pip!’

Max og Tore har til gengæld styr på flokken. Men der er et område, hvor Ib alligevel kan demonstrere sine evner som fårehund, selvom han er så lille.

Ib har pip

Marianne Randel Søndergaard

Illustreret af Peter Hermann

 

Mini Mons

Hvis ‘Ib har pip’ er en lidt skør historie, så er Mini Mons endnu værre – eller bedre. Mini Mons er en øgle på fire tons, og her bliver det lidt faretruende:

Han fanger både hest og ko.

Æder dem i fred og ro.

Rimet er ledsaget af et let makabert billede af Mini Mons der rister en hest over et bål. Og så udvikler historien sig, for en mæt øgle har en mængde energi der skal slippes løs, og sådan fire tons glad dansen gennem landskabet sætter sine spor. Endelig finder Mini Mons en nøgle og giver sig til at lede efter en passende lås. Det lykkes ham undervejs at genere en tyrannosaurus og en heks, men det ender ikke så dårligt.

Det er en sjov historie, og hvis man ellers husker at øgle rimer på nøgle, så er der ikke de store kampe med sproget. Illustrationerne er også gode både til at hjælpe på vej i teksten og til at understrege humoren og galskaben.

Mini Mons

Kirsten Ahlburg

Illustreret af Peter Hermann

30 sider

Rim-serien

Straarup & Co.

Udgivet: 2018

Birte Strandby