Brianna Wiest portrætteres ofte som en ung, ambitiøs og klog forfatter, der brænder for at formidle personlig udvikling og mental sundhed. Med selvhjælpsbogen ”101 essays der vil ændre dit liv” får danske læsere for første gang mulighed for at stifte bekendtskab med den amerikanske forfatter og foredragsholder, der har solgt flere hundredetusinde bøger. Med sine kun 31 år har hun et imponerende CV og en bibliografi, der rummer flere globale bestsellertitler. Hun er oversat til en lang række sprog. 

Det er oplagt at tro, at Brianna Wiest er psykologuddannet. Det er ikke tilfældet. Brianna Wiest har studeret engelsk og har desuden en æresdoktorgrad i litteratur. Oprindeligt arbejdede hun som skribent og tekstredaktør, hvor fagområdet var mental sundhed. I dag betragter hun det som et kald at hjælpe andre mennesker i deres følelsesmæssige udvikling. 

Som titlen antyder er ”101 essays der vil ændre dit liv” en samling af positive essays. I bogens korte indledning præsenterer forfatteren sin overordnede tilgang, idet hun udtrykker følgende: ”Jeg mener, at arbejdet med at være menneske i bund og grund består i at lære at tænke. Herfra lærer vi at elske, dele, sameksistere, … Efter min mening har vi først og fremmest pligt til at realisere det potentiale, vi er født med – både for os selv og verden”. 

Foran i bogen kan læseren orientere sig i en indholdsfortegnelse, der giver overblik over de 101 essays. Af omfang er alle essays korte, og de er forfattet i et letforståeligt sprog. Tonen er nøgtern. Som udgangspunkt kræves ingen forudgående kendskab til psykologi eller filosofi, men undervejs refererer forfatteren – på et overordnet plan – til en række store tænkere. I reglen tager hun læseren i hånden og bliver kun sjældent implicit, men det sker. Eksempelvis essay nummer 80  ”Følelsesmæssig intelligens for begyndere: Hvorfor vi har brug for smerte”. Her refererer hun til Alan Watts uden at forklare yderligere. Jeg savner titel eller en note. Helst så jeg at teksterne var forsynet med kildehenvisninger. Det ville give ordene endnu mere vægt.  

Teksterne består overordnet af to typer. I mange af dem oplister forfatteren punktvis observationer eller tegn på dette og hint med henblik på, at læseren kan forandre sig, eller der stilles en række spørgsmål. Den anden del af bogens essays er mere klassiske i formen, idet forfatteren funderer over et bestemt tema. 

Grundlæggende er bogens styrke også dens svaghed: Den er først og fremmest enkel – og velkendt – i sine råd og refleksioner. Hvis du har haft fornøjelsen at gå til psykolog, deltaget i psykologiundervisning eller har læst en håndfuld bøger om personlig udvikling, så har du højest sandsynligt allerede mødt en stor del af rådene i en eller anden form. De bunder i lige dele positiv psykologi, sund fornuft a la Svend Brinkmann og livserfaring. Men som bekendt findes vise ord også i de enkle sandheder. 

Brianna Wiest er bedst og stærkest, når hun opfordrer og støtter sin læser i at stoppe op og reflektere over sig selv. Hun stiller fx læseren en række vigtige spørgsmål, der er motiverende for udvikling og forandring. Samtidig understreger hun, at det er i udviklingen det afgørende finder sted – og ikke nødvendigvis i hvad, vi måtte opnå (mål). I min optik bliver selvhjælpsbogen svagest, når de gode råd udtrykkes for poetisk og filosofisk. Nok kan det lyde smukt, men reelt bliver det tit for abstrakt, når ordene klinger klangfuldt. Brianna Wiest er tydeligvis en erfaren og kompetent journalist med flair for at videreformidle psykologiske indsigter.

”101 essays der vil ændre dit liv” er en selvhjælpsbog der blandt andet inspirerer til at gøre op med negativ tænkning, tage ansvar for eget liv og indse, at vi ikke være glad hele tiden. Undervejs i bogen får læseren en lang række input til bedre vaner. Det handler fx om at lave ingenting, afgifte hjernen og blive bedre til at være i nuet. En række essays omhandler relationer og særligt kærlighedsforhold. Her zoomer Brianna Wiest ind på nogle af de vanskelige ting og opfordrer – atter – læseren til selvransagelse. Det vækker i reglen genkendelse at læse forfatterens ord. Undervejs er der dog vel mange banaliteter.

Med de mange korte og letlæselige kapitler får læseren mulighed for løbende at nappe en tekst til refleksion. Brianna Wiest er især nået ud til utrolig mange yngre læsere. Det er fascinerende, hvordan hun formidler nogle ret direkte iagttagelser og kontante pointer, så læserne både føler sig set men ikke stødt. Hun er som en klog gammel tante, der taktfuldt og elegant slipper afsted med at forklare livsvisdom, ingen forældre tør driste sig til at sige. Samtidig kommer hun bredt omkring tilværelsen i de 101 essays, der dog rummer vel megen gentagelse. 

Brianna Wiests bog er den oplagte gave til alle de unge der flytter hjemme fra. Den giver lærdom og psykologisk indsigt i en lettilgængelig form og støtter sin læser i at opbygge gode rutiner. Men det er aldrig for sent at læse bogen. 

101 essays der vil ændre dit liv

Forfatter: Brianna Wiest

Oversættelse: Ida Højelse Svith

Forlag: Memoris

412 sider. Hæftet.

Udgivelsesdato: Den 28. maj 2024

Anmelder: Nønne Lønne Votborg