Hvis man godt kan lide Skammer-universet minus magien eller Josefine Ottesens tidlige middelalder i Danerriget, så er Tvillingefuglene det rette valg af læsning.

Det er en spændingsroman, og den foregår i sen jernalder – i en tid, hvor kamp, mod og venskab var vigtigere end skolegang og madpakker – som der står i pressemeddelelsen.

Frigg og hendes tvillingebror Eirik bor i landsbyen sammen med deres bedstemor. Eirik går på jagt og fisker, og Frigg surmuler over, at hun ikke kommer med. I stedet sender hendes begavede bedstemor hende ud for at samle bær. Frigg bliver forstyrret i sin bærplukning af voldsomme skrig og når at se landsbyen blive brændt ned af fjendtlige mænd. De dræber Friggs bedstemor, og tager andre landsbyboere med som slaver på deres skib. Eirik er forsvundet uden spor, og Frigg er lige pludselig helt alene, men møder Aslak, en lille dreng der er stukket af fra skibet, hvor han har været holdt som fange.

Frigg beslutter sig for at gå til den nærmeste by for at se, om Eirik skulle være der. Aslak følger med. På vejen møder de Eiriks hest, og de møder dværgen Ulf der også har en tragisk historie. Sammen vandrer de mod byen for at finde de mennesker de elsker, og dermed løber de risikoen for en pludselig og dramatisk død.

Tvillingefuglene er en spændende roman, og den fremstiller fint en verden med store farer, stor usikkerhed og de første tegn på kristendommens indtog. Hovedpersonen har karakter og styrke som Kaaberbøls Skammerdatter, og handlingen er ikke mindre fascinerende end i Kaaberbøls roman.

Tvillingefuglene

Camilla Wandahl & Kirsten Wandahl

198 sider

Rosinante & co

Udgivet: 01.11.2017

Målgruppe 10+

Birte Strandby