Tatovøren fra Auschwitz er baseret på en sand historie. Lale Sokolov er født i Slovakiet og blev i 1942 interneret i Auschwitz-Birkenau. Han var 26 år gammel, da han kom til Auschwitz, og blev som andre unge mænd sat til hårdt, fysisk arbejde. En dag blev han reddet af lejrens tatovør og blev hans assistent. Siden forsvinder hans læremester, og Lale bliver de næste to år den der tatoverer numre på armene af mange tusind mennesker.
Lale var jøde og holdt efter krigens afslutning lav profil om ophav og ophold i koncentrationslejren. Han fortalte sin historie til Heather Morris et par år, før han døde i 2006, og Morris holder sin fortælling tæt på den sandhed, som Lale formidlede. En stor del af personerne har eksisteret, men bortset fra Dr. Mengele kan navnene være ændrede.
Tatovøren fra Auschwitz er en tragisk beretning om menneskelig fallit, om dehumanisering og om håb midt i håbløsheden. Lale synes at bevare sin fornuft. Han gør det, nazisterne beordrer ham til, men som tatovør har han nogle få privilegier, og det lykkes ham at skaffe brød til sine medfanger. Han forelsker sig heftigt i en ung pige, Gita, og som ved et mirakel møder han hende igen efter befrielsen.
Historien er vigtig, men skønt det er en historie, vi alle burde tage til os, fordi den er en del af en fælles fortid, så er den ikke fantastisk godt fortalt. Karaktererne forbliver distancerede, og Dr. Mengele lidt farceagtig, skønt der vel næppe var nogen i Auschwitz, der fandt ham komisk.
Vil man vide noget om tatovøren Lale, så kan man læse det her. Vil man vide noget om livet i koncentrationslejre, er det ulejligheden værd også at søge andre kilder.
Tatovøren fra Auschwitz
Baseret på den stærke og sande historie om Lale Sokolov
Heather Morris
262
Forlaget Aronsen
Udgivet: 2018
Birte Strandby
Baseret på den stærke og sande historie om Lale Sokolov
Heather Morris
262
Forlaget Aronsen
Udgivet: 2018
Birte Strandby
Anmeldelse fra Litteratursiden.dk: https://litteratursiden.dk/anmeldelser/tatovoeren-fra-auschwitz-af-heather-morris