Set-uppet har ganske stor lighed med filmen As Good as It Gets med Helen Hunt og Jack Nicholson i hovedrollerne – specielt hvad angår rollebesætningen: En intellektuel ældre herre, en ung tegner, der er homoseksuel og en kvinde i vanskeligheder.
Ellers er det en sød og følsom lille bog, og forfatteren behandler sine lidt for taknemmelige karakterer med stor nænsomhed og tillid til, at de vil alt det bedste for hinanden. Derved kan man diskutere, om romanen nu også tilstræber at være realistisk.
Otto, Elias og Elisabeth bor i samme boligejendom. Otte er en mand i halvfjerdserne. Han går lidt for sig selv, og spiser sammen med Elias, underboen, en gang i mellem. Elias er en fremragende tegner, men han læser dårligt, så Otto genfortæller romaner for ham. Den sidst indflyttede er Elisabeth, der lever en skyggetilværelse mellem uudpakkede flyttekasser.
En aften bliver Elias slået ned af nogle bøller. Elisabeth hører ham uden for sit vindue og sammen med Otto får de ham samlet op og kørt på skadestuen. Det bliver en forsigtig begyndelse på et sårbart bekendtskab, hvor især Elisabeth er bange for at få skrammer på sjælen.
Langsomt vokser både venskab og kærlighed, og de tre oplever en sælsom uventet og skrøbelig lykke. Elias får ny inspiration til sin kunst, og Elisabeth lover at forsøge at skrive teksten til hans tegninger, Otto lytter til trioer af alverdens komponister, alle lytter til solsorten, den fælles rejse går til den svenske skærgård, og alt kan gå i stykker på et sekund.
Med risiko for at være uretfærdig kan man synes, at Olsson har fællestræk med Paul Coelho, således at forstå, at man som læser føler sig beriget under læsningen uden helt at forstå hvorfor, men hvor meget indtryk efterlader romanen?
Solsorten synger
Linda Olsson
Oversat af Christian Bundegaard
256 sider
Aronsen
Udgivet: 15.03.2015
Birte Strandby
