Forfatteren af blandt andet Astrid og Veronika og Solsorten synger har skrevet om et vanskeligt møde mellem to søstre.
Emma og Maria er søstre. De har ikke mødtes, siden deres mor blev begravet to år tidligere, men i et øjebliks ubetænksomhed har Maria inviteret Emma til at besøge sig i sit hus i Spanien. Overraskende dukker Emma op, og de to kvinder får i et næsten terapeutisk samvær langsomt åbnet for de minder der gør ondt. Det bliver indledningsvist akavet, og luften er mættet af de ufortalte historier. Maria har mistet sin elskede, og Emmas mand har forladt hende, men heller ikke det bringer søstrene sammen.
Der er seks år mellem de to søstre, og de har aldrig talt tidligere talt om for eksempel det misbrug Maria var udsat for, eller hvordan Marias tvillingesøsters døde.
Maria er hård i sine betragtninger om forældrene. Her minder En søster i mit hus meget om den nyligt udgivne Helt ude i hampen af Karina Pedersen i jeg-fortællerens fordømmelse af det mødrende ophav, der gør absolut ingenting, selvom barnet råber om hjælp. At Maria så trods egne intentioner uforvarende kommer til at bære morens ignorance videre er en overset risiko.
Romanen er – som Olssons andre romaner – stilfærdig, og formidler tragedier i underspillet, roligt tempo., i modsætning til eksempelvis romanerne Our Father af Marylin French og Stedfar af Helle Stangerup, hvor de samme bitre erfaringer med misbrug formidles med større dramatik. Dialogerne bærer romanen, men skønt der er en vis progression, så er hele værket en smule klichéramt og har ikke helt det fængslende udtryk, der kendetegner Olssons foregående romaner.
Linda Olsson
Oversat af Christian Bundegaard
177 sider
Aronsen
Udgivet: 26.08.2016
Birte Strandby
