Birk, Egon, Luna, Stella og Ask er klimamonstre, hvilket ikke er helt så skræmmende, som man skulle tro. I hvert fald er det små runde væsener med store runde øjne, og de vil bare gerne lege.
Men der er problemer på legepladsen. Når Stella sætter sig i rutsjebanen, er der nogen der kaster affald på hende. Der må være et skraldeuhyre på spil. Det er Ask, der har hørt, at hvis man ikke rydder op efter sig, så samler skraldet sig til et skraldeuhyre. Skønt nogle af de små monstre er lidt betænkelige, går de alligevel hen til legepladsen for at finde ud af, om der virkeligt er et skraldemonster. Det er der ikke, men der er en del skrald, og de søde små væsener beslutter at rydde op – en fantastisk løsning som ingen voksne kunne have klaret bedre.
Monstrene har personligheder. Egon har en livlig fantasi, men er ikke særligt modigt. Birk er tænksom.
Tegningerne er holdt i dæmpede farver, oftest grønt, måske for at fastholde tanken på naturen, der ikke kan bære alt det skrald, vi hælder i den. Billederne er enkle, som monstrene er det – lutter øjne og udtryk, og facon som små bolde. Skraldet er ret detaljeret, og som i tegneserier symboliseres det med eksempelvis et fiskeskelet, hvordan det så end er havnet på en legeplads.
Budskabet er også enkelt, og der er ingen tvivl om, at det går ret ind hos de små. Så må vi håbe, de kan påvirke deres voksne.
Forfatterparret manglede passende litteratur for børn om klima og miljø og endte med selv at skrive og illustrere. Det ser ud til at være en fin ide.
Små klimamonstre – Legepladsen
Helene & Morten Henneberg-Johansen
25 sider
Forlaget Klimaven
Udgivet: 19.03.2022
Birte Strandby