Jeg bærer erindringen af et liv levet med den terror – frygten forbundet med at vide, at jeg selv eller et af mine familiemedlemmer kan slås ihjel uden konsekvenser –
Efterhånden ved vi alle, hvad Black Lives Matter er. Men at Black Lives Matter ikke kun er en øjebliks-reaktion, men derimod en bevægelse der er vokset frem af generationers uretfærdighed, er mindre åbenlyst.
Det er det denne bog handler om. Hvordan strukturel racisme gennem tiderne har fremavlet en modbevægelse.
Forfatteren fortæller om barndom og ungdom i Van Nuys i Los Angeles, hos sin mor der passer to – tre jobs for at få tilværelsen til at hænge sammen for sig selv og sine fire børn. En barndom hvor Patrisse ser sine brødre som unge teenagere blive jaget af politiet og antastet som skyldige, længe inden de har chancen for at blive skyldige.
Uretfærdighederne står i kø, ikke mindst i skolerne der tydeligt demonstrerer deres forskellige forventninger til sorte og hvide børn. En pige bliver meldt til politiet for at skrive ‘Hej’ på sin skabsdør i skolen, og en pige i Orlando trues med bortvisning, hvis hun ikke gør noget ved sit naturlige hår. Anklagepunkterne mod sorte og brune børn er mangfoldige og de fleste helt uden sammenhæng til kriminel adfærd. Det lyder både sygt og sært i danske ører, og det gør vel også brug af metaldetektorer i skolerne, men hvis man har set The Wire om livet på den mørke side af Baltimore, får man måske et retvisende billede af miljøet for dem der ikke er hvide.
Metaldetektorer, projektører og politiets konstante tilstedeværelse, kropsvisitationer af børn på vej hjem fra skole – alt sammen retfærdiggjort af politikere, der sagde, at de repræsenterede vores behov.
I bogens første mange sider er Patrisse observatør med det undrende barns blik. Siden bliver holdningen mere bitter, og af bitterheden og trangen til forandring vokser #blacklivesmatter på de sociale medier.
Når de kalder dig en terrorist er rystende læsning om politivold og frygtelige fejltagelser:
Shelley Frey, en 27-årig mor til to, blev skudt af en sikkerhedsvagt i Walmart: han beskyldte hende for at stjæle.
Der er bare for mange våben i Guds eget land, og de har en sær måde at forvalte deres demokrati.
Black Lives Matter-bevægelsen er ikke vokset ud af ingenting, og man kan kun håbe på, at bevægelsen kan påvirke politikerne.
Når de kalder dig en terrorist
En Black Lives Matter biografi
Patrisse Khan-Cullors & asha bandele
Oversat af Iben H. Philipsen
Forord af Angela Davis
236 sider
Rebel with a Cause
Udgivet: November 2021
Birte Strandby